Fairy Literary

Anmeldelse: Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children

mar
17

Original titel: Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children
Dansk titel: Frøken Peregrines Hjem for Sælsomme Børn
Forfatter: Ransom Riggs
Udgivet: 2012 v. Quirk Books

Kender I det, når man skal fortælle nogen om en bog man har læst, men man er så begejstret for den at man slet ikke ved, hvor man skal starte? Det er lidt sådan jeg har det lige nu. Miss Peregrine’s er en bog jeg er helt utrolig glad for. Jeg læste den første gang kort tid efter den var kommet til Danmark da Kimmie og jeg var med i Odense Centralbiblioteks læseklub Fantastic Fiction. Jeg er faktisk ikke klar over, om læseklubben stadig eksisterer, men det var ret sjovt at være med. Eugh, jeg savner at være med i en bogklub.

Nåh, men… Miss Peregrine’s Peculiar Children er en trilogi, og engang sidste år købte jeg det super flotte bokssæt. Jeg har en tendens til at lade der gå rigtig lang tid fra jeg har købt en bog til jeg får den læst, fordi der også er så meget andet der skal læses. Derfor har jeg først lige genlæst denne, og var faktisk endnu mere vild med den denne gang, end jeg var første gang. Der var så mange ting jeg havde glemt, selv de helt store plot twists, så den sidste tredjedel af bogen var ren højspænding. ♥

Jacob er en helt almindelig teenager, udover at hans forældre har alt, alt for mange penge. Hans onkel ejer en kæde af apoteker i USA, og Jacob selv står selvfølgelig til at skulle eje en andel af dem som voksen. Indtil da arbejder han som assistent i en af dem, og hans eneste mission i livet er at prøve at få sig selv fyret. Det er, indtil hans farfar dør under tragiske omstændigheder, og en verden af mystik og frygt åbner sig for ham. Jacob og hans farfar var meget tætte, og farfar Portman plejede at fortælle ham historier fra sin barndom. Historier fra et barndom fuld af sælsomme børn med de mest utrolige evner. Historier, som Jacob stoppede med at tro på allerede som barn.

Farfar Portmans sidste, gådefulde ord, sender Jacob til en walisisk ø, Cairnholm. Jeg vil ikke afsløre for meget, hvis man hverken har set filmen* eller læst bogen, men på Cairnholm rejser der sig langt flere spørgsmål end der bliver givet svar på. Jacob finder frem til børnene og børnehjemmet fra farfar Portmans historier, men intet er som han havde forventet, eller som han nogensinde kunne have forestillet sig. Samtidig opdager han ting om sig selv og sit eget liv, som han ikke anede noget om. Hurtigt bliver han suget ind i en virkelighed så meget anderledes end hvad han hidtil har kendt til, en virkelighed hvor monstre findes. Og lad mig lige sige jer, de er super klamme! Okay, jeg er nem af skræmme, men den her bog har nogen seriøse og effektive gyserelementer.

* Jeg har ikke – jeg har svært ved at tro at den kan være fyldestgørende, og jeg er ikke så stor fan af Tim Burton som jeg engang har været.

Bogen er fuld af billeder, som forfatteren har fundet hos en håndfuld forskellige samlere. Billederne rangerer fra mærkelige og mystiske til direkte uhyggelige. Det fungerer super godt, og giver bogen noget helt unikt. Samtidig er jeg vild med skrivestilen. Jeg er altid skeptisk når jeg starter en bog fortalt af et ‘jeg’, men det er gjort rigtig godt her.
Det er en bog jeg kun kan anbefale, især hvis man er til fantasy med creep-factor. Jeg ved godt, det ikke er en super lang eller dybdegående anmeldelse, men der er bare så mange ting i bogen som man virkelig selv skal opleve.

Kimmie gav mig et par nye bogmærker i forrige weekend, magen til nogen af dem vi sendte ud til vores giveaway. ‘Peregrine’ betyder ‘vandrefalk’ på dansk, så derfor passede fjeren jo perfekt til bogen. ♥

Super god weekend til alle!
/Patricia

Anmeldelse: Alanna – The First Adventure

feb
21

Titel: Alanna: The First Adventure (Song of the Lioness #1)
Forfatter: Tamora Pierce
Udgivelsesår: 1983 v. Atheneum

Okay, så jeg er enormt dårlig til rent faktisk at læse noget som helst nyt og aktuelt – jeg vælger at tro at folk er okay med det, og at der selvfølgelig er brug for at lidt ældre ting bliver læst, genlæst og talt om!

 

Da Alanna og Thom af Trebond er fyldt 10 år, vil deres far sende dem afsted på skole – Thom skal være ridder, og Alanna skal lære at være en fin dame, og det er ikke noget der kan diskuteres, da faren alle dage har været ret ligeglad med sine børn, der hovedsageligt er opdraget af byens heler Maude, og den tidligere soldat Coram.

Alanna foreslår at de bytter plads, og på trods af at være noget betænkelig, går Thom med til det, og tvillingerne bliver sendt afsted til deres respektive skoler, Alanna – eller “Alan” – nu med kort hår og drengetøj.

I Tortalls hovedstad Corus begynder Alannas undervisning, der blandt andet består af kamp, historie, manerer, og alt andet en ridder kan få brug for.

En mystisk sygdom der dræner byens healere breder sig dog i byen, og først da alle healerne er ude af spillet, bliver Alannas ven – tronarvingen Jonathan af Conté – syg. Hun redder ham dog med sin helende magi, og efter den episode kommer den charmerende Roger af Conté til byen for at undervise de kommende riddere i magi. Alanna stoler som en af de eneste ikke på den flotte, charmerende mand, og da hun finder ud af at han er den næste i arvefølgen til Tortalls trone, begynder hun at tro at Roger er ude på at gøre Jonathan fortræd.

 

Okay, så jeg kan ligeså godt krybe til korset og lige gøre klart at jeg bare elsker de her bøger – jeg tror jeg læste dem første gang da jeg var omkring 12, og for nogle år siden faldt jeg over dem i en boghandel til en tyver stykket. Jeg købte dem faktisk til min datter, men de står vist egentlig stadig på min egen reol, for jeg fik dem læst igen, og så lige en gang til da jeg skaffede dem på engelsk også.

Historien er ret enkel, men jeg synes at den er solid og velskrevet, og selvom det ikke er en stor litterær udfordring og måske heller ikke super nyskabende (i hvert fald ikke nu. Nogen der var i live i 1983 må lige byde ind her!) vil jeg mene at den hører til på bogreolen hos alle fantasy-elskende unge piger. Alanna er et fremragende forbillede der ikke lader sig kue af samfundets ideer om hvad piger kan og ikke kan – det eneste der driver den unge pige er hendes egen beslutsomhed og viljestyrke, og det er en fornøjelse at følge hendes rejse. Hun kunne let have været en Mary-Sue, men hun er også en irriterende, hidsig og stædig møgunge der laver lort i den nogen gange, så det er heldigvis undgået.

Jeg kan uden at afsløre for meget om resten af serien, sige at det er at gøre tweens og unge teenagere en tjeneste at give dem den her bogserie. Og hvorfor så det? Jo, fordi Tamora Pierce tager sine unge læsere alvorligt – der ligger ingen overbærende smil og lurer i overfladen når en 13årig Alanna flipper helt ud over at hun synes at hun ser dum ud i kjole, eller når hun ikke kan få sit hår til at gøre som hun vil have det. Det bliver taget præcis så alvorligt som jeg tror at de fleste unge mennesker ønsker at det bliver, og hvor jeg som voksen YA-læser tit kan sidde og trække lidt på smilebåndet når karakterne i mine bøger går “full teen”, så synes jeg faktisk ikke at det er noget der sker i den her serie, medmindre det meget, meget specifikt er skrevet med humoristiske undertoner.

Hvis du er interesseret i bøgerne kan du hurtigt finde dem på engelsk på bookdepository.com eller på dansk på saxo.com – du er også pokkers heldig at der er 4 andre serier der foregår i Tortall, og at man render ind i Alanna igen i flere af dem!

Glæd jer til på fredag, hvor I hører fra verdens sødeste Patricia!

/Kimmie

Anmeldelse: Divergent

feb
08

 

Titel: Divergent
Forfatter: Veronica Roth
Udgivelsesår: 2011 v. HarperCollins

 

Beatrice Prior er født ind i faktionen Abnegation – én ud af 5 faktioner i post-apokalyptiske Chicago – når man fylder 16, skal man testes, og derefter skal man vælge sin faktion; man kan vælge hvad man vil, men testen fortæller hvor man højst sandsynligt vil trives bedst. Abnegation for de uselviske, Amity for de fredelige, Erudite for de intellektuelle, Candor for de ærlige, og Dauntless for de modige. Beatrice’s testresultater er ikke som de bør være, og hun får at vide at hun er Divergent. Anderledes. Noget hun under ingen omstændigheder må fortælle til nogen. Ikke engang sine forældre og sin bror.

Da hun skal tage valget, falder det på Dauntless – og en periode med hård træning følger. Hvis man ikke klarer træningen, ryger man ud og bliver factionless – en person uden formål, og derfor uden værdi. Beatrice – eller Tris – kæmper mod systemet på alle måder, og i takt med at hun bliver stærkere, går det op for hende at der er ugler i mosen, og hun er pigen der kan fikse det.

 

Det fede ved at læse Young Adult i min fremskredne alder, er at jeg føler at jeg får lidt mere med på en eller anden måde. Beatrice starter som den teenager vi alle følte vi var; hende der ikke passer ind i den kasse hun er blevet placeret i, hende der er forvirret og bange, irriteret på sin perfekte bror og ikke mindst på sig selv. Hun udvikler sig til en badass bitch, der kan dele øretæver ud til dem der er imod hende, hun får et supersejt navn, og så er der noget med en høj, fjendtlig, mørk fyr med en mystisk fortid. Tris er alt jeg drømte om da jeg var yngre, og jeg er ret sikker på at det gjorde de fleste andre også. Jeg ved godt nu, at Dauntless ikke lige ville være stedet for mig – jeg bliver lidt svimmel når jeg står på rulletrapper, og jeg har et kompliceret forhold til højder, smerte, kraftige vindstød, dybt vand, huler, farlige dyr… Jeg tror I har fattet at jeg er det mindst vovede menneske i verden. Men igennem Tris kan jeg smage lidt på et liv der er noget mere action-packed end når jeg vover pelsen, og drikker den sidste tår kaffe som er blevet kold!

 

Bogen er måske nok lidt forudsigelig, og jeg følte ikke at der var nogen meget sindsoprivende plot-twists eller noget, men den er lavet på god, gennemtestet opskrift, og der er stof til mange timers dagdrømmeri for teenageren i dit liv. Den er også meget hurtigt læst – jeg begyndte tirsdag aften, og manglede vel 30 sider her til aften, og jeg gik altså ikke SÅ sent i seng i går. Det går stærkt, og du det har ikke været sådan at jeg sad og kedede mig helt vildt. Man kan levende forestille sig bygninger og landskaber, og de vigtigste personer står også klart for mit indre øje. Måske er nogen inspireret en del af filmen som jeg så i sidste uge (Jai Courtney som Eric. Den mand er mit kryptonit.) men selv uden den havde det ikke været et problem.

Jeg kunne godt have ønsket mig mere baggrundsviden, men det kan være at næste bog afslører mere! Jeg glæder mig i hvert fald til at læse den! Men for nu, skal jeg finde ud af hvad jeg skal give mig i kast med. Det er jo V-day lige om lidt, og jeg burde nok finde noget dejlig romantik. Måske noget med en forsmået kvinde, der hardcore-smadrer alle mænd der nogensinde har kigget forkert på hende. Med et stort bat, med flotte hjerter på.

Eller bare noget Jane Austen.

 

Fortsat god uge – pas på I ikke skvatter på isen!

/Kimmie