Fairy Literary

Gaming? Gaming!

mar
22

Jeg har pjækket!

Ej, ikke rigtigt, men jeg har været meget stresset – hovedsageligt pga. slatten økonomi og børnefødselsdag (min datter er fyldt 8! Hurra!) – og så har jeg bare ikke kunnet finde nok plads i mit hovede til lige at overkomme en hel bog. Nårh ja, og så er jeg blevet forkølet, hvilket jo bare er sådan en cherry on top-ting.

 

Men jeg har fået gamet! Og det vil jeg faktisk godt snakke lidt om, for hvor bøger også er et rart sted at kunne tage hen, så er gaming altså bare der hvor jeg uden sammenligning finder mest ro inde i mig selv.

Jeg har spillet Assassins Creed, og for de uindviede kan jeg kort fortælle at spilserien går ud på at man via en maskine kaldet “The Animus” kan genleve sine forfædres gøren og laden igennem sin DNA. Lyder det langhåret? Det er det nok også.

Anyway, de fleste af os har nok relativt kedelige forfædre, men i AC er der en fyr der hedder Desmond, som har nogle meget spændende typer i slægtstræet – hans forfædre er (hovedsageligt) Assassins, der siden tidernes morgen har kæmpet mod Templars. Templars vil have orden og kontrol, hvor Assassins går ind for frihed for alle.

Desmond selv er en lidt flad karakter, men man ser ikke super meget til ham, så det går nok. Til gengæld er hans forfædre superseje; både Altaïr fra Det Hellige Land for omkring 1000 år siden, Ezio Auditore da Firenze fra renæssancens Italien, og så Ratonhnhaké:ton (eller Connor, som han også kaldes) fra USA, før det vel egentlig blev til USA.

 

Og nu vil jeg være suuuper kontroversiel. Jeg svømmer simpelthen imod strømmen og konkluderer at Assassins Creed 3 er mit favoritspil, og Connor er min favoritkarakter. De fleste kan bedre lide Ezio, og jeg forstår det! Ezio er udadvendt, sjov, flabet, flirtende, men også alvorlig og pisse sej og alle de der ting. Connor er indadvendt, tænker sig ikke om, han er ret naiv og til tider ensporet (“WHERE IS CHARLES LEE?!”), men er det nu forkert? I må endelig ikke tro at jeg ikke holder usigeligt meget af Ezio, for det gør jeg, både som en der kan lide spændende karakterer, men så sandelig også som en dame der rødmer hvis nogen smiler sødt, men jeg føler ikke at jeg har meget til fælles med Ezio, så det har aldrig været den helt store kærlighed jeg har næret til ham. Jeg er ikke mega smart og udadvendt, og jeg kommer først i tanke om gode comebacks flere år efter en samtale er overstået. Connor er så introvert at selv jeg nogen gange græmmes lidt, men det er stadig lettere for mig at relatere til en fyr der ikke altid helt forstår de sociale spilleregler. Altså, jeg kan godt fungere, og smalltalke og alle de der ting, men en gang imellem tænker jeg bare “hvorfor skal der være det her spil?”.

Og så er jeg kæmpe fan af den udvikling han gennemgår i spillet, hvor han i starten – som de fleste unge mennesker nu engang er – er en impulsiv idiot, der buldrer frem uden at tænke sig om, og uden netop at “spille spillet”. I begyndelsen af spillet, bliver man jagtet af nogle vagter, og for at de skal stoppe skal man hive nogle wanted-posters ned og den slags, og teenage-Connor spørger naivt hvorfor han ikke bare kan forklare dem at han altså er uskyldig. Han sætter flere gange ting på spil for at komme hurtigere i mål. Han vokser dog med opgaven, og selvom han aldrig bliver heeelt god til det med at gå på kompromis med sine egne holdninger og værdier, ender han som en ret behagelig fyr synes jeg, og så er det alligevel ret beundringsværdigt at han netop er så standhaftig; at ingen skal komme og lave lort i den, når det tydeligt er forkert at gøre.

Spillet er lidt glitchy i ny og næ, men det er hele serien sådan set, så det kan jeg ikke forstå at folk pisker en stemning op over. Der er ikke nogle kiksede elskovs-scener (som er cirka det værste i spil) for Connor har slet ikke tid til damer. Han træder til som wingman på et tidspunkt, men det er også det, og det er faktisk ganske befriende synes jeg, at der ikke lige er klappet en eller anden love-interest ned midt i det hele.

Jeg vrøvler vist lidt, men til mit forsvar vil jeg sige at jeg altså har feber, så jeg vil også slutte nu og slappe lidt af – jeg har nemlig også lige indspillet podcast sammen med nogle andre søde damer fra Hva’ Fan – en spritny blog om fandoms af alle typer! Ikke et dårligt side-gig synes jeg!

 

Hold jer muntre, og nyd foråret!

/Kimmie