Fairy Literary

Bogen eller filmen?

jan
24

Aaah, det evige spørgsmål? Er der overhovedet nogensinde lavet en film der kan leve op til bogen den er baseret på?

Ja, det synes jeg egentlig – ikke at jeg nogensinde er stødt på noget hvor jeg ikke synes at bogen faktisk er bedre, sådan rigtigt, men der er nogle filmatiseringer der sagtens kan gå an! Jeg har ikke nogen top 5 (hæh) eller noget, så I får et par stykker i flæng – lige indtil jeg ikke gider at skrive mere.

 

High Fidelity

Laura er gået fra Rob, og han kontakter sine top 5 ekskærester for at høre hvad der egentlig gik galt – spoiler alert: han var lidt en idiot.

Bogen foregår i London, hvor Rob bestyrer en pladebutik med sine… erm. Ja, det er specielle ansatte han har – de bruger deres tid på at være elitære, og på at lave top 5 lister over alverdens ting – mest musik, selvsagt, da de er nogle gigantiske nørder. Bogen appelerede meget til 16årige “musik er bare mit liv”-Kimmie. Det er en skide god bog, selv nu hvor jeg er gammel og lidt mindre slet ikke musikalsk anlagt.

I filmen er handlingen flyttet til Chicago, men det er ikke noget der tager fra historien. John Cusack har hovedrollen, og jeg er tilfældigvis gigantisk fangirl (Say Anything, amirite?) så det er ikke en film jeg nogensinde bliver træt af tror jeg. Udover Cusack bydes der på en sød Iben Hjejle, og en pisse irriterende Jack Black, der fornærmer både kunder og venner til højre og venstre. Soundtracket er forbandet godt, og endda så godt at hvis I klikker her kan I høre hele skidtet på Spotify.

 

Bogen er fra 1995 skrevet af Nick Hornby, der også har skrevet blandt andet Slam, About A Boy og An Education (som også er fremragende film!)

Filmen er fra 2000, og instrueret af Stephen Frears der blandt andet også står bag The Queeen og Philomena.

 

Gone With the Wind

En af mine favoritbøger, faktisk. Jeg elsker Rhett Butlers flabede selvsikkerhed, og Scarletts udvikling fra en forkælet ombejlet teenager, til en iskold, handlingskraftig bitch er forbandet velskrevet. Når Scarlett er værst er hun cirka det mest usympatiske menneske i verden, og jeg har endnu ikke fundet ud af om jeg har så meget medlidenhed med hende når Rhett ikke giver “a damn”. Bogen giver et spændende indblik I en verden langt fra vores egen – og det ikke kun fordi den foregår på den anden side af et ocean. Husk dog at tage portrætteringen af slaveri med et gran salt – det er temmelig romantisk, og ganske langt fra hvordan det i virkeligheden stod til dengang, noget både bog og film er blevet kritiseret for.

Filmen er tilfældigvis også en favorit – den er storslået, både ift. kulisser, men sandelig også musikken, der får fuld gas hele vejen. Den er castet perfekt, lige fra den bløde (vattede) Ashley Wilkes spillet af Leslie Howard, til iskolde Scarlett O’Hara spillet af Vivien Leigh. Og så skal man ikke glemme Clark Gable som jeg tror blev skabt specifikt til at spille Rhett Butler – jeg forstår I hvert fald ikke hvorfor Scarlett ikke bare slår til på stedet da han dukker op.

Det skal lige nævnes at med næsten 4 timer, skal man sætte en hel aften af til det, men jeg synes nu at tiden flyver afsted. Der er endda indlagt pause, så du kan hente snacks og nå på toilettet!

Bogen er fra 1936, og skrevet af Margaret Mitchell efter hendes mands ønske – han foreslog at hun skulle skrive en bog selv, så han kunne slippe for at slæbe bøger med hjem fra biblioteket hele tiden. Hun endte med at vinde en Pulitzer for sit værk, så hvis du holder af bogen kan du lige sende ham en varm tanke.

Filmen er fra 1939, og instrueret af Victor Fleming der også instruerede The Wizard of Oz.

The Lord of the Rings

Jeg stiftede bekendtskab med Tolkiens verden første gang da jeg var omkring 11 år, og min mor havde Chuck Dixon og David Wenzels tegneserie-udgave af Hobitten med hjem til mig fra biblioteket. Jeg genlæste dem ofte når jeg alligevel pjækkede fra skole, og da vores dansklærer i 6. klasse annoncerede at vi skulle ind og se The Fellowship of the Ring i Helios i Faaborg, skyndte jeg mig at låne en slidt paperback-udgave af første bog – jeg åd den på en uges tid, og jeg kan uden tøven sige at det nok er en af de bøger der har betydet mest for mig – både I forhold til min kærlighed til alt der lugter af fantasy, men den var også en flugt og en støtte, i en tid der var svær at komme igennem.

Der er ganske stor forskel på film og bøger her, men så alligevel ikke – Tolkien var en ørn til at beskrive og tog sig god tid og mange sider til det; der er selvsagt barberet meget af i filmene, men man mister ikke fornemmelsen for den verden man befinder sig i, og alle de vigtige personer består. Castet er fænomenalt, og effekterne holder stadig her næsten 16 år senere. Jeg får stadig kuldegysninger over Balroggen i Moria, og fanme om jeg ikke også sidder og småtuder når Gondors ryttere rider i kamp mod orkerne i Osgiliath.

Bøgerne er i 3 bind; The Fellowship of the Ring, The Two Towers og The Return of the King – de er udgivet i 1954-55, sytten år efter The Hobbit. J.R.R. Tolkien er forfatteren bag, og han fortsatte med at skrive om Middle Earth indtil sin død i 1973.

De tre film- The Fellowship of the Ring, The Two Towers og The Return of the King – er udgivet over 3 år fra 2001-2003 – de er instrueret af Peter Jackson, der tidligere mest var kendt for ret klamme splatter-gysere som Bad Taste og Meet the Feebles. Han står også bag filmatiseringen af netop The Hobbit, men den tror jeg bare at vi pænt lader ligge til en anden god gang.

Hav en rigtig dejlig uge, og glæd jer til fredag, hvor jeg er sikker på at Patricia fylder jer med kloge ord!

/Kimmie