Fairy Literary

Anmeldelse: Mrs. Bridge

sep
06

Original titel: Mrs. Bridge
Dansk titel: Mrs. Bridge
Forfatter: Evan S. Connell
Udgivelsesår: 2017 v. Forlaget Olga (1959 i USA)

Jeg blev kontaktet af forlaget Olga, om jeg ville modtage et eksemplar af deres nye bog, Mrs. Bridge, i bytte for en anmeldelse heraf, og takkede ja tak. Jeg har en svaghed for den slags klassikere, og har alligevel aldrig fået læst netop denne før, på trods af at den for første gang udkom i 1959. Nu sidder jeg her, efter at have vendt sidste side, og begriber ikke, hvorfor bogen ikke før har været oversat til dansk.

I nogen tid, måske en time eller mere, havde de siddet og læst hver for sig. Han sad med avisens finanssider, og hun havde i ro og mag læst om dagens bryllupper. Regnen trommede dæmpet mod ruderne, skodderne klaprede, og over fordøren begyndte metaltætningslisten at klage sig. Med avisen i hånden lyttede mrs. Bridge til tordenens rumlen og bragen over huset. Pludselig, i total stilhed, blev stuen oplyst af et lyn. Mr. Bridge løftede hovedet, kun dét og ikke andet, men indeni i mrs. Bridge rørte noget på sig. Hun så indtrængende over på sin mand. “Slog uret?” spurgte han. “Nej, det tror jeg ikke,” svarede hun afventende. Han klarede halsen. Han rettede på brillerne. Han fortsatte læsningen. Hun glemte aldrig dette øjeblik, hvor hun var lige ved at forstå selve meningen med livet og med stjernerne og planeterne, ja, og jordens flugt gennem rummet.

Ovenstående er fra bogen, og de af jer der selv har stået med bogen i hånden har måske lagt mærke til, at det også er det uddrag der står på indersiden af omslaget. Der er en mere særlig grund til, at jeg har valgt at inkludere det her, og jeg håber at de af jer der får læst bogen bliver lige så rørt som jeg gjorde, når I når dertil.

Mrs. Bridge er historien om India, en kvinde primært i 1930’erne og 1940’ernes Kansas City. Den er hele hendes liv forvandlet om til 318 sider i en bog som fanger med det samme, og som er svær at lægge fra sig. Vi følger hende fra årene omkring hendes bryllup i slutningen af tyverne, på trods af at hun egentlig ikke havde planer om at blive gift, opvæksten og opdragelsen af hendes børn, og helt frem til efter de har forladt reden.

Der rejste sig mange spørgsmål i løbet af min gennemlæsning af bogen, og jeg indrømmer gerne at der indimellem var sætninger eller situationer, som fik feministen i mig til at blive en smule fortørnet, og jeg var flere gange nødt til at minde mig selv om, at tingene var en hel del anderledes for mindre end 100 år siden. Der er både politiske, religiøse og menneskelige holdninger der fik mig til at hæve øjenbrynene mere end én gang, men jeg lærte også at more mig lidt over flere af den slags ting (og ikke mindst glæde mig over at tingene har ændret sig). Men åh gud, fordommene! :’D

Jeg synes, det er en utrolig fin bog, og samtidig en ret tragisk beretning om, hvordan der er alt for mange ting i livet, vi absolut ingen kontrol har over, ligegyldigt hvor desperat vi prøver at holde fast. Det er en historie om, hvordan man bliver revet med af livet, og hvordan man aldrig rigtig får ændret de hverdagsting og vaner man gerne vil. Det er realisme på præcis den måde det skal være: sjovt, smukt, skræmmende og trist.

Det er mild og let underholdning, på trods af at den indebærer så meget. Der er små beretninger om alle menneskerne i Mrs. Bridges liv, vidt forskellige mennesker rundt omkring i Kansas City, med hendes eget personlige præg – helt uden at hun er bevidst om det. Man kan ikke andet end at bliver irriteret over de mennesker hun selv bliver irriteret over, for hold op, der er nogen trælse mennesker med. Man morer sig og blive sørgmodig sammen med hende. Man følger intriger og kontroverser på tværs af familier, klasser og aldersgrupper.

Hvad der gør bogen noget særligt, er at den er fortalt fra Indias synspunkt. Hun er et forsigtigt og meget reflekterende menneske, og jeg er ikke altid enig med hende, men hvad ville også være det sjove i det? Selv de mindste og umiddelbart mest ubetydelige anekdoter i bogen er med til, at vi lærer hende lidt bedre at kende. Hun bliver fascineret af, og skræmt over folk og ting der er anderledes, i en grad at det går hen og bliver ganske underholdende, selvom man ikke altid helt kan lade være med at ryste på hovedet af hende. Hun finder det finurligt og interessant at møde mennesker der lever og ikke mindst tænker anderledes end hun selv – om end ikke for meget anderledes. Bogen berør også emner som den evige, menneskelige dobbeltmoral, som for eksempel forholdet til Indias midlertidige veninde mrs. Leacock, som det egentlig ikke lader til at hun bryder sig særlig godt om, og alligevel ses med ret tit fordi hun nyder opmærksomheden.

Mrs. Bridge er i virkeligheden en ensom dame, hun er bare selv meget længe om at indse det. Faktisk opdager hun det alt for sent, og det er en af de ting der er så smukke og tragiske ved denne bog, som jeg fra starten af var helt forelsket i.

Alt i alt var jeg utrolig glad for bogen, og så er jeg selvfølgelig altid ekstra glad når bøger refererer til, og inkluderer, historiske navne og begivenheder. 🙂

/Patricia

Anmeldelse: Vores Endeløse Dage

jun
18

Original titel: Our Endless Numbered Days
Dansk titel: Vores Endeløse Dage
Forfatter: Claire Fuller
Udgivet: 2017 v. Forlaget Olga

Først en lille undskyldning: der har sørme været stille her længe, hva’? Vi prøver at lave om på det, det gør vi virkelig, men det kommer til at gå lidt langsomt her det næste stykke tid, og vi håber I bærer over med os. 🙂

Og så til dagens anmeldelse: jeg har ikke fået læst voldsomt meget de sidste par måneder, faktisk nærmest intet, men det seneste jeg er blevet færdig med er Vores Endeløse Dage. Et anmeldereksemplar, som allervenligst er foræret os af det nyopstartede Forlaget Olga. Endnu engang tusind tak!

Jeg kan lige så godt starte med at sige, at den her bog var en rutsjebane af følelser jeg slet ikke var forberedt på. Jeg nåede at føle så mange forskellige ting igennem de 262 sider; rimelig imponerende gjort af sådan en relativt kort bog. Den er hverken lang eller svær, men den fylder rigtig meget rent mentalt. Det er ikke en bog der lægger fingre imellem.

Vores Endeløse dage handler om 8 år gamle Peggy, der bor med sine forældre i London. Hendes mor, Ute, er verdenskendt koncertpianist, og hendes far, James, er survivalist – overlever. Da Ute er væk på en af sine tournéer, rejser James og Peggy væk fra alt og alle, og forsvinder sporløst. Det er ikke før mange år efter at hun forstår hvorfor. De ender i en hytte i en ukendt, europæisk skov, og det bliver deres hjem de næste ni år. James fortæller Peggy at hele resten af verden er gået under, og at alle hun kender er døde, at kun de to er tilbage. Peggy lærer at lave fælder, pelse deres fangst og hugge brænde. Hun lærer at spille på klaver uden lyd og at sy sit tøj om med tiden, så det bliver ved med at passe hende. Hun lærer også at hade sin far, men aldrig at stoppe med at elske ham.

Det er en interessant (og super underlig) bog, og meget anderledes end hvad jeg normalt plejer at læse. Den var en lille smule længe om at fange mig i starten, og jeg tog mig selv i flere gange at sidde og tænke på andre ting. Jeg tror dog mest, det var fordi jeg skulle vænne mig til måden, den var opdelte på: skiftevis fortælling om deres tid i skoven, og om tiden lige efter hjemkomsten. Det har i hvert fald intet med det beskrivende sprog at gøre, for det fejler absolut intet. Det er intet problem levende at forestille sig alt, hvad der sker i bogen.

Planen var at tale om, hvor forfærdelig James han er/bliver i sin opførsel over for Peggy, men efter at have læst bogen færdig kan jeg slet ikke sætte ord på det. Jeg har så ondt af Peggy, og samtidig kan jeg ikke lade være med at blive en lille smule irriteret på hende. Men hun kender ikke til andet, og hun stoler på sin far og deres liv i skoven – i hvert fald i bevidst tilstand – så måske kunne hun ikke have gjort noget anderledes.

Der var dele af slutningen jeg havde set komme, og alligevel kom det fuldstændig bag på mig. Jeg kunne godt lide måden det var gjort på. Den virkelige brutalitet kommer snigende, og du opdager det først når det er for sent. At få så frygtelig og barsk en historie fortalt fra så uskyldigt en hovedrolle er både skræmmende og tankevækkende.

Der er noget helt igennem ironisk og ufattelig tragisk over både Peggy og James’ skæbner, og man kan ikke lade være med at tænke på, om den slags mon kunne ske i virkeligheden.

Det var alt for i dag! Gå ud og anskaf jer bogen i morgen, så jeg har nogen at snakke med det her om. 😛 Nu vil jeg bruge resten af min søndag aften på Buffy. ♥ 

/Patricia

Anmeldelse: Haabet

jan
27

Titel: Haabet
Forfatter: Mich Vraa
Udgivelsesår: 2016 v. Lindhardt og Ringhof

“Det er indimellem ganske svært at slå tiden ihjel. Jeg har egentlig altid hadet det udtryk; tiden er jo det eneste vi har, så hvad er det man i virkeligheden slår ihjel? Sig selv, måske?”
Mich Vraa: Haabet, s. 256.

Jeg er ikke normalt typen der hænger mig specielt i citater og særlige sætninger, men denne bog har en del af dem, og ovenstående fandt jeg ret så tankevækkende.

Haabet er en fortælling om dansk involvering i slavehandlen slut 1700- start 1800-tallet, som jeg de sidste 3 dage har siddet med næsen i så snart jeg havde mulighed for det. Som forventet var det til tider en enormt barsk historie, men jeg havde alligevel ikke regnet med at skulle have ondt i maven af væmmelse, hver gang der blev nævnt nye grusomheder.

I 1780erne sejler Anton Frederiksen, kaptajn på slavefregatten Haabet, fra København til Afrika og videre til de Vestindiske Øer mere end én gang, og tjener en formue på de slaver han samler op ved Guldkysten. På den sidste af hans ture er hans kone med, og bliver under tragiske omstændigheder gravid – ikke med Anton. Kaptajn Frederiksen vælger at bygge et hus på Thurø og slå sig ned der, med sin kone og datter.

I starten af 1800-tallet skal Maria og Anton Frederiksen ombord på Haabet for første gang i næsten femten år, og på trods af sin mors advarsler, glæder 14-årige Maria sig helt utroligt. De skal kun sejle fra København til Frederikshavn, men det ender alligevel med at blive en rejse langt ud over alle forventninger.

I 1820erne ankommer Mikkel Eide, humanist og professor, til Sankt Thomas. Her skal han bo i et par år og observere slavernes forhold, dynamikken mellem dem og plantageejerne, og om det skal han skrive en bog. Han har en vision om at fortælle den danske befolkning om, hvordan tingene i virkeligheden foregår. For på trods af at Christian den Syvende, daværende konge af Danmark, allerede i 1792 forbød videre handel med slaver, var der stadig godt gang i det tredive år efter.

Bogen er skrevet i form af breve og dagbøger, og foregår hele vejen igennem på tværs af de tre historier, indtil de til sidst flettes sammen – i mine øjne gjort på en utrolig god måde. Jeg havde i hvert fald aldrig regnet sammenhængen ud (jeg håber det siger mere om bogen end det gør om mig 😛 ). Haabet rummer en del forskellige stemmer, og selvom nogen fylder mere end andre, er alle lige vigtige. Der er ingen overflødigheder.

“Haabet – eller de mænd der lagde hendes kurs – havde tydeligvis leget med ilden. Mens vi sad og talte i agterkahytten, skete der en forandring i luften. Som hvis man er i et lille rum, et skab, og døren pludselig bliver smækket i. Et dumpt drøn i ørerne, en bestemt smag i munden som forvarslet om smerte.”
Mich Vraa: Haabet, s. 302.

Det er en virkelig god fortælling om, hvordan ingen mennesker er rent gode eller rent onde, og alle har deres eget syn på, hvad der er rigtigt og forkert. Selvom jeg aldrig på noget tidspunkt ligefrem blev rykket til at tvivle på min holdning om, at menneskehandel er noget af det mest frygtelige der nogensinde er foregået, så var der tidspunkter hvor jeg ikke kunne lade være med at føle noget der mindede om empati for nogen af de karakterer, der i hvert fald i bogen stod bag. Man bliver tidligt i bogen snydt til at tro, man kender karaktererne allerede kort tid efter deres introduktion, men måske er Haabet også en påmindelse om, at man aldrig kender folk så godt som man går og tror.

Interesserer man sig bare lidt for historie, og/eller har fulgt med i historietimerne, så er der også en del genkendelige navne. Selvom Haabet er fiktion, så holder den sig så tæt på virkeligheden som muligt. Jeg har helt klart lært et par småting, jeg ikke anede noget om før. Mich Vraa nævner i sit efterskrift at bogen ikke er et oplæg til debat, eller på anden måde skrevet for at skabe fokus på noget specifikt emne, hverken nutidigt eller fra fortiden. Alligevel synes jeg det er vigtigt at huske sig selv på, man læser om ting der rent faktisk er foregået. Det er barskt, og det er ikke en måde man hverken kan eller skal behandle andre mennesker på. Næstekærlighed, pls ♥

Men Haabet er ikke kun en tragisk historie, det er også en smuk og forhåbningsfuld historie. Det er en klar anbefaling herfra!

/Patricia