Fairy Literary

Anmeldelse: Haabet

jan
27

Titel: Haabet
Forfatter: Mich Vraa
Udgivelsesår: 2016 v. Lindhardt og Ringhof

“Det er indimellem ganske svært at slå tiden ihjel. Jeg har egentlig altid hadet det udtryk; tiden er jo det eneste vi har, så hvad er det man i virkeligheden slår ihjel? Sig selv, måske?”
Mich Vraa: Haabet, s. 256.

Jeg er ikke normalt typen der hænger mig specielt i citater og særlige sætninger, men denne bog har en del af dem, og ovenstående fandt jeg ret så tankevækkende.

Haabet er en fortælling om dansk involvering i slavehandlen slut 1700- start 1800-tallet, som jeg de sidste 3 dage har siddet med næsen i så snart jeg havde mulighed for det. Som forventet var det til tider en enormt barsk historie, men jeg havde alligevel ikke regnet med at skulle have ondt i maven af væmmelse, hver gang der blev nævnt nye grusomheder.

I 1780erne sejler Anton Frederiksen, kaptajn på slavefregatten Haabet, fra København til Afrika og videre til de Vestindiske Øer mere end én gang, og tjener en formue på de slaver han samler op ved Guldkysten. På den sidste af hans ture er hans kone med, og bliver under tragiske omstændigheder gravid – ikke med Anton. Kaptajn Frederiksen vælger at bygge et hus på Thurø og slå sig ned der, med sin kone og datter.

I starten af 1800-tallet skal Maria og Anton Frederiksen ombord på Haabet for første gang i næsten femten år, og på trods af sin mors advarsler, glæder 14-årige Maria sig helt utroligt. De skal kun sejle fra København til Frederikshavn, men det ender alligevel med at blive en rejse langt ud over alle forventninger.

I 1820erne ankommer Mikkel Eide, humanist og professor, til Sankt Thomas. Her skal han bo i et par år og observere slavernes forhold, dynamikken mellem dem og plantageejerne, og om det skal han skrive en bog. Han har en vision om at fortælle den danske befolkning om, hvordan tingene i virkeligheden foregår. For på trods af at Christian den Syvende, daværende konge af Danmark, allerede i 1792 forbød videre handel med slaver, var der stadig godt gang i det tredive år efter.

Bogen er skrevet i form af breve og dagbøger, og foregår hele vejen igennem på tværs af de tre historier, indtil de til sidst flettes sammen – i mine øjne gjort på en utrolig god måde. Jeg havde i hvert fald aldrig regnet sammenhængen ud (jeg håber det siger mere om bogen end det gør om mig 😛 ). Haabet rummer en del forskellige stemmer, og selvom nogen fylder mere end andre, er alle lige vigtige. Der er ingen overflødigheder.

“Haabet – eller de mænd der lagde hendes kurs – havde tydeligvis leget med ilden. Mens vi sad og talte i agterkahytten, skete der en forandring i luften. Som hvis man er i et lille rum, et skab, og døren pludselig bliver smækket i. Et dumpt drøn i ørerne, en bestemt smag i munden som forvarslet om smerte.”
Mich Vraa: Haabet, s. 302.

Det er en virkelig god fortælling om, hvordan ingen mennesker er rent gode eller rent onde, og alle har deres eget syn på, hvad der er rigtigt og forkert. Selvom jeg aldrig på noget tidspunkt ligefrem blev rykket til at tvivle på min holdning om, at menneskehandel er noget af det mest frygtelige der nogensinde er foregået, så var der tidspunkter hvor jeg ikke kunne lade være med at føle noget der mindede om empati for nogen af de karakterer, der i hvert fald i bogen stod bag. Man bliver tidligt i bogen snydt til at tro, man kender karaktererne allerede kort tid efter deres introduktion, men måske er Haabet også en påmindelse om, at man aldrig kender folk så godt som man går og tror.

Interesserer man sig bare lidt for historie, og/eller har fulgt med i historietimerne, så er der også en del genkendelige navne. Selvom Haabet er fiktion, så holder den sig så tæt på virkeligheden som muligt. Jeg har helt klart lært et par småting, jeg ikke anede noget om før. Mich Vraa nævner i sit efterskrift at bogen ikke er et oplæg til debat, eller på anden måde skrevet for at skabe fokus på noget specifikt emne, hverken nutidigt eller fra fortiden. Alligevel synes jeg det er vigtigt at huske sig selv på, man læser om ting der rent faktisk er foregået. Det er barskt, og det er ikke en måde man hverken kan eller skal behandle andre mennesker på. Næstekærlighed, pls ♥

Men Haabet er ikke kun en tragisk historie, det er også en smuk og forhåbningsfuld historie. Det er en klar anbefaling herfra!

/Patricia