Fairy Literary

Anmeldelse: Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children

mar
17

Original titel: Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children
Dansk titel: Frøken Peregrines Hjem for Sælsomme Børn
Forfatter: Ransom Riggs
Udgivet: 2012 v. Quirk Books

Kender I det, når man skal fortælle nogen om en bog man har læst, men man er så begejstret for den at man slet ikke ved, hvor man skal starte? Det er lidt sådan jeg har det lige nu. Miss Peregrine’s er en bog jeg er helt utrolig glad for. Jeg læste den første gang kort tid efter den var kommet til Danmark da Kimmie og jeg var med i Odense Centralbiblioteks læseklub Fantastic Fiction. Jeg er faktisk ikke klar over, om læseklubben stadig eksisterer, men det var ret sjovt at være med. Eugh, jeg savner at være med i en bogklub.

Nåh, men… Miss Peregrine’s Peculiar Children er en trilogi, og engang sidste år købte jeg det super flotte bokssæt. Jeg har en tendens til at lade der gå rigtig lang tid fra jeg har købt en bog til jeg får den læst, fordi der også er så meget andet der skal læses. Derfor har jeg først lige genlæst denne, og var faktisk endnu mere vild med den denne gang, end jeg var første gang. Der var så mange ting jeg havde glemt, selv de helt store plot twists, så den sidste tredjedel af bogen var ren højspænding. ♥

Jacob er en helt almindelig teenager, udover at hans forældre har alt, alt for mange penge. Hans onkel ejer en kæde af apoteker i USA, og Jacob selv står selvfølgelig til at skulle eje en andel af dem som voksen. Indtil da arbejder han som assistent i en af dem, og hans eneste mission i livet er at prøve at få sig selv fyret. Det er, indtil hans farfar dør under tragiske omstændigheder, og en verden af mystik og frygt åbner sig for ham. Jacob og hans farfar var meget tætte, og farfar Portman plejede at fortælle ham historier fra sin barndom. Historier fra et barndom fuld af sælsomme børn med de mest utrolige evner. Historier, som Jacob stoppede med at tro på allerede som barn.

Farfar Portmans sidste, gådefulde ord, sender Jacob til en walisisk ø, Cairnholm. Jeg vil ikke afsløre for meget, hvis man hverken har set filmen* eller læst bogen, men på Cairnholm rejser der sig langt flere spørgsmål end der bliver givet svar på. Jacob finder frem til børnene og børnehjemmet fra farfar Portmans historier, men intet er som han havde forventet, eller som han nogensinde kunne have forestillet sig. Samtidig opdager han ting om sig selv og sit eget liv, som han ikke anede noget om. Hurtigt bliver han suget ind i en virkelighed så meget anderledes end hvad han hidtil har kendt til, en virkelighed hvor monstre findes. Og lad mig lige sige jer, de er super klamme! Okay, jeg er nem af skræmme, men den her bog har nogen seriøse og effektive gyserelementer.

* Jeg har ikke – jeg har svært ved at tro at den kan være fyldestgørende, og jeg er ikke så stor fan af Tim Burton som jeg engang har været.

Bogen er fuld af billeder, som forfatteren har fundet hos en håndfuld forskellige samlere. Billederne rangerer fra mærkelige og mystiske til direkte uhyggelige. Det fungerer super godt, og giver bogen noget helt unikt. Samtidig er jeg vild med skrivestilen. Jeg er altid skeptisk når jeg starter en bog fortalt af et ‘jeg’, men det er gjort rigtig godt her.
Det er en bog jeg kun kan anbefale, især hvis man er til fantasy med creep-factor. Jeg ved godt, det ikke er en super lang eller dybdegående anmeldelse, men der er bare så mange ting i bogen som man virkelig selv skal opleve.

Kimmie gav mig et par nye bogmærker i forrige weekend, magen til nogen af dem vi sendte ud til vores giveaway. ‘Peregrine’ betyder ‘vandrefalk’ på dansk, så derfor passede fjeren jo perfekt til bogen. ♥

Super god weekend til alle!
/Patricia

Anmeldelse: Haabet

jan
27

Titel: Haabet
Forfatter: Mich Vraa
Udgivelsesår: 2016 v. Lindhardt og Ringhof

“Det er indimellem ganske svært at slå tiden ihjel. Jeg har egentlig altid hadet det udtryk; tiden er jo det eneste vi har, så hvad er det man i virkeligheden slår ihjel? Sig selv, måske?”
Mich Vraa: Haabet, s. 256.

Jeg er ikke normalt typen der hænger mig specielt i citater og særlige sætninger, men denne bog har en del af dem, og ovenstående fandt jeg ret så tankevækkende.

Haabet er en fortælling om dansk involvering i slavehandlen slut 1700- start 1800-tallet, som jeg de sidste 3 dage har siddet med næsen i så snart jeg havde mulighed for det. Som forventet var det til tider en enormt barsk historie, men jeg havde alligevel ikke regnet med at skulle have ondt i maven af væmmelse, hver gang der blev nævnt nye grusomheder.

I 1780erne sejler Anton Frederiksen, kaptajn på slavefregatten Haabet, fra København til Afrika og videre til de Vestindiske Øer mere end én gang, og tjener en formue på de slaver han samler op ved Guldkysten. På den sidste af hans ture er hans kone med, og bliver under tragiske omstændigheder gravid – ikke med Anton. Kaptajn Frederiksen vælger at bygge et hus på Thurø og slå sig ned der, med sin kone og datter.

I starten af 1800-tallet skal Maria og Anton Frederiksen ombord på Haabet for første gang i næsten femten år, og på trods af sin mors advarsler, glæder 14-årige Maria sig helt utroligt. De skal kun sejle fra København til Frederikshavn, men det ender alligevel med at blive en rejse langt ud over alle forventninger.

I 1820erne ankommer Mikkel Eide, humanist og professor, til Sankt Thomas. Her skal han bo i et par år og observere slavernes forhold, dynamikken mellem dem og plantageejerne, og om det skal han skrive en bog. Han har en vision om at fortælle den danske befolkning om, hvordan tingene i virkeligheden foregår. For på trods af at Christian den Syvende, daværende konge af Danmark, allerede i 1792 forbød videre handel med slaver, var der stadig godt gang i det tredive år efter.

Bogen er skrevet i form af breve og dagbøger, og foregår hele vejen igennem på tværs af de tre historier, indtil de til sidst flettes sammen – i mine øjne gjort på en utrolig god måde. Jeg havde i hvert fald aldrig regnet sammenhængen ud (jeg håber det siger mere om bogen end det gør om mig 😛 ). Haabet rummer en del forskellige stemmer, og selvom nogen fylder mere end andre, er alle lige vigtige. Der er ingen overflødigheder.

“Haabet – eller de mænd der lagde hendes kurs – havde tydeligvis leget med ilden. Mens vi sad og talte i agterkahytten, skete der en forandring i luften. Som hvis man er i et lille rum, et skab, og døren pludselig bliver smækket i. Et dumpt drøn i ørerne, en bestemt smag i munden som forvarslet om smerte.”
Mich Vraa: Haabet, s. 302.

Det er en virkelig god fortælling om, hvordan ingen mennesker er rent gode eller rent onde, og alle har deres eget syn på, hvad der er rigtigt og forkert. Selvom jeg aldrig på noget tidspunkt ligefrem blev rykket til at tvivle på min holdning om, at menneskehandel er noget af det mest frygtelige der nogensinde er foregået, så var der tidspunkter hvor jeg ikke kunne lade være med at føle noget der mindede om empati for nogen af de karakterer, der i hvert fald i bogen stod bag. Man bliver tidligt i bogen snydt til at tro, man kender karaktererne allerede kort tid efter deres introduktion, men måske er Haabet også en påmindelse om, at man aldrig kender folk så godt som man går og tror.

Interesserer man sig bare lidt for historie, og/eller har fulgt med i historietimerne, så er der også en del genkendelige navne. Selvom Haabet er fiktion, så holder den sig så tæt på virkeligheden som muligt. Jeg har helt klart lært et par småting, jeg ikke anede noget om før. Mich Vraa nævner i sit efterskrift at bogen ikke er et oplæg til debat, eller på anden måde skrevet for at skabe fokus på noget specifikt emne, hverken nutidigt eller fra fortiden. Alligevel synes jeg det er vigtigt at huske sig selv på, man læser om ting der rent faktisk er foregået. Det er barskt, og det er ikke en måde man hverken kan eller skal behandle andre mennesker på. Næstekærlighed, pls ♥

Men Haabet er ikke kun en tragisk historie, det er også en smuk og forhåbningsfuld historie. Det er en klar anbefaling herfra!

/Patricia

Røde Orm – Søfarer I Vesterled

jan
17

Dansk titel: Røde Orm I+II
Original titel: Röde Orm: en berättelse från okristen tid
Forfatter: Frans G. Bengtsson
Udgivelsesår: 2014 v. Lindhardt og Ringhof

 

Disclaimer: Jeg har kun læst første bog!

Historien om Røde Orm begynder I Sverige – hurtigt kommer man med på den første (nogenlunde frivillige) rejse med høvdingen Krok, man møder flinke Toke, den jødiske sølvsmed Salaman, man er med når Orm og de andre bliver slaver på en båd sammen med den adelige Khalid, når de bliver livvagter for vesiren Almansur, og man drikker Jul med Harald Blåtand og Svend Tveskæg.

 

Sikke en rejse – det er ikke en bog der bruger mange sider på beskrivelser, hverken af mennesker eller landskaber, men det er ikke nødvendigt, for man får hurtigt dannet sig et klart billede af det hele. Der er det hele I den her historie – lige fra fordrukne røverhistorier til ulykkelig kærlighed. Du bliver båret igennem det hele af Orm, der er alt fra modig og klog, til flabet og selvmedlidende. Igennem ham bliver du bedste venner med kvindebedåreren Toke, som skal være under opsyn når han drikker øl, for hvis han ikke bliver rørstrømsk, vil han slås. Man kommer igennem så meget, og der er faktisk næsten ikke et roligt øjeblik – hvis der er, er der hurtigt en der får sagt noget provokerende så det hele er ødelagt.

Udover spænding og eventyrligheder, er det også en utrolig sjov bog – jeg har klukket utroligt meget over at de store, stærke vikinger bliver rigtig mandesyge når de får mulighed for det, og at det også et par gange bliver nævnt at man jo skal have styr på sin kvinde, uden at der egentlig bliver gjort så meget ved det – Orms far er f.eks. meget glad for at skulle på togt da han får sagt noget forkert til konen og bliver decideret bange da hun reagerer noget voldsomt på hans ord. Det er ikke noget der bliver udpenslet vildt meget, men er meget underspillet hvilket bare gør det hele endnu mere morsomt.

Jeg glæder mig meget til at læse videre om Orms liv, og jeg vil varmt anbefale bogen – specielt hvis man kan lide vikinger, men også bare hvis man er glad for en god, medrivende historie og et rasende godt persongalleri!

 

 

Jeg ved at man i 1980’erne ville have lavet en filmatisering med Stellan Skarsgård som hovedrolleindehaver, men projektet blev droppet pga. økonomi – projektet er dog taget op påny af Zentropa, og rygtet vil at netop Stellan får titelrollen sammen med (nogle af?) sine sønner, der alle skal spille Orm på forskellige tidspunkter I sit liv. Hvis det bliver grebet rigtigt an, kan det gå hen og blive et brag af en eventyrfilm – det bliver I hvert fald ikke talent der kommer til at mangle, hvis det meste af familien Skarsgård skal være med!

 

Det er også værd at nævne at Røde Orm bliver fremført som teaterstykke på Moesgaard Museum I 2017 – det bliver med Andreas Jebro som Orm, og Ole Thestrup som Harald Blåtand – det er lavet I samarbejde med Det Kongelige Teater, og det lyder til at blive en aldeles fremragende forestilling! Det lyder ikke som en dum ting at inkludere I sine sommerplaner, synes jeg. Stykket kører fra Maj til Juli, og billetpriserne er fra 95 kr til 550 kr, så alle kan få råd!

 

Hav det rigtig dejligt, og hvis du kan lide hvad du har læst, så kan du trykke på det fine “F” oppe I højre hjørne og give vores Facebook-side et like – hvert like er lig med en lille bitte jubelscene!

/Kimmie