Fairy Literary

Anmeldelse: Divergent

feb
08

 

Titel: Divergent
Forfatter: Veronica Roth
Udgivelsesår: 2011 v. HarperCollins

 

Beatrice Prior er født ind i faktionen Abnegation – én ud af 5 faktioner i post-apokalyptiske Chicago – når man fylder 16, skal man testes, og derefter skal man vælge sin faktion; man kan vælge hvad man vil, men testen fortæller hvor man højst sandsynligt vil trives bedst. Abnegation for de uselviske, Amity for de fredelige, Erudite for de intellektuelle, Candor for de ærlige, og Dauntless for de modige. Beatrice’s testresultater er ikke som de bør være, og hun får at vide at hun er Divergent. Anderledes. Noget hun under ingen omstændigheder må fortælle til nogen. Ikke engang sine forældre og sin bror.

Da hun skal tage valget, falder det på Dauntless – og en periode med hård træning følger. Hvis man ikke klarer træningen, ryger man ud og bliver factionless – en person uden formål, og derfor uden værdi. Beatrice – eller Tris – kæmper mod systemet på alle måder, og i takt med at hun bliver stærkere, går det op for hende at der er ugler i mosen, og hun er pigen der kan fikse det.

 

Det fede ved at læse Young Adult i min fremskredne alder, er at jeg føler at jeg får lidt mere med på en eller anden måde. Beatrice starter som den teenager vi alle følte vi var; hende der ikke passer ind i den kasse hun er blevet placeret i, hende der er forvirret og bange, irriteret på sin perfekte bror og ikke mindst på sig selv. Hun udvikler sig til en badass bitch, der kan dele øretæver ud til dem der er imod hende, hun får et supersejt navn, og så er der noget med en høj, fjendtlig, mørk fyr med en mystisk fortid. Tris er alt jeg drømte om da jeg var yngre, og jeg er ret sikker på at det gjorde de fleste andre også. Jeg ved godt nu, at Dauntless ikke lige ville være stedet for mig – jeg bliver lidt svimmel når jeg står på rulletrapper, og jeg har et kompliceret forhold til højder, smerte, kraftige vindstød, dybt vand, huler, farlige dyr… Jeg tror I har fattet at jeg er det mindst vovede menneske i verden. Men igennem Tris kan jeg smage lidt på et liv der er noget mere action-packed end når jeg vover pelsen, og drikker den sidste tår kaffe som er blevet kold!

 

Bogen er måske nok lidt forudsigelig, og jeg følte ikke at der var nogen meget sindsoprivende plot-twists eller noget, men den er lavet på god, gennemtestet opskrift, og der er stof til mange timers dagdrømmeri for teenageren i dit liv. Den er også meget hurtigt læst – jeg begyndte tirsdag aften, og manglede vel 30 sider her til aften, og jeg gik altså ikke SÅ sent i seng i går. Det går stærkt, og du det har ikke været sådan at jeg sad og kedede mig helt vildt. Man kan levende forestille sig bygninger og landskaber, og de vigtigste personer står også klart for mit indre øje. Måske er nogen inspireret en del af filmen som jeg så i sidste uge (Jai Courtney som Eric. Den mand er mit kryptonit.) men selv uden den havde det ikke været et problem.

Jeg kunne godt have ønsket mig mere baggrundsviden, men det kan være at næste bog afslører mere! Jeg glæder mig i hvert fald til at læse den! Men for nu, skal jeg finde ud af hvad jeg skal give mig i kast med. Det er jo V-day lige om lidt, og jeg burde nok finde noget dejlig romantik. Måske noget med en forsmået kvinde, der hardcore-smadrer alle mænd der nogensinde har kigget forkert på hende. Med et stort bat, med flotte hjerter på.

Eller bare noget Jane Austen.

 

Fortsat god uge – pas på I ikke skvatter på isen!

/Kimmie