Fairy Literary

Book Fairies Worldwide

mar
24

Denne fredags blogindlæg bliver kort, både fordi jeg er udmattet og har lidt for mange ting at kæmpe med for tiden, og fordi det jeg vil skrive om i dag er spritnyt og rimelig simpelt. Jeg vil nemlig gerne slå et slag for et nyt koncept: Book Fairies Worldwide.
Book Fairies er en bevægelse, som blandt andet Emma Watson står bag. Nogen af jer ved måske, at hun i lang tid har taget del i Books on the Underground, hvor hun på mange af Englands undergrundsstationer har efterladt bøger, i håb om at andre vil finde dem og nyde dem. Andre steder i verden har mange andre gjort det samme, og jeg synes, det er en fantastisk idé. Book Fairies tager den et skridt længere, og efterlader bøger hvor som helst. Og det bedste ved det hele? Alle kan være med.
På deres hjemmeside www.ibelieveinbookfairies.com kan man bestille smarte klistermærker, til at sætte på de bøger man gerne vil forære væk – det eneste man skal betale for klistermærkerne er forsendelse. Kimmie og jeg har begge bestilt, og jeg har lige fået mine med posten i går.

Der er ingen regler og ingen begrænsninger; en hvilken som helst bog du synes fortjener at blive læst af andre kan bruges, og du kan placere den hvor som helst du vil (personligt anbefaler jeg et sted, hvor der jævnligt kommer andre mennesker forbi, og hvor den er i læ for evt. regn). Lyder det ikke fantastisk? Jeg ville blive lykkelig hvis jeg tilfældigvis fandt en bog et sted i Odense. Det minder mig lidt om Gyldendals nye initiativ: Giv historierne videre.

Jeg håber lidt på, at andre herhjemme også vil være med, så det kan vokse sig større og nå ud til så mange som muligt. Og hvornår bedre at starte på sådan et projekt end her i foråret? Jeg synes i hvert fald det er en smart måde at få ryddet lidt op i sine bogreoler, hvis man har brug for det. Hos antikvariaterne og diverse genbrugsstationer kan man helt sikkert også finde super billige bøger, som man selv har læst og gerne vil give videre (måske efter en hurtig genlæsning).


I må alle have en super weekend! Jeg skal mega forkæles af min farmor. Vi ses igen om en uges tid.

/Patricia