Fairy Literary

Anmeldelse: Mrs. Bridge

sep
06

Original titel: Mrs. Bridge
Dansk titel: Mrs. Bridge
Forfatter: Evan S. Connell
Udgivelsesår: 2017 v. Forlaget Olga (1959 i USA)

Jeg blev kontaktet af forlaget Olga, om jeg ville modtage et eksemplar af deres nye bog, Mrs. Bridge, i bytte for en anmeldelse heraf, og takkede ja tak. Jeg har en svaghed for den slags klassikere, og har alligevel aldrig fået læst netop denne før, på trods af at den for første gang udkom i 1959. Nu sidder jeg her, efter at have vendt sidste side, og begriber ikke, hvorfor bogen ikke før har været oversat til dansk.

I nogen tid, måske en time eller mere, havde de siddet og læst hver for sig. Han sad med avisens finanssider, og hun havde i ro og mag læst om dagens bryllupper. Regnen trommede dæmpet mod ruderne, skodderne klaprede, og over fordøren begyndte metaltætningslisten at klage sig. Med avisen i hånden lyttede mrs. Bridge til tordenens rumlen og bragen over huset. Pludselig, i total stilhed, blev stuen oplyst af et lyn. Mr. Bridge løftede hovedet, kun dét og ikke andet, men indeni i mrs. Bridge rørte noget på sig. Hun så indtrængende over på sin mand. “Slog uret?” spurgte han. “Nej, det tror jeg ikke,” svarede hun afventende. Han klarede halsen. Han rettede på brillerne. Han fortsatte læsningen. Hun glemte aldrig dette øjeblik, hvor hun var lige ved at forstå selve meningen med livet og med stjernerne og planeterne, ja, og jordens flugt gennem rummet.

Ovenstående er fra bogen, og de af jer der selv har stået med bogen i hånden har måske lagt mærke til, at det også er det uddrag der står på indersiden af omslaget. Der er en mere særlig grund til, at jeg har valgt at inkludere det her, og jeg håber at de af jer der får læst bogen bliver lige så rørt som jeg gjorde, når I når dertil.

Mrs. Bridge er historien om India, en kvinde primært i 1930’erne og 1940’ernes Kansas City. Den er hele hendes liv forvandlet om til 318 sider i en bog som fanger med det samme, og som er svær at lægge fra sig. Vi følger hende fra årene omkring hendes bryllup i slutningen af tyverne, på trods af at hun egentlig ikke havde planer om at blive gift, opvæksten og opdragelsen af hendes børn, og helt frem til efter de har forladt reden.

Der rejste sig mange spørgsmål i løbet af min gennemlæsning af bogen, og jeg indrømmer gerne at der indimellem var sætninger eller situationer, som fik feministen i mig til at blive en smule fortørnet, og jeg var flere gange nødt til at minde mig selv om, at tingene var en hel del anderledes for mindre end 100 år siden. Der er både politiske, religiøse og menneskelige holdninger der fik mig til at hæve øjenbrynene mere end én gang, men jeg lærte også at more mig lidt over flere af den slags ting (og ikke mindst glæde mig over at tingene har ændret sig). Men åh gud, fordommene! :’D

Jeg synes, det er en utrolig fin bog, og samtidig en ret tragisk beretning om, hvordan der er alt for mange ting i livet, vi absolut ingen kontrol har over, ligegyldigt hvor desperat vi prøver at holde fast. Det er en historie om, hvordan man bliver revet med af livet, og hvordan man aldrig rigtig får ændret de hverdagsting og vaner man gerne vil. Det er realisme på præcis den måde det skal være: sjovt, smukt, skræmmende og trist.

Det er mild og let underholdning, på trods af at den indebærer så meget. Der er små beretninger om alle menneskerne i Mrs. Bridges liv, vidt forskellige mennesker rundt omkring i Kansas City, med hendes eget personlige præg – helt uden at hun er bevidst om det. Man kan ikke andet end at bliver irriteret over de mennesker hun selv bliver irriteret over, for hold op, der er nogen trælse mennesker med. Man morer sig og blive sørgmodig sammen med hende. Man følger intriger og kontroverser på tværs af familier, klasser og aldersgrupper.

Hvad der gør bogen noget særligt, er at den er fortalt fra Indias synspunkt. Hun er et forsigtigt og meget reflekterende menneske, og jeg er ikke altid enig med hende, men hvad ville også være det sjove i det? Selv de mindste og umiddelbart mest ubetydelige anekdoter i bogen er med til, at vi lærer hende lidt bedre at kende. Hun bliver fascineret af, og skræmt over folk og ting der er anderledes, i en grad at det går hen og bliver ganske underholdende, selvom man ikke altid helt kan lade være med at ryste på hovedet af hende. Hun finder det finurligt og interessant at møde mennesker der lever og ikke mindst tænker anderledes end hun selv – om end ikke for meget anderledes. Bogen berør også emner som den evige, menneskelige dobbeltmoral, som for eksempel forholdet til Indias midlertidige veninde mrs. Leacock, som det egentlig ikke lader til at hun bryder sig særlig godt om, og alligevel ses med ret tit fordi hun nyder opmærksomheden.

Mrs. Bridge er i virkeligheden en ensom dame, hun er bare selv meget længe om at indse det. Faktisk opdager hun det alt for sent, og det er en af de ting der er så smukke og tragiske ved denne bog, som jeg fra starten af var helt forelsket i.

Alt i alt var jeg utrolig glad for bogen, og så er jeg selvfølgelig altid ekstra glad når bøger refererer til, og inkluderer, historiske navne og begivenheder. 🙂

/Patricia

Anmeldelse: Vores Endeløse Dage

jun
18

Original titel: Our Endless Numbered Days
Dansk titel: Vores Endeløse Dage
Forfatter: Claire Fuller
Udgivet: 2017 v. Forlaget Olga

Først en lille undskyldning: der har sørme været stille her længe, hva’? Vi prøver at lave om på det, det gør vi virkelig, men det kommer til at gå lidt langsomt her det næste stykke tid, og vi håber I bærer over med os. 🙂

Og så til dagens anmeldelse: jeg har ikke fået læst voldsomt meget de sidste par måneder, faktisk nærmest intet, men det seneste jeg er blevet færdig med er Vores Endeløse Dage. Et anmeldereksemplar, som allervenligst er foræret os af det nyopstartede Forlaget Olga. Endnu engang tusind tak!

Jeg kan lige så godt starte med at sige, at den her bog var en rutsjebane af følelser jeg slet ikke var forberedt på. Jeg nåede at føle så mange forskellige ting igennem de 262 sider; rimelig imponerende gjort af sådan en relativt kort bog. Den er hverken lang eller svær, men den fylder rigtig meget rent mentalt. Det er ikke en bog der lægger fingre imellem.

Vores Endeløse dage handler om 8 år gamle Peggy, der bor med sine forældre i London. Hendes mor, Ute, er verdenskendt koncertpianist, og hendes far, James, er survivalist – overlever. Da Ute er væk på en af sine tournéer, rejser James og Peggy væk fra alt og alle, og forsvinder sporløst. Det er ikke før mange år efter at hun forstår hvorfor. De ender i en hytte i en ukendt, europæisk skov, og det bliver deres hjem de næste ni år. James fortæller Peggy at hele resten af verden er gået under, og at alle hun kender er døde, at kun de to er tilbage. Peggy lærer at lave fælder, pelse deres fangst og hugge brænde. Hun lærer at spille på klaver uden lyd og at sy sit tøj om med tiden, så det bliver ved med at passe hende. Hun lærer også at hade sin far, men aldrig at stoppe med at elske ham.

Det er en interessant (og super underlig) bog, og meget anderledes end hvad jeg normalt plejer at læse. Den var en lille smule længe om at fange mig i starten, og jeg tog mig selv i flere gange at sidde og tænke på andre ting. Jeg tror dog mest, det var fordi jeg skulle vænne mig til måden, den var opdelte på: skiftevis fortælling om deres tid i skoven, og om tiden lige efter hjemkomsten. Det har i hvert fald intet med det beskrivende sprog at gøre, for det fejler absolut intet. Det er intet problem levende at forestille sig alt, hvad der sker i bogen.

Planen var at tale om, hvor forfærdelig James han er/bliver i sin opførsel over for Peggy, men efter at have læst bogen færdig kan jeg slet ikke sætte ord på det. Jeg har så ondt af Peggy, og samtidig kan jeg ikke lade være med at blive en lille smule irriteret på hende. Men hun kender ikke til andet, og hun stoler på sin far og deres liv i skoven – i hvert fald i bevidst tilstand – så måske kunne hun ikke have gjort noget anderledes.

Der var dele af slutningen jeg havde set komme, og alligevel kom det fuldstændig bag på mig. Jeg kunne godt lide måden det var gjort på. Den virkelige brutalitet kommer snigende, og du opdager det først når det er for sent. At få så frygtelig og barsk en historie fortalt fra så uskyldigt en hovedrolle er både skræmmende og tankevækkende.

Der er noget helt igennem ironisk og ufattelig tragisk over både Peggy og James’ skæbner, og man kan ikke lade være med at tænke på, om den slags mon kunne ske i virkeligheden.

Det var alt for i dag! Gå ud og anskaf jer bogen i morgen, så jeg har nogen at snakke med det her om. 😛 Nu vil jeg bruge resten af min søndag aften på Buffy. ♥ 

/Patricia