Fairy Literary

Fra bog til musik til film

feb
25

Jeg har aldrig været nogen kæmpe musiknørd. Jo, jeg elsker musik, og jeg hører det hver dag, men det er aldrig noget jeg har gået vildt meget op i. Jeg har aldrig følt at jeg ikke ville kunne leve uden. Faktisk tror jeg, hvis jeg skulle høre mindre musik ville jeg blive bedre til at høre lydbøger, og lydbøger skal bestemt ikke undermineres.
Jeg er heller ikke særlig god til at få set en masse film; jeg er meget bedre til serier, når det endelig skal være. Alligevel har jeg i dag valgt at skrive om soundtracks. Eller, mere specifikt: soundtracks til film (med én undtagelse), baseret på bøger.

Twilight: Please, lad være med at løbe for langt væk. Jeg ved det godt. Selv billedet er super cringy; jeg prøvede endda at finde et billede der var så cringy som muligt, og der var alt for mange at vælge imellem. Det er ikke nogen hemmelighed at jeg egentlig godt kan lide bøgerne. Det er hverken højlitterært eller særlig godt skrevet. Et prima eksempel på min kærlighed til trash lit. Til gengæld synes jeg filmene er fuldstændig elendige. Sorry, fans. Heldigvis er jeg også af den overbevisning at folk skal have lov til at synes om lige hvad der passer dem.
MEN, til musikken. Det skal måske lige nævnes at jeg her kun snakker om den første film. Først og fremmest: Muse. Jeg tror aldrig de har lavet en sang jeg ikke har elsket. De er et alternativt rock band fra England, og ‘Supermassive Black Hole’ er deres bidrag til den første Twilight-film. Det er alt, hvad filmen ikke selv er: helt fantastisk. Muse udkom med et album i 2015, som jeg indrømmer jeg ikke har hørt. Jeg har til gengæld været rigtig glad for deres tidligere udgivelser, navnligt deres albums Origin of Symmetry (2001), Absolution (2003) og Black Holes and Revelations (2006).
Andre nævneværdige soundtracks fra filmen er Iron & Wine’s ‘Flightless Bird, American Mouth’ og Robert Pattinsons egen sang ‘Never Think’. Jep, ham der spiller Edward. Han laver/har lavet musik selv, og der er mere af det på YouTube hvis man søger lidt. Jeg er ret vild med det meste af det. Jeg har det nu også fint med ham som skuespiller, men for mig vil han altid være Cedric Diggory.

Warm Bodies: “Still a better love story than Twilight.” Well, yes. Der skal ikke meget til. Warm Bodies er lidt i samme genre, men tager ikke sig selv nær så seriøst. Den tager faktisk ikke sig selv seriøst overhovedet. Derfor er det også en langt bedre film. Jeg har ikke læst bogen endnu (Isaac Marion, 2010), men jeg elsker filmen. Det hjælper selvfølgelig måske også at jeg har en ting for Nicholas Hoult (som blandt andet også er med i Mad Max: Fury Road – endnu en film jeg er vild med). Jeg nævner filmen her allermest fordi et af numrene i den er M83’s ‘Midnight City’. Hvis I ikke kender M83, så gør jer selv den tjeneste at tjekke dem ud. De er et fransk electronic/synthpop band, og jeg er normalt sjældent til elektronisk musik, men det de skaber er ren magi. Jeg er slet ikke i tvivl om det. Jeg kan især anbefale deres albums Dead Cities, Red Seas & Lost Ghosts (2003) og Hurry Up, We’re Dreaming (2011).

Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children: Udkom sidste år og er intrueret af Tim Burton, hvilket er en af grundene til jeg ikke har set den endnu. Selvom jeg ikke, som så mange andre, ligefrem hader hans nyere film, så er det længe siden han har lavet noget jeg virkelig elskede. Bogen, den er baseret på (Ransom Riggs, 2011) læste jeg kort tid efter den udkom. Den er del af en trilogi, som jeg faktisk har stående på min bogreol, men jeg har endnu ikke fået læst de to sidste. Til genæld er det klart en af de bedste bøger jeg har læst på denne side af år 2010. Når nu jeg ikke har set filmen, så skulle man tro det var svært at udtale sig om dens soundtrack. Det hænger sådan sammen, at en af sangene dertil, ‘Wish That You Were Here’, er af en af de mest talentfulde musikere i verden (hvis du spørger mig): Florence Welch. Hendes band, Florence + The Machine, er nok en af mine absolut yndlings, og sangen til denne film er simpelthen så god. Jeg kunne høre den på repeat for evigt. Florence and the Machine er et engelsk inde rock band, der udkom med deres første album Lungs i 2009, derefter Ceremonials (2011) og How Big, How Blue, How Beautiful (2015).

The Witcher: Undtagelsen, fordi det slet ikke er en film. Det er faktisk et spil. Eller, det er tre spil nu. Men de er baseret på bøger, så derfor tæller det. Den første bog, The Last Wish, er skrevet af Andrzej Sapkowski (nej, jeg ved ikke hvordan man udtaler det) og er helt tilbage fra 1993. Jeg har ikke læst den, men den står på min hylde. Jeg kan godt fornemme at det her indlæg får det til at lyde som om jeg ikke har læst særlig mange bøger, men det er jo løgn. Jeg fik faktisk at vide af en kunde i går at man i hvert fald ikke kunne nå at læse mere end én bog om måneden, medmindre man ikke lavede noget andet. Jeg fortalte ham ikke at jeg nu er i gang med min syvende bog bare i år.
Anyhow, jeg har ikke fået lov at spille Witcher 3, men det er udelukkende fordi jeg ikke har en maskine der kan køre det. Jeg græder stadig indeni over det. Det har selvfølgelig ikke forhindret mig i at lytte til musikken derfra, og jeg er endnu ikke blevet skuffet. Musikken til alle tre spil er enormt smuk. Jeg vil nøjes med bare at linke jer til den fulde soundtrak playlist på det første spil: https://www.youtube.com/watch?v=tFIbVqHOOIU – jeg tænker det vil være perfekt stemningsmusik til at få læst den første bog.

The Fellowship of the Ring: Sidst, men absolut ikke mindst – tværtimod. Ja, jeg har rent faktisk læst den, OG The Hobbit. At jeg så ikke har læst de to andre, det kan vi diskutere en anden dag. Kimmie er klart den største LOTR fan af os to, men der er ingen tvivl om at hun har helt ret i, når hun snakker om hvor absolut magisk den første film er. De andre er også helt fantastiske, og jeg kan personligt også godt lide The Hobbit, selvom tre film måske er at trække den lidt for meget. Men der er bare noget helt specielt og unikt over Fellowship. Fuldstændig ligesom der er ved bøgerne. Jeg mener, The Hobbit er helt tilbage fra 1937 og er den første af sin slags. Det kan man aldrig tage fra dem. Musikken til filmen er lige så episk, og jeg får stadig kuldegysnigner hver gang. I får endnu et link til at slutte af på: https://www.youtube.com/watch?v=_SBQvd6vY9s – og bare for god ordens skyld er det musikken til alle tre originale film (altså er The Hobbit ikke inkluderet).

Såeh. Sæt jer til rette og brug resten af weekenden på at lytte til en masse god musik. Har I selv nogen gode forslag, så kom endelig med dem!

/Patricia

Bogen eller filmen?

jan
24

Aaah, det evige spørgsmål? Er der overhovedet nogensinde lavet en film der kan leve op til bogen den er baseret på?

Ja, det synes jeg egentlig – ikke at jeg nogensinde er stødt på noget hvor jeg ikke synes at bogen faktisk er bedre, sådan rigtigt, men der er nogle filmatiseringer der sagtens kan gå an! Jeg har ikke nogen top 5 (hæh) eller noget, så I får et par stykker i flæng – lige indtil jeg ikke gider at skrive mere.

 

High Fidelity

Laura er gået fra Rob, og han kontakter sine top 5 ekskærester for at høre hvad der egentlig gik galt – spoiler alert: han var lidt en idiot.

Bogen foregår i London, hvor Rob bestyrer en pladebutik med sine… erm. Ja, det er specielle ansatte han har – de bruger deres tid på at være elitære, og på at lave top 5 lister over alverdens ting – mest musik, selvsagt, da de er nogle gigantiske nørder. Bogen appelerede meget til 16årige “musik er bare mit liv”-Kimmie. Det er en skide god bog, selv nu hvor jeg er gammel og lidt mindre slet ikke musikalsk anlagt.

I filmen er handlingen flyttet til Chicago, men det er ikke noget der tager fra historien. John Cusack har hovedrollen, og jeg er tilfældigvis gigantisk fangirl (Say Anything, amirite?) så det er ikke en film jeg nogensinde bliver træt af tror jeg. Udover Cusack bydes der på en sød Iben Hjejle, og en pisse irriterende Jack Black, der fornærmer både kunder og venner til højre og venstre. Soundtracket er forbandet godt, og endda så godt at hvis I klikker her kan I høre hele skidtet på Spotify.

 

Bogen er fra 1995 skrevet af Nick Hornby, der også har skrevet blandt andet Slam, About A Boy og An Education (som også er fremragende film!)

Filmen er fra 2000, og instrueret af Stephen Frears der blandt andet også står bag The Queeen og Philomena.

 

Gone With the Wind

En af mine favoritbøger, faktisk. Jeg elsker Rhett Butlers flabede selvsikkerhed, og Scarletts udvikling fra en forkælet ombejlet teenager, til en iskold, handlingskraftig bitch er forbandet velskrevet. Når Scarlett er værst er hun cirka det mest usympatiske menneske i verden, og jeg har endnu ikke fundet ud af om jeg har så meget medlidenhed med hende når Rhett ikke giver “a damn”. Bogen giver et spændende indblik I en verden langt fra vores egen – og det ikke kun fordi den foregår på den anden side af et ocean. Husk dog at tage portrætteringen af slaveri med et gran salt – det er temmelig romantisk, og ganske langt fra hvordan det i virkeligheden stod til dengang, noget både bog og film er blevet kritiseret for.

Filmen er tilfældigvis også en favorit – den er storslået, både ift. kulisser, men sandelig også musikken, der får fuld gas hele vejen. Den er castet perfekt, lige fra den bløde (vattede) Ashley Wilkes spillet af Leslie Howard, til iskolde Scarlett O’Hara spillet af Vivien Leigh. Og så skal man ikke glemme Clark Gable som jeg tror blev skabt specifikt til at spille Rhett Butler – jeg forstår I hvert fald ikke hvorfor Scarlett ikke bare slår til på stedet da han dukker op.

Det skal lige nævnes at med næsten 4 timer, skal man sætte en hel aften af til det, men jeg synes nu at tiden flyver afsted. Der er endda indlagt pause, så du kan hente snacks og nå på toilettet!

Bogen er fra 1936, og skrevet af Margaret Mitchell efter hendes mands ønske – han foreslog at hun skulle skrive en bog selv, så han kunne slippe for at slæbe bøger med hjem fra biblioteket hele tiden. Hun endte med at vinde en Pulitzer for sit værk, så hvis du holder af bogen kan du lige sende ham en varm tanke.

Filmen er fra 1939, og instrueret af Victor Fleming der også instruerede The Wizard of Oz.

The Lord of the Rings

Jeg stiftede bekendtskab med Tolkiens verden første gang da jeg var omkring 11 år, og min mor havde Chuck Dixon og David Wenzels tegneserie-udgave af Hobitten med hjem til mig fra biblioteket. Jeg genlæste dem ofte når jeg alligevel pjækkede fra skole, og da vores dansklærer i 6. klasse annoncerede at vi skulle ind og se The Fellowship of the Ring i Helios i Faaborg, skyndte jeg mig at låne en slidt paperback-udgave af første bog – jeg åd den på en uges tid, og jeg kan uden tøven sige at det nok er en af de bøger der har betydet mest for mig – både I forhold til min kærlighed til alt der lugter af fantasy, men den var også en flugt og en støtte, i en tid der var svær at komme igennem.

Der er ganske stor forskel på film og bøger her, men så alligevel ikke – Tolkien var en ørn til at beskrive og tog sig god tid og mange sider til det; der er selvsagt barberet meget af i filmene, men man mister ikke fornemmelsen for den verden man befinder sig i, og alle de vigtige personer består. Castet er fænomenalt, og effekterne holder stadig her næsten 16 år senere. Jeg får stadig kuldegysninger over Balroggen i Moria, og fanme om jeg ikke også sidder og småtuder når Gondors ryttere rider i kamp mod orkerne i Osgiliath.

Bøgerne er i 3 bind; The Fellowship of the Ring, The Two Towers og The Return of the King – de er udgivet i 1954-55, sytten år efter The Hobbit. J.R.R. Tolkien er forfatteren bag, og han fortsatte med at skrive om Middle Earth indtil sin død i 1973.

De tre film- The Fellowship of the Ring, The Two Towers og The Return of the King – er udgivet over 3 år fra 2001-2003 – de er instrueret af Peter Jackson, der tidligere mest var kendt for ret klamme splatter-gysere som Bad Taste og Meet the Feebles. Han står også bag filmatiseringen af netop The Hobbit, men den tror jeg bare at vi pænt lader ligge til en anden god gang.

Hav en rigtig dejlig uge, og glæd jer til fredag, hvor jeg er sikker på at Patricia fylder jer med kloge ord!

/Kimmie