Fairy Literary

Anmeldelse: Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children

mar
17

Original titel: Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children
Dansk titel: Frøken Peregrines Hjem for Sælsomme Børn
Forfatter: Ransom Riggs
Udgivet: 2012 v. Quirk Books

Kender I det, når man skal fortælle nogen om en bog man har læst, men man er så begejstret for den at man slet ikke ved, hvor man skal starte? Det er lidt sådan jeg har det lige nu. Miss Peregrine’s er en bog jeg er helt utrolig glad for. Jeg læste den første gang kort tid efter den var kommet til Danmark da Kimmie og jeg var med i Odense Centralbiblioteks læseklub Fantastic Fiction. Jeg er faktisk ikke klar over, om læseklubben stadig eksisterer, men det var ret sjovt at være med. Eugh, jeg savner at være med i en bogklub.

Nåh, men… Miss Peregrine’s Peculiar Children er en trilogi, og engang sidste år købte jeg det super flotte bokssæt. Jeg har en tendens til at lade der gå rigtig lang tid fra jeg har købt en bog til jeg får den læst, fordi der også er så meget andet der skal læses. Derfor har jeg først lige genlæst denne, og var faktisk endnu mere vild med den denne gang, end jeg var første gang. Der var så mange ting jeg havde glemt, selv de helt store plot twists, så den sidste tredjedel af bogen var ren højspænding. ♥

Jacob er en helt almindelig teenager, udover at hans forældre har alt, alt for mange penge. Hans onkel ejer en kæde af apoteker i USA, og Jacob selv står selvfølgelig til at skulle eje en andel af dem som voksen. Indtil da arbejder han som assistent i en af dem, og hans eneste mission i livet er at prøve at få sig selv fyret. Det er, indtil hans farfar dør under tragiske omstændigheder, og en verden af mystik og frygt åbner sig for ham. Jacob og hans farfar var meget tætte, og farfar Portman plejede at fortælle ham historier fra sin barndom. Historier fra et barndom fuld af sælsomme børn med de mest utrolige evner. Historier, som Jacob stoppede med at tro på allerede som barn.

Farfar Portmans sidste, gådefulde ord, sender Jacob til en walisisk ø, Cairnholm. Jeg vil ikke afsløre for meget, hvis man hverken har set filmen* eller læst bogen, men på Cairnholm rejser der sig langt flere spørgsmål end der bliver givet svar på. Jacob finder frem til børnene og børnehjemmet fra farfar Portmans historier, men intet er som han havde forventet, eller som han nogensinde kunne have forestillet sig. Samtidig opdager han ting om sig selv og sit eget liv, som han ikke anede noget om. Hurtigt bliver han suget ind i en virkelighed så meget anderledes end hvad han hidtil har kendt til, en virkelighed hvor monstre findes. Og lad mig lige sige jer, de er super klamme! Okay, jeg er nem af skræmme, men den her bog har nogen seriøse og effektive gyserelementer.

* Jeg har ikke – jeg har svært ved at tro at den kan være fyldestgørende, og jeg er ikke så stor fan af Tim Burton som jeg engang har været.

Bogen er fuld af billeder, som forfatteren har fundet hos en håndfuld forskellige samlere. Billederne rangerer fra mærkelige og mystiske til direkte uhyggelige. Det fungerer super godt, og giver bogen noget helt unikt. Samtidig er jeg vild med skrivestilen. Jeg er altid skeptisk når jeg starter en bog fortalt af et ‘jeg’, men det er gjort rigtig godt her.
Det er en bog jeg kun kan anbefale, især hvis man er til fantasy med creep-factor. Jeg ved godt, det ikke er en super lang eller dybdegående anmeldelse, men der er bare så mange ting i bogen som man virkelig selv skal opleve.

Kimmie gav mig et par nye bogmærker i forrige weekend, magen til nogen af dem vi sendte ud til vores giveaway. ‘Peregrine’ betyder ‘vandrefalk’ på dansk, så derfor passede fjeren jo perfekt til bogen. ♥

Super god weekend til alle!
/Patricia

Anmeldelse: Den of Thieves

feb
10

Titel: Den of Thieves (Ancient Blades #1)
Forfatter: David Chandler
Udgivelsesår: 2011 v. Voyager

Det skal nævnes på forhånd at Den of Thieves er første bind i en trilogi, og selvom alle tre bøger er på billedet ovenfor, så er dette kun en anmeldelse af bog 1. Det skal også nævnes at den desværre ikke er oversat til dansk, hvilket jeg personligt synes er super ærgerligt. Jeg var ret vild med bogen, og kan ikke forstå den ikke er blevet mere populær. Sidst men ikke mindst, så er den heller ikke sådan lige til at skaffe i fysisk form længere. I hvert fald Den of Thieves er print on demand – hvilket vil sige at bogen først bliver trykt når der kommer en bestilling på den. Men spørg! i din lokale boghandel, for det er en virkelig god bog!!

David Chandler hedder i virkeligheden Daniel Wellington, og skriver normalt zombiebøger. Da han startede med at skrive Ancient Blades-trilogien, var det slet ikke meningen den skulle ud til offentligheden. Det var bare til ham selv, mest for sjov og ballade, og for hans indre teenagers skyld. Men han fik alligevel fortalt en ven om sine igangværende ikke-zombie skriverier, og derfra tog det hurtigt fart. Vennen fik lov at læse et kapitler, som blev videregivet til en editor, og ja… pludselig var det en hel bog. Og så tre. Jeg er i hvert fald glad.

Da jeg gik i gang med at læse virkede det hele meget bekendt. Det gik op for mig at jeg havde læst i hvert fald starten af bogen før, og jeg har nu lidt en mistanke om at jeg måske har et eksemplar mere gemt væk i en papkasse i Kimmies skur et sted – der bor langt de fleste af mine bøger. Jeg var dog sikker på at jeg ikke havde læst slutningen, og det viste sig da også at jeg efter omkring 100 sider ikke længere havde nogen anelse om, hvad der skulle ske.

Den of Thieves foregår i The Free City of Ness, der kun til en hvis grad lever op til sit navn. Det er rigtigt at enhver indbygger i Ness er fri til at gøre, hvad de har lyst til – indenfor lovens rammer, naturligvis – endda at forlade byen. Men gør de det, forsvinder friheden hurtigt. Udenfor Ness kan enhver, der ikke ejer land, blive opkøbt og brugt som slave på en anden mands ejendom. Og de må aldrig vende tilbage til Ness.

Malden, i sin profession som tyv, er vild med friheden. Men først da han bliver opdaget af Cutbill, leder af byens organisation af tyve, får han øjnene op for, hvilket fængsel Ness i virkeligheden er. Cutbill tilbyder Malden en plads i sin organisation, og med det åbner der sig helt nye muligheder.

Samtidig søger en anonym force at vælte byens nyeværende regering og skabe absolut kaos. De skal bruge en dygtig, men undværlig tyv til at stjæle grevens* krone. Enter Malden. En umiddelbar umulig mission, som ikke desto mindre lykkes. “Jamen Patricia. Nu har du jo afsløret slutningen på hele det store, vilde plot.” Men nej, nej. Det er nemlig først nu handlingen for alvor begynder. Det lykkes Malden at stjæle kronen, ja, med møg og besvær og et næsten fatalt møde med en dæmon, og efter aflevering får han sin lovede gevinst. Samme dag (eller dagen efter, jeg kan ikke helt huske det), er han tvunget til at begynde at planlægge hvordan han vil stjæle kronen tilbage, hvis han vil beholde sit liv, og sikre at Cutbill bevarer sit også.

*Af mangel på bedre oversættelse. I bogen hedder byens overhoved ‘the burgrave’, som oversættes til burggraf, som er en gammel tysk titel. Der findes ikke noget tilsvarende på dansk, men det tætteste man umiddelbart kommer er borggreve. Derfor har jeg valgt at kalde ham greve.

I sine missioner bliver Malden hjulpet af den smukke (selvfølgelig) Cythera, som med sine levende tatoveringer, og sin angst for fysisk berøring er noget af et mysterium. Han bliver også, i hvert fald noget af vejen, hjulpet af to medlemmer af en ældgammel orden, hvis oprindelige mål var at bekæmpe dæmoner. Nu er der ikke mange dæmoner tilbage, så der er ikke meget kontakt imellem de i alt syv medlemmer, som nu hver især er spredt omkring i landet, i færd med at hjælpe folk i nød. Undtagen Bikker, som gør hvad som helst for penge. De fire er næppe et team, faktisk langt fra. Ingen stoler på hinanden, og alle ender med at gøre tingene på deres egen måde. Så er spørgsmålet om det alligevel ender godt, og for hvem. 😉

Den eneste der rigtigt hjælper Malden uden at afvige planerne er Kemper, og mest og alt fordi han skylder tyven sit liv. Hvem og hvad Kemper er, er lidt en skam at skrive om her. Men de to bliver overraskende nok relativt gode venner. Alt er relativt, selvfølgelig.

Bogen føles til tider som at være midt i et rollespil, og for en fantasy gamer som mig, er det et kæmpe stort plus. Fuld af quests, plot twists, folk du ikke kan stole på, og selvfølgelig masser af loot. Hvis du ikke aner, hvad jeg snakker om, så er det okay. Læs bogen alligevel. Omend det ikke er high fantasy, så er det en velskreven bog med masser af kloge elementer (jeg mener, en krone der kan tale fordi den… nej, bare læs bogen), og uforudsete plot twists. Der er noble riddere, korrupte personer med alt for megen magt, masser af magi og en lille smule kærlighed. Og selvfølgelig Malden. Hvis jeg nogensinde befandt mig i Ness, hvor glad jeg end er for at det er en fiktiv by, så ville jeg være glad bare jeg kunne møde ham.

Nu vil jeg begynde at læse A Thief in the Night. Kan I have en helt fantastisk weekend!

/Patricia