Fairy Literary

Book Fairies Worldwide

mar
24

Denne fredags blogindlæg bliver kort, både fordi jeg er udmattet og har lidt for mange ting at kæmpe med for tiden, og fordi det jeg vil skrive om i dag er spritnyt og rimelig simpelt. Jeg vil nemlig gerne slå et slag for et nyt koncept: Book Fairies Worldwide.
Book Fairies er en bevægelse, som blandt andet Emma Watson står bag. Nogen af jer ved måske, at hun i lang tid har taget del i Books on the Underground, hvor hun på mange af Englands undergrundsstationer har efterladt bøger, i håb om at andre vil finde dem og nyde dem. Andre steder i verden har mange andre gjort det samme, og jeg synes, det er en fantastisk idé. Book Fairies tager den et skridt længere, og efterlader bøger hvor som helst. Og det bedste ved det hele? Alle kan være med.
På deres hjemmeside www.ibelieveinbookfairies.com kan man bestille smarte klistermærker, til at sætte på de bøger man gerne vil forære væk – det eneste man skal betale for klistermærkerne er forsendelse. Kimmie og jeg har begge bestilt, og jeg har lige fået mine med posten i går.

Der er ingen regler og ingen begrænsninger; en hvilken som helst bog du synes fortjener at blive læst af andre kan bruges, og du kan placere den hvor som helst du vil (personligt anbefaler jeg et sted, hvor der jævnligt kommer andre mennesker forbi, og hvor den er i læ for evt. regn). Lyder det ikke fantastisk? Jeg ville blive lykkelig hvis jeg tilfældigvis fandt en bog et sted i Odense. Det minder mig lidt om Gyldendals nye initiativ: Giv historierne videre.

Jeg håber lidt på, at andre herhjemme også vil være med, så det kan vokse sig større og nå ud til så mange som muligt. Og hvornår bedre at starte på sådan et projekt end her i foråret? Jeg synes i hvert fald det er en smart måde at få ryddet lidt op i sine bogreoler, hvis man har brug for det. Hos antikvariaterne og diverse genbrugsstationer kan man helt sikkert også finde super billige bøger, som man selv har læst og gerne vil give videre (måske efter en hurtig genlæsning).


I må alle have en super weekend! Jeg skal mega forkæles af min farmor. Vi ses igen om en uges tid.

/Patricia

Anmeldelse: Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children

mar
17

Original titel: Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children
Dansk titel: Frøken Peregrines Hjem for Sælsomme Børn
Forfatter: Ransom Riggs
Udgivet: 2012 v. Quirk Books

Kender I det, når man skal fortælle nogen om en bog man har læst, men man er så begejstret for den at man slet ikke ved, hvor man skal starte? Det er lidt sådan jeg har det lige nu. Miss Peregrine’s er en bog jeg er helt utrolig glad for. Jeg læste den første gang kort tid efter den var kommet til Danmark da Kimmie og jeg var med i Odense Centralbiblioteks læseklub Fantastic Fiction. Jeg er faktisk ikke klar over, om læseklubben stadig eksisterer, men det var ret sjovt at være med. Eugh, jeg savner at være med i en bogklub.

Nåh, men… Miss Peregrine’s Peculiar Children er en trilogi, og engang sidste år købte jeg det super flotte bokssæt. Jeg har en tendens til at lade der gå rigtig lang tid fra jeg har købt en bog til jeg får den læst, fordi der også er så meget andet der skal læses. Derfor har jeg først lige genlæst denne, og var faktisk endnu mere vild med den denne gang, end jeg var første gang. Der var så mange ting jeg havde glemt, selv de helt store plot twists, så den sidste tredjedel af bogen var ren højspænding. ♥

Jacob er en helt almindelig teenager, udover at hans forældre har alt, alt for mange penge. Hans onkel ejer en kæde af apoteker i USA, og Jacob selv står selvfølgelig til at skulle eje en andel af dem som voksen. Indtil da arbejder han som assistent i en af dem, og hans eneste mission i livet er at prøve at få sig selv fyret. Det er, indtil hans farfar dør under tragiske omstændigheder, og en verden af mystik og frygt åbner sig for ham. Jacob og hans farfar var meget tætte, og farfar Portman plejede at fortælle ham historier fra sin barndom. Historier fra et barndom fuld af sælsomme børn med de mest utrolige evner. Historier, som Jacob stoppede med at tro på allerede som barn.

Farfar Portmans sidste, gådefulde ord, sender Jacob til en walisisk ø, Cairnholm. Jeg vil ikke afsløre for meget, hvis man hverken har set filmen* eller læst bogen, men på Cairnholm rejser der sig langt flere spørgsmål end der bliver givet svar på. Jacob finder frem til børnene og børnehjemmet fra farfar Portmans historier, men intet er som han havde forventet, eller som han nogensinde kunne have forestillet sig. Samtidig opdager han ting om sig selv og sit eget liv, som han ikke anede noget om. Hurtigt bliver han suget ind i en virkelighed så meget anderledes end hvad han hidtil har kendt til, en virkelighed hvor monstre findes. Og lad mig lige sige jer, de er super klamme! Okay, jeg er nem af skræmme, men den her bog har nogen seriøse og effektive gyserelementer.

* Jeg har ikke – jeg har svært ved at tro at den kan være fyldestgørende, og jeg er ikke så stor fan af Tim Burton som jeg engang har været.

Bogen er fuld af billeder, som forfatteren har fundet hos en håndfuld forskellige samlere. Billederne rangerer fra mærkelige og mystiske til direkte uhyggelige. Det fungerer super godt, og giver bogen noget helt unikt. Samtidig er jeg vild med skrivestilen. Jeg er altid skeptisk når jeg starter en bog fortalt af et ‘jeg’, men det er gjort rigtig godt her.
Det er en bog jeg kun kan anbefale, især hvis man er til fantasy med creep-factor. Jeg ved godt, det ikke er en super lang eller dybdegående anmeldelse, men der er bare så mange ting i bogen som man virkelig selv skal opleve.

Kimmie gav mig et par nye bogmærker i forrige weekend, magen til nogen af dem vi sendte ud til vores giveaway. ‘Peregrine’ betyder ‘vandrefalk’ på dansk, så derfor passede fjeren jo perfekt til bogen. ♥

Super god weekend til alle!
/Patricia

Anmeldelse: To år, otte måneder og otteogtyve nætter

mar
03

Titel: To år, otte måneder og otteogtyve nætter
Forfatter: Salman Rushdie
Udgivet: 2016 v. Gyldendal

Salman Rushdies nyeste bog indledes med tre citater, hvoraf mit første (og mit yndlings) lyder således:

Man “tror” ikke på eventyr. Der er ingen teologi, ingen troslære, ingen ritualer, ingen institution, ingen forventning om nogen bestemt opførsel. De handler om verdens uforudsigelighed og foranderlighed.
– George Szirtes

Allerede der var jeg faktisk utrolig spændt på at komme i gang, og havde ret høje forventninger. Jeg startede egentlig på bogen tilbage i juni måned sidste år, men blev kort tid efter distraheret af noget andet (jeg tror, det var min 117. genlæsning af Harry Potter). I mandags valgte jeg så at kaste mig over den igen og starte forfra, men jeg må indrømme at jeg faktisk ret hurtigt blev skuffet og begyndte at kede mig. Jeg var forvirret, selv efter jeg var nået langt ind i bogen, og blev rigtig sur på de meget lange, snørklede sætninger, som tit ikke gav nogen mening overhovedet.

Vi starter historien i New York 1995, da stilheden endelig har lagt sig, i hvert fald for en stund, efter flere dages voldsom stormvejr. Hr. Geronimo – gartner – står op, og føler da godt nok et eller andet er anderledes, men det er først efter han har gjort sig klar og er kørt ud til en af sine kunders haver, og står med forskrækkelsen over at haven er fuldstændig uopretteligt ødelagt, at han opdager at han svæver. Han har nemlig ingen mudder på skoene. Og derfra tager det ellers fart, ikke kun på Manhatten, men snart i hele verden, med alskens mærkværdigheder. Disse tager gradvist og voldsomt (og voldeligt) til i styrke, og står på i – du har gættet det – to år, otte måneder, og otteogtyve nætter.

Og ser I: to år, otte måneder og otteogtyve nætter svarer til… *drumroll* …1001 nat. Bogen har da også nogen referencer til 1001 Nats Eventyr, hvoraf den største dog er, at djinner selvfølgelig er skyld i den kaos der lige pludselig hersker. Geronimo der ganske langsomt stiger til vejrs, et spædbarn der får folks hud til at rådne når de fortæller selv den mindste løgn i hendes nærvær, en business mand på toppen af sin karriere der bliver besat og på tre dage ødelægger sit firma ved at påstå han står bag den nærtstående verdensøkonomis kollaps…

800 år forinden forelskede en djinniaprinsesse sig i et menneske: filosoffen Ibn Rushd, og med ham blev hun gravid tre gange. Hver gang fødte hun minimum 7 børn, og startede dermed en stamme af folk der var halvt menneske, halvt djinn. I 1990erne er det efterkommere af denne stamme der skal redde verden.

Bogen er fortalt som en historiebog af vores efterkommere, mere end 1000 år fra nu. Jeg ved ikke, hvor godt jeg synes det fungerer, når der er så mange referencer til nutidens popkultur og klassikere, selvom det samtidig skal forestille at dem, der læser bogen ikke har noget kendskab dertil.

Det føles lidt farligt ikke at bryde sig synderlig meget om en af vor tids mest anerkendte forfattere, men havde jeg ikke sat mig i hovedet inden jeg gik i gang, at jeg altså ville skrive en anmeldelse af denne bog, så havde jeg aldrig læst den færdig. I lang tid havde jeg ingen anelse om, hvad der egentlig foregik. Jeg havde en fornemmelse af, at der var en dybere mening med fortællingen, og først nær slutningen fattede jeg at den egentlig mest virker som et stort “fuck dig” til religion. Det er vel også en slags emne, men måske er det bare fordi jeg havde forventet noget helt andet at jeg hverken regnede den ud i starten eller var særlig imponeret over det. Han nævner selv noget i stil med, at én mands realitet er en anden mands eventyr. Og er det ikke sådan det er og skal være? Det er ikke meningen med det her indlæg at det skal blive super dybt eller lægge op til en debat om religion, men så længe vi ikke påtvinger hinanden noget uønsket, så må folk for min skyld tro på, hvad de synes. Noget der er rigtigt for dig, er måske ikke rigtigt for en anden og omvendt.

Anyway! Der var andre grunde til, at jeg ikke rigtigt brød mig om bogen. Jeg har nævnt at den en stor del af tiden forvirrede mig. Jeg kunne heller ikke rigtig forligne mig med karaktererne, hverken hoved- eller biroller. Blue Yasmeen er super edgy og skriver/optræder med slam poetry (som ellers i virkeligheden er en ting jeg elsker), og Jimmy Kapoor er for sygt vild, yo. Jeg magtede det ikke helt. Jeg er heller ikke sikker på om det er meningen man skal.
En anden ting jeg syntes var rigtig træls, var den håndfuld ting der blev gentaget mange, mange, mange gange. Og så lige én gang til. Blandt andet hvor meget de i Feernes Rige dyrker sex. Hver dag. Hele tiden. Mindst seks gange om dagen. Jeg har hørt bogen beskrevet som både magisk realisme og satire, og selvom jeg er sikker på det er rigtig nok, så tror jeg bare ikke det er genrer for mig. Jeg blev i hvert fald mest bare træt. Ja, det har krydset mine tanker at jeg måske bare slet ikke er klog nok til at læse Salman Rushdie.

Én ting jeg dog fandt super relevant var dette:

Hvor er historien dog forræderisk! Halve sandheder, uvidenhed, bedrag, falske spor, fejl og løgne og, begravet et sted mellem alt dette, den sandhed, som det er så nemt at miste troen på, og om hvilken det derfor er nemt at sige, at den blot er en kimære, at den ikke findes, at alt er relativt, at det ene menneskes absolutte tro er et andet menneskes eventyr, men som vi ikke desto mindre insisterer på – insisterer meget eftertrykkeligt på – er alt for vigtig en forestilling til, at man kan overlade den til relativitetskræmmerne.
– S. 241

Kan I se, hvad jeg mener?! Men udover at det cirka er den længste sætning i verden, så har den fat i noget rigtigt og vigtigt, især for en historieelsker som mig. Historie er skrevet af de overlevende, af sejrsherrerne, og vi vælger at tro på det overleverede fordi vi ikke har andet valg. Det betyder ikke at den historie vi lærer i skolen eller senere hen er 100% korrekt. Men det var lidt et sidespring.

Og se, så har jeg skrevet i mine notater at jeg skulle huske at nævne noget meget relevant jeg fandt i teksten på bogens bagside. Bogen var lånt, og jeg har selvfølgelig afleveret den tilbage, så det har jeg ikke rigtig mulighed for. Måske var der hverken vigtigt eller interessant, hvem ved. Jeg kan i hvert fald ikke lige huske det.

Nu vil jeg pakke min taske og tage ud til Kimmie. Vi skal game og være klamme, og jeg skal tidligt i seng fordi jeg skal op klokken 5. Hurra!
God weekend, søde læsere ♥

/Patricia

Fra bog til musik til film

feb
25

Jeg har aldrig været nogen kæmpe musiknørd. Jo, jeg elsker musik, og jeg hører det hver dag, men det er aldrig noget jeg har gået vildt meget op i. Jeg har aldrig følt at jeg ikke ville kunne leve uden. Faktisk tror jeg, hvis jeg skulle høre mindre musik ville jeg blive bedre til at høre lydbøger, og lydbøger skal bestemt ikke undermineres.
Jeg er heller ikke særlig god til at få set en masse film; jeg er meget bedre til serier, når det endelig skal være. Alligevel har jeg i dag valgt at skrive om soundtracks. Eller, mere specifikt: soundtracks til film (med én undtagelse), baseret på bøger.

Twilight: Please, lad være med at løbe for langt væk. Jeg ved det godt. Selv billedet er super cringy; jeg prøvede endda at finde et billede der var så cringy som muligt, og der var alt for mange at vælge imellem. Det er ikke nogen hemmelighed at jeg egentlig godt kan lide bøgerne. Det er hverken højlitterært eller særlig godt skrevet. Et prima eksempel på min kærlighed til trash lit. Til gengæld synes jeg filmene er fuldstændig elendige. Sorry, fans. Heldigvis er jeg også af den overbevisning at folk skal have lov til at synes om lige hvad der passer dem.
MEN, til musikken. Det skal måske lige nævnes at jeg her kun snakker om den første film. Først og fremmest: Muse. Jeg tror aldrig de har lavet en sang jeg ikke har elsket. De er et alternativt rock band fra England, og ‘Supermassive Black Hole’ er deres bidrag til den første Twilight-film. Det er alt, hvad filmen ikke selv er: helt fantastisk. Muse udkom med et album i 2015, som jeg indrømmer jeg ikke har hørt. Jeg har til gengæld været rigtig glad for deres tidligere udgivelser, navnligt deres albums Origin of Symmetry (2001), Absolution (2003) og Black Holes and Revelations (2006).
Andre nævneværdige soundtracks fra filmen er Iron & Wine’s ‘Flightless Bird, American Mouth’ og Robert Pattinsons egen sang ‘Never Think’. Jep, ham der spiller Edward. Han laver/har lavet musik selv, og der er mere af det på YouTube hvis man søger lidt. Jeg er ret vild med det meste af det. Jeg har det nu også fint med ham som skuespiller, men for mig vil han altid være Cedric Diggory.

Warm Bodies: “Still a better love story than Twilight.” Well, yes. Der skal ikke meget til. Warm Bodies er lidt i samme genre, men tager ikke sig selv nær så seriøst. Den tager faktisk ikke sig selv seriøst overhovedet. Derfor er det også en langt bedre film. Jeg har ikke læst bogen endnu (Isaac Marion, 2010), men jeg elsker filmen. Det hjælper selvfølgelig måske også at jeg har en ting for Nicholas Hoult (som blandt andet også er med i Mad Max: Fury Road – endnu en film jeg er vild med). Jeg nævner filmen her allermest fordi et af numrene i den er M83’s ‘Midnight City’. Hvis I ikke kender M83, så gør jer selv den tjeneste at tjekke dem ud. De er et fransk electronic/synthpop band, og jeg er normalt sjældent til elektronisk musik, men det de skaber er ren magi. Jeg er slet ikke i tvivl om det. Jeg kan især anbefale deres albums Dead Cities, Red Seas & Lost Ghosts (2003) og Hurry Up, We’re Dreaming (2011).

Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children: Udkom sidste år og er intrueret af Tim Burton, hvilket er en af grundene til jeg ikke har set den endnu. Selvom jeg ikke, som så mange andre, ligefrem hader hans nyere film, så er det længe siden han har lavet noget jeg virkelig elskede. Bogen, den er baseret på (Ransom Riggs, 2011) læste jeg kort tid efter den udkom. Den er del af en trilogi, som jeg faktisk har stående på min bogreol, men jeg har endnu ikke fået læst de to sidste. Til genæld er det klart en af de bedste bøger jeg har læst på denne side af år 2010. Når nu jeg ikke har set filmen, så skulle man tro det var svært at udtale sig om dens soundtrack. Det hænger sådan sammen, at en af sangene dertil, ‘Wish That You Were Here’, er af en af de mest talentfulde musikere i verden (hvis du spørger mig): Florence Welch. Hendes band, Florence + The Machine, er nok en af mine absolut yndlings, og sangen til denne film er simpelthen så god. Jeg kunne høre den på repeat for evigt. Florence and the Machine er et engelsk inde rock band, der udkom med deres første album Lungs i 2009, derefter Ceremonials (2011) og How Big, How Blue, How Beautiful (2015).

The Witcher: Undtagelsen, fordi det slet ikke er en film. Det er faktisk et spil. Eller, det er tre spil nu. Men de er baseret på bøger, så derfor tæller det. Den første bog, The Last Wish, er skrevet af Andrzej Sapkowski (nej, jeg ved ikke hvordan man udtaler det) og er helt tilbage fra 1993. Jeg har ikke læst den, men den står på min hylde. Jeg kan godt fornemme at det her indlæg får det til at lyde som om jeg ikke har læst særlig mange bøger, men det er jo løgn. Jeg fik faktisk at vide af en kunde i går at man i hvert fald ikke kunne nå at læse mere end én bog om måneden, medmindre man ikke lavede noget andet. Jeg fortalte ham ikke at jeg nu er i gang med min syvende bog bare i år.
Anyhow, jeg har ikke fået lov at spille Witcher 3, men det er udelukkende fordi jeg ikke har en maskine der kan køre det. Jeg græder stadig indeni over det. Det har selvfølgelig ikke forhindret mig i at lytte til musikken derfra, og jeg er endnu ikke blevet skuffet. Musikken til alle tre spil er enormt smuk. Jeg vil nøjes med bare at linke jer til den fulde soundtrak playlist på det første spil: https://www.youtube.com/watch?v=tFIbVqHOOIU – jeg tænker det vil være perfekt stemningsmusik til at få læst den første bog.

The Fellowship of the Ring: Sidst, men absolut ikke mindst – tværtimod. Ja, jeg har rent faktisk læst den, OG The Hobbit. At jeg så ikke har læst de to andre, det kan vi diskutere en anden dag. Kimmie er klart den største LOTR fan af os to, men der er ingen tvivl om at hun har helt ret i, når hun snakker om hvor absolut magisk den første film er. De andre er også helt fantastiske, og jeg kan personligt også godt lide The Hobbit, selvom tre film måske er at trække den lidt for meget. Men der er bare noget helt specielt og unikt over Fellowship. Fuldstændig ligesom der er ved bøgerne. Jeg mener, The Hobbit er helt tilbage fra 1937 og er den første af sin slags. Det kan man aldrig tage fra dem. Musikken til filmen er lige så episk, og jeg får stadig kuldegysnigner hver gang. I får endnu et link til at slutte af på: https://www.youtube.com/watch?v=_SBQvd6vY9s – og bare for god ordens skyld er det musikken til alle tre originale film (altså er The Hobbit ikke inkluderet).

Såeh. Sæt jer til rette og brug resten af weekenden på at lytte til en masse god musik. Har I selv nogen gode forslag, så kom endelig med dem!

/Patricia

Kan I lide dimser?

feb
01

Okay, så jeg havde skrevet et ret langt indlæg om en bog, men det er så forsvundet – en blanding af træthed og dovenskab gør at I får lov til at vente til på tirsdag med at læse mine kloge ord.

 

Til gengæld sidder jeg lige og feder den med en kop kaffe, og browser lidt rundt og kigger på lækre accessories – der er meget for sådan nogle bog-nørder som mig. Ejer jeg meget af det? Næh, for jeg kommer som oftest til liiige at købe nogle bøger i stedet for. Og man kan jo ikke købe én bog i en serie når man kan få alle sammen i en flot boks, vel? Sker der fejlkøb? Det gør der jo nok, men hvis nu man ventede lidt kunne det jo være at man faktisk kunne lide dem senere, ikke? Ikke?!

Men – nu vil jeg være sød, og dele en håndfuld ting jeg ønsker mig – det er ikke altid praktiske ting, men det duftlys er da så hyggelige når man sidder med en bog!

 

Duftlys

Og lad mig da starte med duftlys! Jeg elsker dem! Jeg er desværre en meget, meget sart blomst, så 99% af dem giver mig kriller i halsen og irriterede, højrøde øjne. Enter, IKEA – BRÄCKA duftlys med duft af chokolade er meget dæmpet, og irriterer ikke mine sarte luftveje. De fylder heller ikke hele hytten med en gennemtrængende syntetisk stank, men giver bare lige et hyggeligt strejf af fudge. Og de små glas de kommer i er faktisk også meget søde, hvis man samler på den slags. Så er du, eller kender du en der bare elsker hygge, eller måske en der skal flytte hjemmefra og kommer til at mangle stager til fyrfadslys, så er det her en rigtig fin gave!

Køb dem næste gang du er i IKEA, til små 25 kroner!

Læselampe

Læser du i sengen, og deler du seng med en der godt kan lide at sove? Jeg deler oftest seng med min datter (hun er 7 og burde sove hos sig selv, men det er altså hyggeligt, nå) og hun vil godt have at værelset er sort som natten, så min natlampe er meget upopulær! Men her kommer læselampen ind – jeg tænker at du kender til aggregatet som du bare lige klipser fast på din bog, og så er der lys! De fås i mange former og farver, og i mange prisklasser. Jeg har netop bestilt den her på Wish.com til små 7 kroner.

Wish kan godt have lidt lange leveringstider, og nogen gange er tingene måske ikke helt hvad man troede – til gengæld gør det ikke så meget når det har kostet dig nærmest ingen penge.

Du kan også få en lidt mere fin version fra coolstuff, til 99 kroner, som også er helt retfærdigt, og garanteret med hurtigere levering og garanti for at det virker!

 

Lille læselampe fra www.coolstuff.dk

 

Krus

Jeg ved ikke om det er mig der er fordomsfuld, men jeg tror at når man læser mange bøger, så drikker man også en hel masse te (eller kaffe!) – jeg har selv virkelig mange krus og kopper efterhånden – men ikke nogen så fine som jeg har fundet her. Mine er mest med Mumitrolde og Star Wars, og nogle meget anonyme IKEA-ting, men jeg kan se at jeg nemt kunne købe mig fattig bare i kopper! Jeg ville nok starte med dette her, for Pride and Prejudice er absolut min favorit Austen-bog.

Mulepose

Der kan være mange bøger i en mulepose! Og på etsy er der mange, mange muleposer! De fås i mange forskellige farver og afskygninger – nogle kønnere end andre, nogle sjove, nogle med smukke citater og så videre.

Ja, mit øje blev straks draget mod den med Mr. Darcy – selvfølgelig. 45 kroner koster den, og det kunne meget vel være at jeg snart kommer til at gå rundt med den over skulderen når jeg skal et eller andet. Den fås her, og ellers så bare søg på “book bags”, og prøv så på ikke at bruge alle dine penge på en gang!

Jeg satser på at mit internet er på toppen igen i næste uge, og at mine skriverier ikke forsvinder for mig!

/Kimmie

Bogen eller filmen?

jan
24

Aaah, det evige spørgsmål? Er der overhovedet nogensinde lavet en film der kan leve op til bogen den er baseret på?

Ja, det synes jeg egentlig – ikke at jeg nogensinde er stødt på noget hvor jeg ikke synes at bogen faktisk er bedre, sådan rigtigt, men der er nogle filmatiseringer der sagtens kan gå an! Jeg har ikke nogen top 5 (hæh) eller noget, så I får et par stykker i flæng – lige indtil jeg ikke gider at skrive mere.

 

High Fidelity

Laura er gået fra Rob, og han kontakter sine top 5 ekskærester for at høre hvad der egentlig gik galt – spoiler alert: han var lidt en idiot.

Bogen foregår i London, hvor Rob bestyrer en pladebutik med sine… erm. Ja, det er specielle ansatte han har – de bruger deres tid på at være elitære, og på at lave top 5 lister over alverdens ting – mest musik, selvsagt, da de er nogle gigantiske nørder. Bogen appelerede meget til 16årige “musik er bare mit liv”-Kimmie. Det er en skide god bog, selv nu hvor jeg er gammel og lidt mindre slet ikke musikalsk anlagt.

I filmen er handlingen flyttet til Chicago, men det er ikke noget der tager fra historien. John Cusack har hovedrollen, og jeg er tilfældigvis gigantisk fangirl (Say Anything, amirite?) så det er ikke en film jeg nogensinde bliver træt af tror jeg. Udover Cusack bydes der på en sød Iben Hjejle, og en pisse irriterende Jack Black, der fornærmer både kunder og venner til højre og venstre. Soundtracket er forbandet godt, og endda så godt at hvis I klikker her kan I høre hele skidtet på Spotify.

 

Bogen er fra 1995 skrevet af Nick Hornby, der også har skrevet blandt andet Slam, About A Boy og An Education (som også er fremragende film!)

Filmen er fra 2000, og instrueret af Stephen Frears der blandt andet også står bag The Queeen og Philomena.

 

Gone With the Wind

En af mine favoritbøger, faktisk. Jeg elsker Rhett Butlers flabede selvsikkerhed, og Scarletts udvikling fra en forkælet ombejlet teenager, til en iskold, handlingskraftig bitch er forbandet velskrevet. Når Scarlett er værst er hun cirka det mest usympatiske menneske i verden, og jeg har endnu ikke fundet ud af om jeg har så meget medlidenhed med hende når Rhett ikke giver “a damn”. Bogen giver et spændende indblik I en verden langt fra vores egen – og det ikke kun fordi den foregår på den anden side af et ocean. Husk dog at tage portrætteringen af slaveri med et gran salt – det er temmelig romantisk, og ganske langt fra hvordan det i virkeligheden stod til dengang, noget både bog og film er blevet kritiseret for.

Filmen er tilfældigvis også en favorit – den er storslået, både ift. kulisser, men sandelig også musikken, der får fuld gas hele vejen. Den er castet perfekt, lige fra den bløde (vattede) Ashley Wilkes spillet af Leslie Howard, til iskolde Scarlett O’Hara spillet af Vivien Leigh. Og så skal man ikke glemme Clark Gable som jeg tror blev skabt specifikt til at spille Rhett Butler – jeg forstår I hvert fald ikke hvorfor Scarlett ikke bare slår til på stedet da han dukker op.

Det skal lige nævnes at med næsten 4 timer, skal man sætte en hel aften af til det, men jeg synes nu at tiden flyver afsted. Der er endda indlagt pause, så du kan hente snacks og nå på toilettet!

Bogen er fra 1936, og skrevet af Margaret Mitchell efter hendes mands ønske – han foreslog at hun skulle skrive en bog selv, så han kunne slippe for at slæbe bøger med hjem fra biblioteket hele tiden. Hun endte med at vinde en Pulitzer for sit værk, så hvis du holder af bogen kan du lige sende ham en varm tanke.

Filmen er fra 1939, og instrueret af Victor Fleming der også instruerede The Wizard of Oz.

The Lord of the Rings

Jeg stiftede bekendtskab med Tolkiens verden første gang da jeg var omkring 11 år, og min mor havde Chuck Dixon og David Wenzels tegneserie-udgave af Hobitten med hjem til mig fra biblioteket. Jeg genlæste dem ofte når jeg alligevel pjækkede fra skole, og da vores dansklærer i 6. klasse annoncerede at vi skulle ind og se The Fellowship of the Ring i Helios i Faaborg, skyndte jeg mig at låne en slidt paperback-udgave af første bog – jeg åd den på en uges tid, og jeg kan uden tøven sige at det nok er en af de bøger der har betydet mest for mig – både I forhold til min kærlighed til alt der lugter af fantasy, men den var også en flugt og en støtte, i en tid der var svær at komme igennem.

Der er ganske stor forskel på film og bøger her, men så alligevel ikke – Tolkien var en ørn til at beskrive og tog sig god tid og mange sider til det; der er selvsagt barberet meget af i filmene, men man mister ikke fornemmelsen for den verden man befinder sig i, og alle de vigtige personer består. Castet er fænomenalt, og effekterne holder stadig her næsten 16 år senere. Jeg får stadig kuldegysninger over Balroggen i Moria, og fanme om jeg ikke også sidder og småtuder når Gondors ryttere rider i kamp mod orkerne i Osgiliath.

Bøgerne er i 3 bind; The Fellowship of the Ring, The Two Towers og The Return of the King – de er udgivet i 1954-55, sytten år efter The Hobbit. J.R.R. Tolkien er forfatteren bag, og han fortsatte med at skrive om Middle Earth indtil sin død i 1973.

De tre film- The Fellowship of the Ring, The Two Towers og The Return of the King – er udgivet over 3 år fra 2001-2003 – de er instrueret af Peter Jackson, der tidligere mest var kendt for ret klamme splatter-gysere som Bad Taste og Meet the Feebles. Han står også bag filmatiseringen af netop The Hobbit, men den tror jeg bare at vi pænt lader ligge til en anden god gang.

Hav en rigtig dejlig uge, og glæd jer til fredag, hvor jeg er sikker på at Patricia fylder jer med kloge ord!

/Kimmie