Fairy Literary

Anmeldelse: To år, otte måneder og otteogtyve nætter

mar
03

Titel: To år, otte måneder og otteogtyve nætter
Forfatter: Salman Rushdie
Udgivet: 2016 v. Gyldendal

Salman Rushdies nyeste bog indledes med tre citater, hvoraf mit første (og mit yndlings) lyder således:

Man “tror” ikke på eventyr. Der er ingen teologi, ingen troslære, ingen ritualer, ingen institution, ingen forventning om nogen bestemt opførsel. De handler om verdens uforudsigelighed og foranderlighed.
– George Szirtes

Allerede der var jeg faktisk utrolig spændt på at komme i gang, og havde ret høje forventninger. Jeg startede egentlig på bogen tilbage i juni måned sidste år, men blev kort tid efter distraheret af noget andet (jeg tror, det var min 117. genlæsning af Harry Potter). I mandags valgte jeg så at kaste mig over den igen og starte forfra, men jeg må indrømme at jeg faktisk ret hurtigt blev skuffet og begyndte at kede mig. Jeg var forvirret, selv efter jeg var nået langt ind i bogen, og blev rigtig sur på de meget lange, snørklede sætninger, som tit ikke gav nogen mening overhovedet.

Vi starter historien i New York 1995, da stilheden endelig har lagt sig, i hvert fald for en stund, efter flere dages voldsom stormvejr. Hr. Geronimo – gartner – står op, og føler da godt nok et eller andet er anderledes, men det er først efter han har gjort sig klar og er kørt ud til en af sine kunders haver, og står med forskrækkelsen over at haven er fuldstændig uopretteligt ødelagt, at han opdager at han svæver. Han har nemlig ingen mudder på skoene. Og derfra tager det ellers fart, ikke kun på Manhatten, men snart i hele verden, med alskens mærkværdigheder. Disse tager gradvist og voldsomt (og voldeligt) til i styrke, og står på i – du har gættet det – to år, otte måneder, og otteogtyve nætter.

Og ser I: to år, otte måneder og otteogtyve nætter svarer til… *drumroll* …1001 nat. Bogen har da også nogen referencer til 1001 Nats Eventyr, hvoraf den største dog er, at djinner selvfølgelig er skyld i den kaos der lige pludselig hersker. Geronimo der ganske langsomt stiger til vejrs, et spædbarn der får folks hud til at rådne når de fortæller selv den mindste løgn i hendes nærvær, en business mand på toppen af sin karriere der bliver besat og på tre dage ødelægger sit firma ved at påstå han står bag den nærtstående verdensøkonomis kollaps…

800 år forinden forelskede en djinniaprinsesse sig i et menneske: filosoffen Ibn Rushd, og med ham blev hun gravid tre gange. Hver gang fødte hun minimum 7 børn, og startede dermed en stamme af folk der var halvt menneske, halvt djinn. I 1990erne er det efterkommere af denne stamme der skal redde verden.

Bogen er fortalt som en historiebog af vores efterkommere, mere end 1000 år fra nu. Jeg ved ikke, hvor godt jeg synes det fungerer, når der er så mange referencer til nutidens popkultur og klassikere, selvom det samtidig skal forestille at dem, der læser bogen ikke har noget kendskab dertil.

Det føles lidt farligt ikke at bryde sig synderlig meget om en af vor tids mest anerkendte forfattere, men havde jeg ikke sat mig i hovedet inden jeg gik i gang, at jeg altså ville skrive en anmeldelse af denne bog, så havde jeg aldrig læst den færdig. I lang tid havde jeg ingen anelse om, hvad der egentlig foregik. Jeg havde en fornemmelse af, at der var en dybere mening med fortællingen, og først nær slutningen fattede jeg at den egentlig mest virker som et stort “fuck dig” til religion. Det er vel også en slags emne, men måske er det bare fordi jeg havde forventet noget helt andet at jeg hverken regnede den ud i starten eller var særlig imponeret over det. Han nævner selv noget i stil med, at én mands realitet er en anden mands eventyr. Og er det ikke sådan det er og skal være? Det er ikke meningen med det her indlæg at det skal blive super dybt eller lægge op til en debat om religion, men så længe vi ikke påtvinger hinanden noget uønsket, så må folk for min skyld tro på, hvad de synes. Noget der er rigtigt for dig, er måske ikke rigtigt for en anden og omvendt.

Anyway! Der var andre grunde til, at jeg ikke rigtigt brød mig om bogen. Jeg har nævnt at den en stor del af tiden forvirrede mig. Jeg kunne heller ikke rigtig forligne mig med karaktererne, hverken hoved- eller biroller. Blue Yasmeen er super edgy og skriver/optræder med slam poetry (som ellers i virkeligheden er en ting jeg elsker), og Jimmy Kapoor er for sygt vild, yo. Jeg magtede det ikke helt. Jeg er heller ikke sikker på om det er meningen man skal.
En anden ting jeg syntes var rigtig træls, var den håndfuld ting der blev gentaget mange, mange, mange gange. Og så lige én gang til. Blandt andet hvor meget de i Feernes Rige dyrker sex. Hver dag. Hele tiden. Mindst seks gange om dagen. Jeg har hørt bogen beskrevet som både magisk realisme og satire, og selvom jeg er sikker på det er rigtig nok, så tror jeg bare ikke det er genrer for mig. Jeg blev i hvert fald mest bare træt. Ja, det har krydset mine tanker at jeg måske bare slet ikke er klog nok til at læse Salman Rushdie.

Én ting jeg dog fandt super relevant var dette:

Hvor er historien dog forræderisk! Halve sandheder, uvidenhed, bedrag, falske spor, fejl og løgne og, begravet et sted mellem alt dette, den sandhed, som det er så nemt at miste troen på, og om hvilken det derfor er nemt at sige, at den blot er en kimære, at den ikke findes, at alt er relativt, at det ene menneskes absolutte tro er et andet menneskes eventyr, men som vi ikke desto mindre insisterer på – insisterer meget eftertrykkeligt på – er alt for vigtig en forestilling til, at man kan overlade den til relativitetskræmmerne.
– S. 241

Kan I se, hvad jeg mener?! Men udover at det cirka er den længste sætning i verden, så har den fat i noget rigtigt og vigtigt, især for en historieelsker som mig. Historie er skrevet af de overlevende, af sejrsherrerne, og vi vælger at tro på det overleverede fordi vi ikke har andet valg. Det betyder ikke at den historie vi lærer i skolen eller senere hen er 100% korrekt. Men det var lidt et sidespring.

Og se, så har jeg skrevet i mine notater at jeg skulle huske at nævne noget meget relevant jeg fandt i teksten på bogens bagside. Bogen var lånt, og jeg har selvfølgelig afleveret den tilbage, så det har jeg ikke rigtig mulighed for. Måske var der hverken vigtigt eller interessant, hvem ved. Jeg kan i hvert fald ikke lige huske det.

Nu vil jeg pakke min taske og tage ud til Kimmie. Vi skal game og være klamme, og jeg skal tidligt i seng fordi jeg skal op klokken 5. Hurra!
God weekend, søde læsere ♥

/Patricia

Fra bog til musik til film

feb
25

Jeg har aldrig været nogen kæmpe musiknørd. Jo, jeg elsker musik, og jeg hører det hver dag, men det er aldrig noget jeg har gået vildt meget op i. Jeg har aldrig følt at jeg ikke ville kunne leve uden. Faktisk tror jeg, hvis jeg skulle høre mindre musik ville jeg blive bedre til at høre lydbøger, og lydbøger skal bestemt ikke undermineres.
Jeg er heller ikke særlig god til at få set en masse film; jeg er meget bedre til serier, når det endelig skal være. Alligevel har jeg i dag valgt at skrive om soundtracks. Eller, mere specifikt: soundtracks til film (med én undtagelse), baseret på bøger.

Twilight: Please, lad være med at løbe for langt væk. Jeg ved det godt. Selv billedet er super cringy; jeg prøvede endda at finde et billede der var så cringy som muligt, og der var alt for mange at vælge imellem. Det er ikke nogen hemmelighed at jeg egentlig godt kan lide bøgerne. Det er hverken højlitterært eller særlig godt skrevet. Et prima eksempel på min kærlighed til trash lit. Til gengæld synes jeg filmene er fuldstændig elendige. Sorry, fans. Heldigvis er jeg også af den overbevisning at folk skal have lov til at synes om lige hvad der passer dem.
MEN, til musikken. Det skal måske lige nævnes at jeg her kun snakker om den første film. Først og fremmest: Muse. Jeg tror aldrig de har lavet en sang jeg ikke har elsket. De er et alternativt rock band fra England, og ‘Supermassive Black Hole’ er deres bidrag til den første Twilight-film. Det er alt, hvad filmen ikke selv er: helt fantastisk. Muse udkom med et album i 2015, som jeg indrømmer jeg ikke har hørt. Jeg har til gengæld været rigtig glad for deres tidligere udgivelser, navnligt deres albums Origin of Symmetry (2001), Absolution (2003) og Black Holes and Revelations (2006).
Andre nævneværdige soundtracks fra filmen er Iron & Wine’s ‘Flightless Bird, American Mouth’ og Robert Pattinsons egen sang ‘Never Think’. Jep, ham der spiller Edward. Han laver/har lavet musik selv, og der er mere af det på YouTube hvis man søger lidt. Jeg er ret vild med det meste af det. Jeg har det nu også fint med ham som skuespiller, men for mig vil han altid være Cedric Diggory.

Warm Bodies: “Still a better love story than Twilight.” Well, yes. Der skal ikke meget til. Warm Bodies er lidt i samme genre, men tager ikke sig selv nær så seriøst. Den tager faktisk ikke sig selv seriøst overhovedet. Derfor er det også en langt bedre film. Jeg har ikke læst bogen endnu (Isaac Marion, 2010), men jeg elsker filmen. Det hjælper selvfølgelig måske også at jeg har en ting for Nicholas Hoult (som blandt andet også er med i Mad Max: Fury Road – endnu en film jeg er vild med). Jeg nævner filmen her allermest fordi et af numrene i den er M83’s ‘Midnight City’. Hvis I ikke kender M83, så gør jer selv den tjeneste at tjekke dem ud. De er et fransk electronic/synthpop band, og jeg er normalt sjældent til elektronisk musik, men det de skaber er ren magi. Jeg er slet ikke i tvivl om det. Jeg kan især anbefale deres albums Dead Cities, Red Seas & Lost Ghosts (2003) og Hurry Up, We’re Dreaming (2011).

Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children: Udkom sidste år og er intrueret af Tim Burton, hvilket er en af grundene til jeg ikke har set den endnu. Selvom jeg ikke, som så mange andre, ligefrem hader hans nyere film, så er det længe siden han har lavet noget jeg virkelig elskede. Bogen, den er baseret på (Ransom Riggs, 2011) læste jeg kort tid efter den udkom. Den er del af en trilogi, som jeg faktisk har stående på min bogreol, men jeg har endnu ikke fået læst de to sidste. Til genæld er det klart en af de bedste bøger jeg har læst på denne side af år 2010. Når nu jeg ikke har set filmen, så skulle man tro det var svært at udtale sig om dens soundtrack. Det hænger sådan sammen, at en af sangene dertil, ‘Wish That You Were Here’, er af en af de mest talentfulde musikere i verden (hvis du spørger mig): Florence Welch. Hendes band, Florence + The Machine, er nok en af mine absolut yndlings, og sangen til denne film er simpelthen så god. Jeg kunne høre den på repeat for evigt. Florence and the Machine er et engelsk inde rock band, der udkom med deres første album Lungs i 2009, derefter Ceremonials (2011) og How Big, How Blue, How Beautiful (2015).

The Witcher: Undtagelsen, fordi det slet ikke er en film. Det er faktisk et spil. Eller, det er tre spil nu. Men de er baseret på bøger, så derfor tæller det. Den første bog, The Last Wish, er skrevet af Andrzej Sapkowski (nej, jeg ved ikke hvordan man udtaler det) og er helt tilbage fra 1993. Jeg har ikke læst den, men den står på min hylde. Jeg kan godt fornemme at det her indlæg får det til at lyde som om jeg ikke har læst særlig mange bøger, men det er jo løgn. Jeg fik faktisk at vide af en kunde i går at man i hvert fald ikke kunne nå at læse mere end én bog om måneden, medmindre man ikke lavede noget andet. Jeg fortalte ham ikke at jeg nu er i gang med min syvende bog bare i år.
Anyhow, jeg har ikke fået lov at spille Witcher 3, men det er udelukkende fordi jeg ikke har en maskine der kan køre det. Jeg græder stadig indeni over det. Det har selvfølgelig ikke forhindret mig i at lytte til musikken derfra, og jeg er endnu ikke blevet skuffet. Musikken til alle tre spil er enormt smuk. Jeg vil nøjes med bare at linke jer til den fulde soundtrak playlist på det første spil: https://www.youtube.com/watch?v=tFIbVqHOOIU – jeg tænker det vil være perfekt stemningsmusik til at få læst den første bog.

The Fellowship of the Ring: Sidst, men absolut ikke mindst – tværtimod. Ja, jeg har rent faktisk læst den, OG The Hobbit. At jeg så ikke har læst de to andre, det kan vi diskutere en anden dag. Kimmie er klart den største LOTR fan af os to, men der er ingen tvivl om at hun har helt ret i, når hun snakker om hvor absolut magisk den første film er. De andre er også helt fantastiske, og jeg kan personligt også godt lide The Hobbit, selvom tre film måske er at trække den lidt for meget. Men der er bare noget helt specielt og unikt over Fellowship. Fuldstændig ligesom der er ved bøgerne. Jeg mener, The Hobbit er helt tilbage fra 1937 og er den første af sin slags. Det kan man aldrig tage fra dem. Musikken til filmen er lige så episk, og jeg får stadig kuldegysnigner hver gang. I får endnu et link til at slutte af på: https://www.youtube.com/watch?v=_SBQvd6vY9s – og bare for god ordens skyld er det musikken til alle tre originale film (altså er The Hobbit ikke inkluderet).

Såeh. Sæt jer til rette og brug resten af weekenden på at lytte til en masse god musik. Har I selv nogen gode forslag, så kom endelig med dem!

/Patricia