Fairy Literary

Anmeldelse: Mrs. Bridge

sep
06

Original titel: Mrs. Bridge
Dansk titel: Mrs. Bridge
Forfatter: Evan S. Connell
Udgivelsesår: 2017 v. Forlaget Olga (1959 i USA)

Jeg blev kontaktet af forlaget Olga, om jeg ville modtage et eksemplar af deres nye bog, Mrs. Bridge, i bytte for en anmeldelse heraf, og takkede ja tak. Jeg har en svaghed for den slags klassikere, og har alligevel aldrig fået læst netop denne før, på trods af at den for første gang udkom i 1959. Nu sidder jeg her, efter at have vendt sidste side, og begriber ikke, hvorfor bogen ikke før har været oversat til dansk.

I nogen tid, måske en time eller mere, havde de siddet og læst hver for sig. Han sad med avisens finanssider, og hun havde i ro og mag læst om dagens bryllupper. Regnen trommede dæmpet mod ruderne, skodderne klaprede, og over fordøren begyndte metaltætningslisten at klage sig. Med avisen i hånden lyttede mrs. Bridge til tordenens rumlen og bragen over huset. Pludselig, i total stilhed, blev stuen oplyst af et lyn. Mr. Bridge løftede hovedet, kun dét og ikke andet, men indeni i mrs. Bridge rørte noget på sig. Hun så indtrængende over på sin mand. “Slog uret?” spurgte han. “Nej, det tror jeg ikke,” svarede hun afventende. Han klarede halsen. Han rettede på brillerne. Han fortsatte læsningen. Hun glemte aldrig dette øjeblik, hvor hun var lige ved at forstå selve meningen med livet og med stjernerne og planeterne, ja, og jordens flugt gennem rummet.

Ovenstående er fra bogen, og de af jer der selv har stået med bogen i hånden har måske lagt mærke til, at det også er det uddrag der står på indersiden af omslaget. Der er en mere særlig grund til, at jeg har valgt at inkludere det her, og jeg håber at de af jer der får læst bogen bliver lige så rørt som jeg gjorde, når I når dertil.

Mrs. Bridge er historien om India, en kvinde primært i 1930’erne og 1940’ernes Kansas City. Den er hele hendes liv forvandlet om til 318 sider i en bog som fanger med det samme, og som er svær at lægge fra sig. Vi følger hende fra årene omkring hendes bryllup i slutningen af tyverne, på trods af at hun egentlig ikke havde planer om at blive gift, opvæksten og opdragelsen af hendes børn, og helt frem til efter de har forladt reden.

Der rejste sig mange spørgsmål i løbet af min gennemlæsning af bogen, og jeg indrømmer gerne at der indimellem var sætninger eller situationer, som fik feministen i mig til at blive en smule fortørnet, og jeg var flere gange nødt til at minde mig selv om, at tingene var en hel del anderledes for mindre end 100 år siden. Der er både politiske, religiøse og menneskelige holdninger der fik mig til at hæve øjenbrynene mere end én gang, men jeg lærte også at more mig lidt over flere af den slags ting (og ikke mindst glæde mig over at tingene har ændret sig). Men åh gud, fordommene! :’D

Jeg synes, det er en utrolig fin bog, og samtidig en ret tragisk beretning om, hvordan der er alt for mange ting i livet, vi absolut ingen kontrol har over, ligegyldigt hvor desperat vi prøver at holde fast. Det er en historie om, hvordan man bliver revet med af livet, og hvordan man aldrig rigtig får ændret de hverdagsting og vaner man gerne vil. Det er realisme på præcis den måde det skal være: sjovt, smukt, skræmmende og trist.

Det er mild og let underholdning, på trods af at den indebærer så meget. Der er små beretninger om alle menneskerne i Mrs. Bridges liv, vidt forskellige mennesker rundt omkring i Kansas City, med hendes eget personlige præg – helt uden at hun er bevidst om det. Man kan ikke andet end at bliver irriteret over de mennesker hun selv bliver irriteret over, for hold op, der er nogen trælse mennesker med. Man morer sig og blive sørgmodig sammen med hende. Man følger intriger og kontroverser på tværs af familier, klasser og aldersgrupper.

Hvad der gør bogen noget særligt, er at den er fortalt fra Indias synspunkt. Hun er et forsigtigt og meget reflekterende menneske, og jeg er ikke altid enig med hende, men hvad ville også være det sjove i det? Selv de mindste og umiddelbart mest ubetydelige anekdoter i bogen er med til, at vi lærer hende lidt bedre at kende. Hun bliver fascineret af, og skræmt over folk og ting der er anderledes, i en grad at det går hen og bliver ganske underholdende, selvom man ikke altid helt kan lade være med at ryste på hovedet af hende. Hun finder det finurligt og interessant at møde mennesker der lever og ikke mindst tænker anderledes end hun selv – om end ikke for meget anderledes. Bogen berør også emner som den evige, menneskelige dobbeltmoral, som for eksempel forholdet til Indias midlertidige veninde mrs. Leacock, som det egentlig ikke lader til at hun bryder sig særlig godt om, og alligevel ses med ret tit fordi hun nyder opmærksomheden.

Mrs. Bridge er i virkeligheden en ensom dame, hun er bare selv meget længe om at indse det. Faktisk opdager hun det alt for sent, og det er en af de ting der er så smukke og tragiske ved denne bog, som jeg fra starten af var helt forelsket i.

Alt i alt var jeg utrolig glad for bogen, og så er jeg selvfølgelig altid ekstra glad når bøger refererer til, og inkluderer, historiske navne og begivenheder. 🙂

/Patricia

Anmeldelse: Vores Endeløse Dage

jun
18

Original titel: Our Endless Numbered Days
Dansk titel: Vores Endeløse Dage
Forfatter: Claire Fuller
Udgivet: 2017 v. Forlaget Olga

Først en lille undskyldning: der har sørme været stille her længe, hva’? Vi prøver at lave om på det, det gør vi virkelig, men det kommer til at gå lidt langsomt her det næste stykke tid, og vi håber I bærer over med os. 🙂

Og så til dagens anmeldelse: jeg har ikke fået læst voldsomt meget de sidste par måneder, faktisk nærmest intet, men det seneste jeg er blevet færdig med er Vores Endeløse Dage. Et anmeldereksemplar, som allervenligst er foræret os af det nyopstartede Forlaget Olga. Endnu engang tusind tak!

Jeg kan lige så godt starte med at sige, at den her bog var en rutsjebane af følelser jeg slet ikke var forberedt på. Jeg nåede at føle så mange forskellige ting igennem de 262 sider; rimelig imponerende gjort af sådan en relativt kort bog. Den er hverken lang eller svær, men den fylder rigtig meget rent mentalt. Det er ikke en bog der lægger fingre imellem.

Vores Endeløse dage handler om 8 år gamle Peggy, der bor med sine forældre i London. Hendes mor, Ute, er verdenskendt koncertpianist, og hendes far, James, er survivalist – overlever. Da Ute er væk på en af sine tournéer, rejser James og Peggy væk fra alt og alle, og forsvinder sporløst. Det er ikke før mange år efter at hun forstår hvorfor. De ender i en hytte i en ukendt, europæisk skov, og det bliver deres hjem de næste ni år. James fortæller Peggy at hele resten af verden er gået under, og at alle hun kender er døde, at kun de to er tilbage. Peggy lærer at lave fælder, pelse deres fangst og hugge brænde. Hun lærer at spille på klaver uden lyd og at sy sit tøj om med tiden, så det bliver ved med at passe hende. Hun lærer også at hade sin far, men aldrig at stoppe med at elske ham.

Det er en interessant (og super underlig) bog, og meget anderledes end hvad jeg normalt plejer at læse. Den var en lille smule længe om at fange mig i starten, og jeg tog mig selv i flere gange at sidde og tænke på andre ting. Jeg tror dog mest, det var fordi jeg skulle vænne mig til måden, den var opdelte på: skiftevis fortælling om deres tid i skoven, og om tiden lige efter hjemkomsten. Det har i hvert fald intet med det beskrivende sprog at gøre, for det fejler absolut intet. Det er intet problem levende at forestille sig alt, hvad der sker i bogen.

Planen var at tale om, hvor forfærdelig James han er/bliver i sin opførsel over for Peggy, men efter at have læst bogen færdig kan jeg slet ikke sætte ord på det. Jeg har så ondt af Peggy, og samtidig kan jeg ikke lade være med at blive en lille smule irriteret på hende. Men hun kender ikke til andet, og hun stoler på sin far og deres liv i skoven – i hvert fald i bevidst tilstand – så måske kunne hun ikke have gjort noget anderledes.

Der var dele af slutningen jeg havde set komme, og alligevel kom det fuldstændig bag på mig. Jeg kunne godt lide måden det var gjort på. Den virkelige brutalitet kommer snigende, og du opdager det først når det er for sent. At få så frygtelig og barsk en historie fortalt fra så uskyldigt en hovedrolle er både skræmmende og tankevækkende.

Der er noget helt igennem ironisk og ufattelig tragisk over både Peggy og James’ skæbner, og man kan ikke lade være med at tænke på, om den slags mon kunne ske i virkeligheden.

Det var alt for i dag! Gå ud og anskaf jer bogen i morgen, så jeg har nogen at snakke med det her om. 😛 Nu vil jeg bruge resten af min søndag aften på Buffy. ♥ 

/Patricia

Anmeldelse: Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children

mar
17

Original titel: Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children
Dansk titel: Frøken Peregrines Hjem for Sælsomme Børn
Forfatter: Ransom Riggs
Udgivet: 2012 v. Quirk Books

Kender I det, når man skal fortælle nogen om en bog man har læst, men man er så begejstret for den at man slet ikke ved, hvor man skal starte? Det er lidt sådan jeg har det lige nu. Miss Peregrine’s er en bog jeg er helt utrolig glad for. Jeg læste den første gang kort tid efter den var kommet til Danmark da Kimmie og jeg var med i Odense Centralbiblioteks læseklub Fantastic Fiction. Jeg er faktisk ikke klar over, om læseklubben stadig eksisterer, men det var ret sjovt at være med. Eugh, jeg savner at være med i en bogklub.

Nåh, men… Miss Peregrine’s Peculiar Children er en trilogi, og engang sidste år købte jeg det super flotte bokssæt. Jeg har en tendens til at lade der gå rigtig lang tid fra jeg har købt en bog til jeg får den læst, fordi der også er så meget andet der skal læses. Derfor har jeg først lige genlæst denne, og var faktisk endnu mere vild med den denne gang, end jeg var første gang. Der var så mange ting jeg havde glemt, selv de helt store plot twists, så den sidste tredjedel af bogen var ren højspænding. ♥

Jacob er en helt almindelig teenager, udover at hans forældre har alt, alt for mange penge. Hans onkel ejer en kæde af apoteker i USA, og Jacob selv står selvfølgelig til at skulle eje en andel af dem som voksen. Indtil da arbejder han som assistent i en af dem, og hans eneste mission i livet er at prøve at få sig selv fyret. Det er, indtil hans farfar dør under tragiske omstændigheder, og en verden af mystik og frygt åbner sig for ham. Jacob og hans farfar var meget tætte, og farfar Portman plejede at fortælle ham historier fra sin barndom. Historier fra et barndom fuld af sælsomme børn med de mest utrolige evner. Historier, som Jacob stoppede med at tro på allerede som barn.

Farfar Portmans sidste, gådefulde ord, sender Jacob til en walisisk ø, Cairnholm. Jeg vil ikke afsløre for meget, hvis man hverken har set filmen* eller læst bogen, men på Cairnholm rejser der sig langt flere spørgsmål end der bliver givet svar på. Jacob finder frem til børnene og børnehjemmet fra farfar Portmans historier, men intet er som han havde forventet, eller som han nogensinde kunne have forestillet sig. Samtidig opdager han ting om sig selv og sit eget liv, som han ikke anede noget om. Hurtigt bliver han suget ind i en virkelighed så meget anderledes end hvad han hidtil har kendt til, en virkelighed hvor monstre findes. Og lad mig lige sige jer, de er super klamme! Okay, jeg er nem af skræmme, men den her bog har nogen seriøse og effektive gyserelementer.

* Jeg har ikke – jeg har svært ved at tro at den kan være fyldestgørende, og jeg er ikke så stor fan af Tim Burton som jeg engang har været.

Bogen er fuld af billeder, som forfatteren har fundet hos en håndfuld forskellige samlere. Billederne rangerer fra mærkelige og mystiske til direkte uhyggelige. Det fungerer super godt, og giver bogen noget helt unikt. Samtidig er jeg vild med skrivestilen. Jeg er altid skeptisk når jeg starter en bog fortalt af et ‘jeg’, men det er gjort rigtig godt her.
Det er en bog jeg kun kan anbefale, især hvis man er til fantasy med creep-factor. Jeg ved godt, det ikke er en super lang eller dybdegående anmeldelse, men der er bare så mange ting i bogen som man virkelig selv skal opleve.

Kimmie gav mig et par nye bogmærker i forrige weekend, magen til nogen af dem vi sendte ud til vores giveaway. ‘Peregrine’ betyder ‘vandrefalk’ på dansk, så derfor passede fjeren jo perfekt til bogen. ♥

Super god weekend til alle!
/Patricia

Anmeldelse: Den of Thieves

feb
10

Titel: Den of Thieves (Ancient Blades #1)
Forfatter: David Chandler
Udgivelsesår: 2011 v. Voyager

Det skal nævnes på forhånd at Den of Thieves er første bind i en trilogi, og selvom alle tre bøger er på billedet ovenfor, så er dette kun en anmeldelse af bog 1. Det skal også nævnes at den desværre ikke er oversat til dansk, hvilket jeg personligt synes er super ærgerligt. Jeg var ret vild med bogen, og kan ikke forstå den ikke er blevet mere populær. Sidst men ikke mindst, så er den heller ikke sådan lige til at skaffe i fysisk form længere. I hvert fald Den of Thieves er print on demand – hvilket vil sige at bogen først bliver trykt når der kommer en bestilling på den. Men spørg! i din lokale boghandel, for det er en virkelig god bog!!

David Chandler hedder i virkeligheden Daniel Wellington, og skriver normalt zombiebøger. Da han startede med at skrive Ancient Blades-trilogien, var det slet ikke meningen den skulle ud til offentligheden. Det var bare til ham selv, mest for sjov og ballade, og for hans indre teenagers skyld. Men han fik alligevel fortalt en ven om sine igangværende ikke-zombie skriverier, og derfra tog det hurtigt fart. Vennen fik lov at læse et kapitler, som blev videregivet til en editor, og ja… pludselig var det en hel bog. Og så tre. Jeg er i hvert fald glad.

Da jeg gik i gang med at læse virkede det hele meget bekendt. Det gik op for mig at jeg havde læst i hvert fald starten af bogen før, og jeg har nu lidt en mistanke om at jeg måske har et eksemplar mere gemt væk i en papkasse i Kimmies skur et sted – der bor langt de fleste af mine bøger. Jeg var dog sikker på at jeg ikke havde læst slutningen, og det viste sig da også at jeg efter omkring 100 sider ikke længere havde nogen anelse om, hvad der skulle ske.

Den of Thieves foregår i The Free City of Ness, der kun til en hvis grad lever op til sit navn. Det er rigtigt at enhver indbygger i Ness er fri til at gøre, hvad de har lyst til – indenfor lovens rammer, naturligvis – endda at forlade byen. Men gør de det, forsvinder friheden hurtigt. Udenfor Ness kan enhver, der ikke ejer land, blive opkøbt og brugt som slave på en anden mands ejendom. Og de må aldrig vende tilbage til Ness.

Malden, i sin profession som tyv, er vild med friheden. Men først da han bliver opdaget af Cutbill, leder af byens organisation af tyve, får han øjnene op for, hvilket fængsel Ness i virkeligheden er. Cutbill tilbyder Malden en plads i sin organisation, og med det åbner der sig helt nye muligheder.

Samtidig søger en anonym force at vælte byens nyeværende regering og skabe absolut kaos. De skal bruge en dygtig, men undværlig tyv til at stjæle grevens* krone. Enter Malden. En umiddelbar umulig mission, som ikke desto mindre lykkes. “Jamen Patricia. Nu har du jo afsløret slutningen på hele det store, vilde plot.” Men nej, nej. Det er nemlig først nu handlingen for alvor begynder. Det lykkes Malden at stjæle kronen, ja, med møg og besvær og et næsten fatalt møde med en dæmon, og efter aflevering får han sin lovede gevinst. Samme dag (eller dagen efter, jeg kan ikke helt huske det), er han tvunget til at begynde at planlægge hvordan han vil stjæle kronen tilbage, hvis han vil beholde sit liv, og sikre at Cutbill bevarer sit også.

*Af mangel på bedre oversættelse. I bogen hedder byens overhoved ‘the burgrave’, som oversættes til burggraf, som er en gammel tysk titel. Der findes ikke noget tilsvarende på dansk, men det tætteste man umiddelbart kommer er borggreve. Derfor har jeg valgt at kalde ham greve.

I sine missioner bliver Malden hjulpet af den smukke (selvfølgelig) Cythera, som med sine levende tatoveringer, og sin angst for fysisk berøring er noget af et mysterium. Han bliver også, i hvert fald noget af vejen, hjulpet af to medlemmer af en ældgammel orden, hvis oprindelige mål var at bekæmpe dæmoner. Nu er der ikke mange dæmoner tilbage, så der er ikke meget kontakt imellem de i alt syv medlemmer, som nu hver især er spredt omkring i landet, i færd med at hjælpe folk i nød. Undtagen Bikker, som gør hvad som helst for penge. De fire er næppe et team, faktisk langt fra. Ingen stoler på hinanden, og alle ender med at gøre tingene på deres egen måde. Så er spørgsmålet om det alligevel ender godt, og for hvem. 😉

Den eneste der rigtigt hjælper Malden uden at afvige planerne er Kemper, og mest og alt fordi han skylder tyven sit liv. Hvem og hvad Kemper er, er lidt en skam at skrive om her. Men de to bliver overraskende nok relativt gode venner. Alt er relativt, selvfølgelig.

Bogen føles til tider som at være midt i et rollespil, og for en fantasy gamer som mig, er det et kæmpe stort plus. Fuld af quests, plot twists, folk du ikke kan stole på, og selvfølgelig masser af loot. Hvis du ikke aner, hvad jeg snakker om, så er det okay. Læs bogen alligevel. Omend det ikke er high fantasy, så er det en velskreven bog med masser af kloge elementer (jeg mener, en krone der kan tale fordi den… nej, bare læs bogen), og uforudsete plot twists. Der er noble riddere, korrupte personer med alt for megen magt, masser af magi og en lille smule kærlighed. Og selvfølgelig Malden. Hvis jeg nogensinde befandt mig i Ness, hvor glad jeg end er for at det er en fiktiv by, så ville jeg være glad bare jeg kunne møde ham.

Nu vil jeg begynde at læse A Thief in the Night. Kan I have en helt fantastisk weekend!

/Patricia

5 bøger jeg i hvert fald ikke elskede

feb
03

Da Kimmie og jeg begyndte at lægge planer for denne blog, blev vi ret hurtig enige om, at vi skulle holde lidt igen når vi skulle anmelde bøger, vi ikke brød os om. Vi har begge rimelig bred smag i både bøger og film, men er der først noget vi ikke kan lide, kan vi have en tendens til at blive… lidt for kritiske. Alligevel vil jeg i dag lave en liste over fem bøger jeg absolut ikke brød mig om, selvom jeg tror mange af jer vil være uenige i nogen stykker af dem. Det er ikke helt en top 5, og ikke i nogen bestemt rækkefølge, men det er i hvert fald nogen af de værste.

 

E L James: Fifty Shades of Grey
Det hører virkelig til sjældenhederne at jeg vælger, ikke at læse en bog færdig. Jeg tror højst det er sket fem gange, og jeg kan kun huske to af dem. Den ene er denne her. Kimmie og jeg startede en bogklub op engang for 3-4 år siden, og en af medlemmerne foreslog denne. Jeg læste cirka 60 sider før jeg måtte op, og jeg har aldrig syntes at noget var så dødsygt. Jeg elsker trash lit, men 50 Shades er bare så dårligt skrevet at jeg slet ikke kan være med. Og udfra, hvad jeg efterfølgende har hørt, så er jeg glad for jeg ikke læste videre.

 

John Green: Paper Towns
Jeg ved godt, han er populær, men jeg fatter ikke hvorfor. Okay, den eneste af hans bøger, jeg har læst, er Paper Towns. Men helt ærligt, hvem taler sådan som de gør i den bog? Det er der jo ingen mennesker på planeten der gør! Og da slet ikke en bunke teenagere. Jeg syntes ikke karaktererne var overbevisende, og selvom jeg læste bogen færdig (den er heldigvis relativt kort), så var det en af dem der, hvor jeg med jævne mellemrum sukkede af frustration. Det er ikke mere end et par år siden jeg læste den, så måske man kunne argumentere for at jeg bare ikke er til Young Adult mere, men det passer slet ikke. Jeg er for eksempel helt tosset med The Perks of Being a Wallflower (eller på dansk: Fordelene ved at være en Bænkevarmer) af Stephen Chbosky.

 

C. Robert Cargill: Dreams and Shadows
Endnu en bog jeg blev virkelig sur på. Den er vidst ikke så kendt herhjemme, og så vidt jeg ved er den heller ikke oversat til dansk. Jeg købte den for et par somre siden, da jeg var på ferie med min familie i Sverige, og var løbet tør for læsestof (panik!). Den lød som super spændende high fantasy, og der var da også utrolig mange eventyrskabninger med, og det virkede som om den prøvede at være super unik og nytænkende, men var det ikke rigtig. Jeg siger ikke, fantasy skal være unikt hver gang, tværtimod kan jeg godt lide de klassiske træk, meeeen… man behøver heller ikke prøve for hårdt. Desuden bandede hovedpersonen utrolig meget, og det blev bare rigtig hurtigt rigtig irriterende. Fun fact: det er faktisk en af de allerførste bøger jeg skrev en anmeldelse af, og kun fordi jeg var så sur på den. Det var på en gammel blog, hvor jeg skrev om en masse hverdagsting, som ikke eksisterer mere (bloggen, altså).

 

Mikhail Bulgakov: The Master & Margarita
Jeg ved det… Den store klassiker, Master & Margarita, som alle elsker. Jeg syntes, den var så dårlig, at jeg lagde den fra mig efter omkring 100 sider, og ret hurtigt glemte hvad det gik ud på. Der var i hvert fald noget med nogen der skulle over skinnerne inden toget kom, og noget med nogen der gled i noget olie. Nej, okay, jeg sælger den ikke særlig godt, men det er vidst heller ikke meningen her. Det er heldigt, jeg på mit arbejde gerne må sige “Den brød jeg mig faktisk ikke om,” hvis folk spørger. Det er også heldigt, det ikke sker så tit med denne bog. Til gengæld er det sket et par gange med Paper Towns. Sorry, folks!

 

Ida Jessen: Ramt af Ingenting
Hun er rigtig populær lige for tiden, hende Ida Jessen. Jeg har ikke læst noget af det nye hun har skrevet, så det kan jeg selvfølgelig ikke udtale mig om, men denne her var slet ikke mig. Nope. I bund og grund er det skrevet som en række dagbogsindlæg fra en kvinde, der prøver at komme sig over sin skilsmisse. Konceptet har jeg det helt fint med, men jeg kedede mig bare rigtig meget. Ingen udvikling, men det skal måske ikke komme som en overraskelse ud fra titlen. Til gengæld er den kun cirka 60 sider lang, så det var hurtig læst.

 

Jeg kan alligevel godt mærke jeg får en lille smule dårlig samvittighed, måske fordi jeg i bund og grund bedst kan lide at skrive om ting jeg elsker. Men jeg lover, at dette indlæg er intet negativt rettet mod hverken forfattere eller deres fans, og jeg håber I alligevel kan se min dårlige humor skinne lidt igennem. Hvis ikke, så… sorry? 😛 Prøv i det mindste at tilgive mig inden næste fredag. ♥

/Patricia

 

Anmeldelse: Haabet

jan
27

Titel: Haabet
Forfatter: Mich Vraa
Udgivelsesår: 2016 v. Lindhardt og Ringhof

“Det er indimellem ganske svært at slå tiden ihjel. Jeg har egentlig altid hadet det udtryk; tiden er jo det eneste vi har, så hvad er det man i virkeligheden slår ihjel? Sig selv, måske?”
Mich Vraa: Haabet, s. 256.

Jeg er ikke normalt typen der hænger mig specielt i citater og særlige sætninger, men denne bog har en del af dem, og ovenstående fandt jeg ret så tankevækkende.

Haabet er en fortælling om dansk involvering i slavehandlen slut 1700- start 1800-tallet, som jeg de sidste 3 dage har siddet med næsen i så snart jeg havde mulighed for det. Som forventet var det til tider en enormt barsk historie, men jeg havde alligevel ikke regnet med at skulle have ondt i maven af væmmelse, hver gang der blev nævnt nye grusomheder.

I 1780erne sejler Anton Frederiksen, kaptajn på slavefregatten Haabet, fra København til Afrika og videre til de Vestindiske Øer mere end én gang, og tjener en formue på de slaver han samler op ved Guldkysten. På den sidste af hans ture er hans kone med, og bliver under tragiske omstændigheder gravid – ikke med Anton. Kaptajn Frederiksen vælger at bygge et hus på Thurø og slå sig ned der, med sin kone og datter.

I starten af 1800-tallet skal Maria og Anton Frederiksen ombord på Haabet for første gang i næsten femten år, og på trods af sin mors advarsler, glæder 14-årige Maria sig helt utroligt. De skal kun sejle fra København til Frederikshavn, men det ender alligevel med at blive en rejse langt ud over alle forventninger.

I 1820erne ankommer Mikkel Eide, humanist og professor, til Sankt Thomas. Her skal han bo i et par år og observere slavernes forhold, dynamikken mellem dem og plantageejerne, og om det skal han skrive en bog. Han har en vision om at fortælle den danske befolkning om, hvordan tingene i virkeligheden foregår. For på trods af at Christian den Syvende, daværende konge af Danmark, allerede i 1792 forbød videre handel med slaver, var der stadig godt gang i det tredive år efter.

Bogen er skrevet i form af breve og dagbøger, og foregår hele vejen igennem på tværs af de tre historier, indtil de til sidst flettes sammen – i mine øjne gjort på en utrolig god måde. Jeg havde i hvert fald aldrig regnet sammenhængen ud (jeg håber det siger mere om bogen end det gør om mig 😛 ). Haabet rummer en del forskellige stemmer, og selvom nogen fylder mere end andre, er alle lige vigtige. Der er ingen overflødigheder.

“Haabet – eller de mænd der lagde hendes kurs – havde tydeligvis leget med ilden. Mens vi sad og talte i agterkahytten, skete der en forandring i luften. Som hvis man er i et lille rum, et skab, og døren pludselig bliver smækket i. Et dumpt drøn i ørerne, en bestemt smag i munden som forvarslet om smerte.”
Mich Vraa: Haabet, s. 302.

Det er en virkelig god fortælling om, hvordan ingen mennesker er rent gode eller rent onde, og alle har deres eget syn på, hvad der er rigtigt og forkert. Selvom jeg aldrig på noget tidspunkt ligefrem blev rykket til at tvivle på min holdning om, at menneskehandel er noget af det mest frygtelige der nogensinde er foregået, så var der tidspunkter hvor jeg ikke kunne lade være med at føle noget der mindede om empati for nogen af de karakterer, der i hvert fald i bogen stod bag. Man bliver tidligt i bogen snydt til at tro, man kender karaktererne allerede kort tid efter deres introduktion, men måske er Haabet også en påmindelse om, at man aldrig kender folk så godt som man går og tror.

Interesserer man sig bare lidt for historie, og/eller har fulgt med i historietimerne, så er der også en del genkendelige navne. Selvom Haabet er fiktion, så holder den sig så tæt på virkeligheden som muligt. Jeg har helt klart lært et par småting, jeg ikke anede noget om før. Mich Vraa nævner i sit efterskrift at bogen ikke er et oplæg til debat, eller på anden måde skrevet for at skabe fokus på noget specifikt emne, hverken nutidigt eller fra fortiden. Alligevel synes jeg det er vigtigt at huske sig selv på, man læser om ting der rent faktisk er foregået. Det er barskt, og det er ikke en måde man hverken kan eller skal behandle andre mennesker på. Næstekærlighed, pls ♥

Men Haabet er ikke kun en tragisk historie, det er også en smuk og forhåbningsfuld historie. Det er en klar anbefaling herfra!

/Patricia