Fairy Literary

Anmeldelse: Vores Endeløse Dage

jun
18

Original titel: Our Endless Numbered Days
Dansk titel: Vores Endeløse Dage
Forfatter: Claire Fuller
Udgivet: 2017 v. Forlaget Olga

Først en lille undskyldning: der har sørme været stille her længe, hva’? Vi prøver at lave om på det, det gør vi virkelig, men det kommer til at gå lidt langsomt her det næste stykke tid, og vi håber I bærer over med os. 🙂

Og så til dagens anmeldelse: jeg har ikke fået læst voldsomt meget de sidste par måneder, faktisk nærmest intet, men det seneste jeg er blevet færdig med er Vores Endeløse Dage. Et anmeldereksemplar, som allervenligst er foræret os af det nyopstartede Forlaget Olga. Endnu engang tusind tak!

Jeg kan lige så godt starte med at sige, at den her bog var en rutsjebane af følelser jeg slet ikke var forberedt på. Jeg nåede at føle så mange forskellige ting igennem de 262 sider; rimelig imponerende gjort af sådan en relativt kort bog. Den er hverken lang eller svær, men den fylder rigtig meget rent mentalt. Det er ikke en bog der lægger fingre imellem.

Vores Endeløse dage handler om 8 år gamle Peggy, der bor med sine forældre i London. Hendes mor, Ute, er verdenskendt koncertpianist, og hendes far, James, er survivalist – overlever. Da Ute er væk på en af sine tournéer, rejser James og Peggy væk fra alt og alle, og forsvinder sporløst. Det er ikke før mange år efter at hun forstår hvorfor. De ender i en hytte i en ukendt, europæisk skov, og det bliver deres hjem de næste ni år. James fortæller Peggy at hele resten af verden er gået under, og at alle hun kender er døde, at kun de to er tilbage. Peggy lærer at lave fælder, pelse deres fangst og hugge brænde. Hun lærer at spille på klaver uden lyd og at sy sit tøj om med tiden, så det bliver ved med at passe hende. Hun lærer også at hade sin far, men aldrig at stoppe med at elske ham.

Det er en interessant (og super underlig) bog, og meget anderledes end hvad jeg normalt plejer at læse. Den var en lille smule længe om at fange mig i starten, og jeg tog mig selv i flere gange at sidde og tænke på andre ting. Jeg tror dog mest, det var fordi jeg skulle vænne mig til måden, den var opdelte på: skiftevis fortælling om deres tid i skoven, og om tiden lige efter hjemkomsten. Det har i hvert fald intet med det beskrivende sprog at gøre, for det fejler absolut intet. Det er intet problem levende at forestille sig alt, hvad der sker i bogen.

Planen var at tale om, hvor forfærdelig James han er/bliver i sin opførsel over for Peggy, men efter at have læst bogen færdig kan jeg slet ikke sætte ord på det. Jeg har så ondt af Peggy, og samtidig kan jeg ikke lade være med at blive en lille smule irriteret på hende. Men hun kender ikke til andet, og hun stoler på sin far og deres liv i skoven – i hvert fald i bevidst tilstand – så måske kunne hun ikke have gjort noget anderledes.

Der var dele af slutningen jeg havde set komme, og alligevel kom det fuldstændig bag på mig. Jeg kunne godt lide måden det var gjort på. Den virkelige brutalitet kommer snigende, og du opdager det først når det er for sent. At få så frygtelig og barsk en historie fortalt fra så uskyldigt en hovedrolle er både skræmmende og tankevækkende.

Der er noget helt igennem ironisk og ufattelig tragisk over både Peggy og James’ skæbner, og man kan ikke lade være med at tænke på, om den slags mon kunne ske i virkeligheden.

Det var alt for i dag! Gå ud og anskaf jer bogen i morgen, så jeg har nogen at snakke med det her om. 😛 Nu vil jeg bruge resten af min søndag aften på Buffy. ♥ 

/Patricia

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *