Fairy Literary

Anmeldelse: Haabet

jan
27

Titel: Haabet
Forfatter: Mich Vraa
Udgivelsesår: 2016 v. Lindhardt og Ringhof

“Det er indimellem ganske svært at slå tiden ihjel. Jeg har egentlig altid hadet det udtryk; tiden er jo det eneste vi har, så hvad er det man i virkeligheden slår ihjel? Sig selv, måske?”
Mich Vraa: Haabet, s. 256.

Jeg er ikke normalt typen der hænger mig specielt i citater og særlige sætninger, men denne bog har en del af dem, og ovenstående fandt jeg ret så tankevækkende.

Haabet er en fortælling om dansk involvering i slavehandlen slut 1700- start 1800-tallet, som jeg de sidste 3 dage har siddet med næsen i så snart jeg havde mulighed for det. Som forventet var det til tider en enormt barsk historie, men jeg havde alligevel ikke regnet med at skulle have ondt i maven af væmmelse, hver gang der blev nævnt nye grusomheder.

I 1780erne sejler Anton Frederiksen, kaptajn på slavefregatten Haabet, fra København til Afrika og videre til de Vestindiske Øer mere end én gang, og tjener en formue på de slaver han samler op ved Guldkysten. På den sidste af hans ture er hans kone med, og bliver under tragiske omstændigheder gravid – ikke med Anton. Kaptajn Frederiksen vælger at bygge et hus på Thurø og slå sig ned der, med sin kone og datter.

I starten af 1800-tallet skal Maria og Anton Frederiksen ombord på Haabet for første gang i næsten femten år, og på trods af sin mors advarsler, glæder 14-årige Maria sig helt utroligt. De skal kun sejle fra København til Frederikshavn, men det ender alligevel med at blive en rejse langt ud over alle forventninger.

I 1820erne ankommer Mikkel Eide, humanist og professor, til Sankt Thomas. Her skal han bo i et par år og observere slavernes forhold, dynamikken mellem dem og plantageejerne, og om det skal han skrive en bog. Han har en vision om at fortælle den danske befolkning om, hvordan tingene i virkeligheden foregår. For på trods af at Christian den Syvende, daværende konge af Danmark, allerede i 1792 forbød videre handel med slaver, var der stadig godt gang i det tredive år efter.

Bogen er skrevet i form af breve og dagbøger, og foregår hele vejen igennem på tværs af de tre historier, indtil de til sidst flettes sammen – i mine øjne gjort på en utrolig god måde. Jeg havde i hvert fald aldrig regnet sammenhængen ud (jeg håber det siger mere om bogen end det gør om mig 😛 ). Haabet rummer en del forskellige stemmer, og selvom nogen fylder mere end andre, er alle lige vigtige. Der er ingen overflødigheder.

“Haabet – eller de mænd der lagde hendes kurs – havde tydeligvis leget med ilden. Mens vi sad og talte i agterkahytten, skete der en forandring i luften. Som hvis man er i et lille rum, et skab, og døren pludselig bliver smækket i. Et dumpt drøn i ørerne, en bestemt smag i munden som forvarslet om smerte.”
Mich Vraa: Haabet, s. 302.

Det er en virkelig god fortælling om, hvordan ingen mennesker er rent gode eller rent onde, og alle har deres eget syn på, hvad der er rigtigt og forkert. Selvom jeg aldrig på noget tidspunkt ligefrem blev rykket til at tvivle på min holdning om, at menneskehandel er noget af det mest frygtelige der nogensinde er foregået, så var der tidspunkter hvor jeg ikke kunne lade være med at føle noget der mindede om empati for nogen af de karakterer, der i hvert fald i bogen stod bag. Man bliver tidligt i bogen snydt til at tro, man kender karaktererne allerede kort tid efter deres introduktion, men måske er Haabet også en påmindelse om, at man aldrig kender folk så godt som man går og tror.

Interesserer man sig bare lidt for historie, og/eller har fulgt med i historietimerne, så er der også en del genkendelige navne. Selvom Haabet er fiktion, så holder den sig så tæt på virkeligheden som muligt. Jeg har helt klart lært et par småting, jeg ikke anede noget om før. Mich Vraa nævner i sit efterskrift at bogen ikke er et oplæg til debat, eller på anden måde skrevet for at skabe fokus på noget specifikt emne, hverken nutidigt eller fra fortiden. Alligevel synes jeg det er vigtigt at huske sig selv på, man læser om ting der rent faktisk er foregået. Det er barskt, og det er ikke en måde man hverken kan eller skal behandle andre mennesker på. Næstekærlighed, pls ♥

Men Haabet er ikke kun en tragisk historie, det er også en smuk og forhåbningsfuld historie. Det er en klar anbefaling herfra!

/Patricia

Bogen eller filmen?

jan
24

Aaah, det evige spørgsmål? Er der overhovedet nogensinde lavet en film der kan leve op til bogen den er baseret på?

Ja, det synes jeg egentlig – ikke at jeg nogensinde er stødt på noget hvor jeg ikke synes at bogen faktisk er bedre, sådan rigtigt, men der er nogle filmatiseringer der sagtens kan gå an! Jeg har ikke nogen top 5 (hæh) eller noget, så I får et par stykker i flæng – lige indtil jeg ikke gider at skrive mere.

 

High Fidelity

Laura er gået fra Rob, og han kontakter sine top 5 ekskærester for at høre hvad der egentlig gik galt – spoiler alert: han var lidt en idiot.

Bogen foregår i London, hvor Rob bestyrer en pladebutik med sine… erm. Ja, det er specielle ansatte han har – de bruger deres tid på at være elitære, og på at lave top 5 lister over alverdens ting – mest musik, selvsagt, da de er nogle gigantiske nørder. Bogen appelerede meget til 16årige “musik er bare mit liv”-Kimmie. Det er en skide god bog, selv nu hvor jeg er gammel og lidt mindre slet ikke musikalsk anlagt.

I filmen er handlingen flyttet til Chicago, men det er ikke noget der tager fra historien. John Cusack har hovedrollen, og jeg er tilfældigvis gigantisk fangirl (Say Anything, amirite?) så det er ikke en film jeg nogensinde bliver træt af tror jeg. Udover Cusack bydes der på en sød Iben Hjejle, og en pisse irriterende Jack Black, der fornærmer både kunder og venner til højre og venstre. Soundtracket er forbandet godt, og endda så godt at hvis I klikker her kan I høre hele skidtet på Spotify.

 

Bogen er fra 1995 skrevet af Nick Hornby, der også har skrevet blandt andet Slam, About A Boy og An Education (som også er fremragende film!)

Filmen er fra 2000, og instrueret af Stephen Frears der blandt andet også står bag The Queeen og Philomena.

 

Gone With the Wind

En af mine favoritbøger, faktisk. Jeg elsker Rhett Butlers flabede selvsikkerhed, og Scarletts udvikling fra en forkælet ombejlet teenager, til en iskold, handlingskraftig bitch er forbandet velskrevet. Når Scarlett er værst er hun cirka det mest usympatiske menneske i verden, og jeg har endnu ikke fundet ud af om jeg har så meget medlidenhed med hende når Rhett ikke giver “a damn”. Bogen giver et spændende indblik I en verden langt fra vores egen – og det ikke kun fordi den foregår på den anden side af et ocean. Husk dog at tage portrætteringen af slaveri med et gran salt – det er temmelig romantisk, og ganske langt fra hvordan det i virkeligheden stod til dengang, noget både bog og film er blevet kritiseret for.

Filmen er tilfældigvis også en favorit – den er storslået, både ift. kulisser, men sandelig også musikken, der får fuld gas hele vejen. Den er castet perfekt, lige fra den bløde (vattede) Ashley Wilkes spillet af Leslie Howard, til iskolde Scarlett O’Hara spillet af Vivien Leigh. Og så skal man ikke glemme Clark Gable som jeg tror blev skabt specifikt til at spille Rhett Butler – jeg forstår I hvert fald ikke hvorfor Scarlett ikke bare slår til på stedet da han dukker op.

Det skal lige nævnes at med næsten 4 timer, skal man sætte en hel aften af til det, men jeg synes nu at tiden flyver afsted. Der er endda indlagt pause, så du kan hente snacks og nå på toilettet!

Bogen er fra 1936, og skrevet af Margaret Mitchell efter hendes mands ønske – han foreslog at hun skulle skrive en bog selv, så han kunne slippe for at slæbe bøger med hjem fra biblioteket hele tiden. Hun endte med at vinde en Pulitzer for sit værk, så hvis du holder af bogen kan du lige sende ham en varm tanke.

Filmen er fra 1939, og instrueret af Victor Fleming der også instruerede The Wizard of Oz.

The Lord of the Rings

Jeg stiftede bekendtskab med Tolkiens verden første gang da jeg var omkring 11 år, og min mor havde Chuck Dixon og David Wenzels tegneserie-udgave af Hobitten med hjem til mig fra biblioteket. Jeg genlæste dem ofte når jeg alligevel pjækkede fra skole, og da vores dansklærer i 6. klasse annoncerede at vi skulle ind og se The Fellowship of the Ring i Helios i Faaborg, skyndte jeg mig at låne en slidt paperback-udgave af første bog – jeg åd den på en uges tid, og jeg kan uden tøven sige at det nok er en af de bøger der har betydet mest for mig – både I forhold til min kærlighed til alt der lugter af fantasy, men den var også en flugt og en støtte, i en tid der var svær at komme igennem.

Der er ganske stor forskel på film og bøger her, men så alligevel ikke – Tolkien var en ørn til at beskrive og tog sig god tid og mange sider til det; der er selvsagt barberet meget af i filmene, men man mister ikke fornemmelsen for den verden man befinder sig i, og alle de vigtige personer består. Castet er fænomenalt, og effekterne holder stadig her næsten 16 år senere. Jeg får stadig kuldegysninger over Balroggen i Moria, og fanme om jeg ikke også sidder og småtuder når Gondors ryttere rider i kamp mod orkerne i Osgiliath.

Bøgerne er i 3 bind; The Fellowship of the Ring, The Two Towers og The Return of the King – de er udgivet i 1954-55, sytten år efter The Hobbit. J.R.R. Tolkien er forfatteren bag, og han fortsatte med at skrive om Middle Earth indtil sin død i 1973.

De tre film- The Fellowship of the Ring, The Two Towers og The Return of the King – er udgivet over 3 år fra 2001-2003 – de er instrueret af Peter Jackson, der tidligere mest var kendt for ret klamme splatter-gysere som Bad Taste og Meet the Feebles. Han står også bag filmatiseringen af netop The Hobbit, men den tror jeg bare at vi pænt lader ligge til en anden god gang.

Hav en rigtig dejlig uge, og glæd jer til fredag, hvor jeg er sikker på at Patricia fylder jer med kloge ord!

/Kimmie

Farvelægning!

jan
20

  

Malebøger er også en slags bøger, right? Det er i hvert fald det jeg har tænkt mig at skrive lidt om i dag. Godt nok har jeg brugt en hel del tid på at at læse i den forgangne uge, men ikke noget jeg lige har planer om at blogge om (Ringenes Herre). Så derfor skal I læse om noget jeg også kan finde på at sidde længe med: farvelægning. Jeg elsker at være kreativ, og mine malebøger hjælper mig til at koble af efter lange og besværlige dage. Det er især godt når jeg kommer musik i ørerne; til gengæld er jeg ikke så god til at have film eller serier på imens, fordi min tendens til at blive distraheret er alt for høj.

Jeg ejer fem malebøger, plus en kalender med en tegning for hver uge. Tegningerne i denne post er alle sammen fra Enchanted Forest af Johanna Basford, og er klart den jeg er allermest glad for. Hun har lavet en masse forskellige malebøger, med forskellige temaer, som alle er super fine. 🙂

Når jeg sidder og tegner prøver jeg at fortælle mig selv, det ikke er så vigtigt hvis jeg kommer til at tegne udenfor stregerne eller lave andre fejl, for det vigtigste er jo at jeg hygger mig. Det virker ikke altid. 😛 Så hvis I finder noget der ser fjollet eller forkert ud, så har jeg helt sikkert også lagt mærke til det selv. Det var aldrig min plan at noget af det her skulle vises frem, fordi det udelukkende er for min egen fornøjelse, men derfor er jeg alligevel super opmærksom på, hvis jeg gør det “forkert”. Der er selvfølgelig ikke noget der hedder forkert: det er din malebog og dine regler.

I Enchanted Forest bruger jeg kun farveblyanter (Faber Castell og Staedtler – helt standard), men i et par af de andre bruger jeg kun tusser (Staedtler fineliners) – måske jeg en dag viser frem, hvordan det ser ud. Jeg ved nogen bruger begge dele samtidig, men det har jeg stadig lidt svært ved at forligne mig med. Det kan være jeg kaster mig ud i sådan et eksperiment engang i fremtiden, hvem ved.

Som I nok kan fornemme, her hen mod slutningen af det relativt korte indlæg, har jeg ikke tænkt mig at snakke teknikker. Jeg har læst en lille smule om det og set et par videoer, men jeg har ikke brugt det til meget. Jeg tegner bare som det nu lige passer mig. Mit største problem er egentlig, hvis jeg fortryder et farvevalg. Selv med farveblyanter er det svært at lave om på, men måske det er en god øvelse for mig bare at acceptere det. 😛 Jeg kunne selvfølgelig også bare lære at teste farvene sammen på et blankt stykke papir ved siden af som mange gør, men hvor er det sjove i det? For mig skal det med farvelægningen ikke fylde så meget, det skal bare være noget jeg ikke tænker alt for meget over.

Nu vil jeg sige rigtig god weekend derude! Jeg beklager hvis I havde forventet noget andet og dybere, og håber at I kunne lide det alligevel. Jeg elsker at være kreativ på forskellige måder, så det er nok ikke sidste gang med denne slags indlæg, men jeg lover en boganmeldelse i næste uge.

/Patricia

Røde Orm – Søfarer I Vesterled

jan
17

Dansk titel: Røde Orm I+II
Original titel: Röde Orm: en berättelse från okristen tid
Forfatter: Frans G. Bengtsson
Udgivelsesår: 2014 v. Lindhardt og Ringhof

 

Disclaimer: Jeg har kun læst første bog!

Historien om Røde Orm begynder I Sverige – hurtigt kommer man med på den første (nogenlunde frivillige) rejse med høvdingen Krok, man møder flinke Toke, den jødiske sølvsmed Salaman, man er med når Orm og de andre bliver slaver på en båd sammen med den adelige Khalid, når de bliver livvagter for vesiren Almansur, og man drikker Jul med Harald Blåtand og Svend Tveskæg.

 

Sikke en rejse – det er ikke en bog der bruger mange sider på beskrivelser, hverken af mennesker eller landskaber, men det er ikke nødvendigt, for man får hurtigt dannet sig et klart billede af det hele. Der er det hele I den her historie – lige fra fordrukne røverhistorier til ulykkelig kærlighed. Du bliver båret igennem det hele af Orm, der er alt fra modig og klog, til flabet og selvmedlidende. Igennem ham bliver du bedste venner med kvindebedåreren Toke, som skal være under opsyn når han drikker øl, for hvis han ikke bliver rørstrømsk, vil han slås. Man kommer igennem så meget, og der er faktisk næsten ikke et roligt øjeblik – hvis der er, er der hurtigt en der får sagt noget provokerende så det hele er ødelagt.

Udover spænding og eventyrligheder, er det også en utrolig sjov bog – jeg har klukket utroligt meget over at de store, stærke vikinger bliver rigtig mandesyge når de får mulighed for det, og at det også et par gange bliver nævnt at man jo skal have styr på sin kvinde, uden at der egentlig bliver gjort så meget ved det – Orms far er f.eks. meget glad for at skulle på togt da han får sagt noget forkert til konen og bliver decideret bange da hun reagerer noget voldsomt på hans ord. Det er ikke noget der bliver udpenslet vildt meget, men er meget underspillet hvilket bare gør det hele endnu mere morsomt.

Jeg glæder mig meget til at læse videre om Orms liv, og jeg vil varmt anbefale bogen – specielt hvis man kan lide vikinger, men også bare hvis man er glad for en god, medrivende historie og et rasende godt persongalleri!

 

 

Jeg ved at man i 1980’erne ville have lavet en filmatisering med Stellan Skarsgård som hovedrolleindehaver, men projektet blev droppet pga. økonomi – projektet er dog taget op påny af Zentropa, og rygtet vil at netop Stellan får titelrollen sammen med (nogle af?) sine sønner, der alle skal spille Orm på forskellige tidspunkter I sit liv. Hvis det bliver grebet rigtigt an, kan det gå hen og blive et brag af en eventyrfilm – det bliver I hvert fald ikke talent der kommer til at mangle, hvis det meste af familien Skarsgård skal være med!

 

Det er også værd at nævne at Røde Orm bliver fremført som teaterstykke på Moesgaard Museum I 2017 – det bliver med Andreas Jebro som Orm, og Ole Thestrup som Harald Blåtand – det er lavet I samarbejde med Det Kongelige Teater, og det lyder til at blive en aldeles fremragende forestilling! Det lyder ikke som en dum ting at inkludere I sine sommerplaner, synes jeg. Stykket kører fra Maj til Juli, og billetpriserne er fra 95 kr til 550 kr, så alle kan få råd!

 

Hav det rigtig dejligt, og hvis du kan lide hvad du har læst, så kan du trykke på det fine “F” oppe I højre hjørne og give vores Facebook-side et like – hvert like er lig med en lille bitte jubelscene!

/Kimmie

Anmeldelse: Huset ved Nattens Ende

jan
13

Det er ingen hemmelighed at jeg er en elendig fotograf, for det har aldrig rigtig sagt mig noget.
Men jeg lover at øve mig, for bloggens skyld! Indtil da: undskyld! 😛

Dansk titel: Huset ved Nattens Ende
Original titel: The House at the Edge of Night
Forfatter: Catherine Banner
Udgivelsesår: 2016 v. Cicero

Hey! Det er mig der er Patricia. Jeg er ikke så fandens god til det med introduktioner, så jeg springer bare lige i!

Kan I huske da man i folkeskolen skulle skrive essays over bøger man havde læst?* Det her bliver ikke det samme, men ikke desto mindre var det, hvad jeg kom i tanke om da jeg skulle til at i gang her. Jeg har ikke meget erfaring med at skrive blogindlæg, men jeg satser da stort på at jeg får meget mere personlighed til at skinne igennem her end i mine lektier, for ellers bliver det da hurtigt dødssygt for jer at læse (og nok også for mig at skrive).

*Okay, selvom det for mit vedkommende er over 10 år siden, så gik det lige op for mig da jeg skrev, at der måsker er nogen der læser med som mere for nylig har skrevet essays.

Når man arbejder i en boghandel kommer der somme tider repræsentanter fra forskellige forlag på besøg, og snakker om nogen af alle de gode bøger der er på vej, og det var sådan jeg for første gang hørte om Huset ved Nattens Ende. De ved lige nøjagtig hvad de skal sige for at give en lyst til at læse det hele. Der gik et par måneder efterfølgende før jeg fik bogen på min egen bogreol, og yderligere et par måneder før jeg gik i gang med at læse den. Kender I det? Selvom jeg læser meget, så føles det som om at jeg får købt mange flere bøger en jeg har tid til at komme igennem, og listen af bøger jeg gerne vil læse vokser stødt. Ikke desto mindre kom jeg i gang med denne som den første i 2017, og jeg var næsten ikke skuffet.

Alt, hvad jeg før havde hørt og kunne læse mig til, var at bogen handler om den italienske læge Amedeo, der i starten af 1900-tallet flytter til øen Castellamare, og om hvordan han skaber sig et liv der. Det er også rigtigt at det er det den starter ud med, men historien begynder i år 1914, og slutter i 2009 – altså strækker den sig over 95 år – og handler ikke kun om Amedeo, men om den familie han stifter og de vidt forskellige mennesker de skaber relationer til i løbet af fire generationer.

Huset ved Nattens Ende er en hyggelig familieroman, der foregår i et tempo der er til at følge med i – i hvert fald det meste af tiden. Et par gange hopper den lidt mærkeligt i tiden, og så er det om at holde tungen lige i munden. Man bliver langsomt men sikkert trukket ind i familien Espositos liv, og de mange skandaler de har en tendens til at få skabt for sig selv. Jeg må indrømme at der kun var ganske få karakterer som jeg holdt meget af, og som jeg var tæt på at knytte mig til, men alligevel var bogen fuld af historier, tæt bundet til øens folkelegender, på en måde der hele vejen igennem holdt mig interesseret og underholdt.

Amedeo, der er tilflytter, og Castellamares allerførste læge, bliver af de fleste taget rigtig godt imod. Men da han har været øens læge i en række år, kommer hans dybeste hemmelighed frem i lyset, og han er tvunget til at finde en anden beskæftigelse. Her ender han med at købe Huset ved Nattens Ende, en bar der har ligget på øen næsten lige så længe, som der har været mennesker på den. Selvom det viser sig at være det rigtige valg, er der stadig et hav af udfordringer på vej, både for ham og hans efterkommere.

Castellamare virker som et nærmest magisk sted, og bliver flere gange beskrevet så levende at man nemt kan forestille sig at være der selv, være del af øboernes årlige festival for den lokale helgeninde, og blive revet med af stemningen på den lokale bar. Igennem to verdenskrige og finansielle kriser ændrer livet på øen sig drastisk, da den på sin egen måde formår at følge med i den moderne verdens udvikling. Alligevel er der ting der aldrig ændrer sig, og Castellamare er hjemsted for pudsige hændelser, som de mange overtroiske øboere har svært ved at se på som noget tilfældigt.

Alt i alt er Huset ved Nattens Ende en varm og stemningsfuld roman, god på disse kolde vintermåneder. Jeg indrømmer, at det ikke er af min foretrukne genre, men det er altid godt at prøve noget uvant fra tid til anden. 🙂 Jeg er heller ikke vant til at skrive anmeldelser, men mon ikke jeg snart får lidt mere føling for det? Jeg håber i hvert fald, det har været fint at læse med, og at I vil vende tilbage! Nu er det tid til at lægge hovedet i blød, og finde ud af, hvad næste fredags indlæg skal handle om.

God weekend!
/Patricia

Velkommen til!

jan
12

Så begynder vi! Jeg er meget spændt, og jeg håber virkelig at vores lille blog kan gøre nogle folk glade – vi er nye I det her, så vi tager en del på gefühl, men en helt fast plan er at I heldige læsere får to posts per uge, og mindst to boganmeldelser per måned. Det er da meget lækkert, ikke?

Det er mig – Kimmie – der har tirsdags-tjansen, og den helt oprindelige plan var at der skulle være en anmeldelse af “Røde Orm”. Men som sagt bliver det på gefühl, og noget andet rigtig fint poppede op på min Facebook-væg, så det har jeg valgt at skrive om i stedet for, og så må I vente med at høre om vikinger til på næste tirsdag!

Så hvad var det der var så vigtigt? Det var selvfølgelig Danmarks Indsamling 2017 – I år går bidragene til projekter I 12 lande, blandt andet Kenya, Tanzania, Laos og Togo, hvor de forskellige involverede organisationer vil bruge pengene til ting som såsæd, og uddannelse så folk kan lære effektivt at dyrke gode afgrøder. I kan se det hele på et kort her.

Her I Odense har bibliotekerne I samarbejde med Biblo.dk, DR Ramasjang, DR Ultra og Ole Kirks Fond sørget for at børnene kan støtte indsamlingen med 25 kr, blot ved at gøre en god gerning. Som forælder vil jeg selvfølgelig udnytte det til fulde, og få min datter til at hjælpe mig med alle mine sure pligter, men den rigtige glæde er jo at vi kan få en snak om at det ikke er alle I verden der lige kan hive en müslibar ud af køkkenskabet, eller smøre sig en rugbrødsmad bare sådan willy-nilly, og at hun ved at hjælpe en skolekammerat med at finde en forsvunden hue, samtidig har hjulpet nogen med at få noget mad på bordet.

“KAN JEG HJÆLPE DIG, HR? JEG ELSKER AT HJÆLPE! JEG HJÆLPER!” – min datter

Det er det nemmeste I verden at få klaret! Start med at printe et godhedsbevis ud her, eller hent det på dit lokale bibliotek (I Odense!), skriv så den gode gerning på – én gerning per bevis – og aflever beviset på biblioteket senest den 3. Februar kl 12. Det er faktisk det, og det kunne jo ikke være nemmere, vel?
Det hele afsluttes med et stort show på DR1 den 4. februar kl 19.00.
Nu vil jeg forlade jer, og så må i have “Røde Orm” til gode – til gengæld hører I fra Patricia på fredag – hun er meget klogere end mig, så glæd jer!
Dette indlæg er ikke sponsoreret af noget eller nogen!
/Kimmie