Fairy Literary

Anmeldelse: Mrs. Bridge

sep
06

Original titel: Mrs. Bridge
Dansk titel: Mrs. Bridge
Forfatter: Evan S. Connell
Udgivelsesår: 2017 v. Forlaget Olga (1959 i USA)

Jeg blev kontaktet af forlaget Olga, om jeg ville modtage et eksemplar af deres nye bog, Mrs. Bridge, i bytte for en anmeldelse heraf, og takkede ja tak. Jeg har en svaghed for den slags klassikere, og har alligevel aldrig fået læst netop denne før, på trods af at den for første gang udkom i 1959. Nu sidder jeg her, efter at have vendt sidste side, og begriber ikke, hvorfor bogen ikke før har været oversat til dansk.

I nogen tid, måske en time eller mere, havde de siddet og læst hver for sig. Han sad med avisens finanssider, og hun havde i ro og mag læst om dagens bryllupper. Regnen trommede dæmpet mod ruderne, skodderne klaprede, og over fordøren begyndte metaltætningslisten at klage sig. Med avisen i hånden lyttede mrs. Bridge til tordenens rumlen og bragen over huset. Pludselig, i total stilhed, blev stuen oplyst af et lyn. Mr. Bridge løftede hovedet, kun dét og ikke andet, men indeni i mrs. Bridge rørte noget på sig. Hun så indtrængende over på sin mand. “Slog uret?” spurgte han. “Nej, det tror jeg ikke,” svarede hun afventende. Han klarede halsen. Han rettede på brillerne. Han fortsatte læsningen. Hun glemte aldrig dette øjeblik, hvor hun var lige ved at forstå selve meningen med livet og med stjernerne og planeterne, ja, og jordens flugt gennem rummet.

Ovenstående er fra bogen, og de af jer der selv har stået med bogen i hånden har måske lagt mærke til, at det også er det uddrag der står på indersiden af omslaget. Der er en mere særlig grund til, at jeg har valgt at inkludere det her, og jeg håber at de af jer der får læst bogen bliver lige så rørt som jeg gjorde, når I når dertil.

Mrs. Bridge er historien om India, en kvinde primært i 1930’erne og 1940’ernes Kansas City. Den er hele hendes liv forvandlet om til 318 sider i en bog som fanger med det samme, og som er svær at lægge fra sig. Vi følger hende fra årene omkring hendes bryllup i slutningen af tyverne, på trods af at hun egentlig ikke havde planer om at blive gift, opvæksten og opdragelsen af hendes børn, og helt frem til efter de har forladt reden.

Der rejste sig mange spørgsmål i løbet af min gennemlæsning af bogen, og jeg indrømmer gerne at der indimellem var sætninger eller situationer, som fik feministen i mig til at blive en smule fortørnet, og jeg var flere gange nødt til at minde mig selv om, at tingene var en hel del anderledes for mindre end 100 år siden. Der er både politiske, religiøse og menneskelige holdninger der fik mig til at hæve øjenbrynene mere end én gang, men jeg lærte også at more mig lidt over flere af den slags ting (og ikke mindst glæde mig over at tingene har ændret sig). Men åh gud, fordommene! :’D

Jeg synes, det er en utrolig fin bog, og samtidig en ret tragisk beretning om, hvordan der er alt for mange ting i livet, vi absolut ingen kontrol har over, ligegyldigt hvor desperat vi prøver at holde fast. Det er en historie om, hvordan man bliver revet med af livet, og hvordan man aldrig rigtig får ændret de hverdagsting og vaner man gerne vil. Det er realisme på præcis den måde det skal være: sjovt, smukt, skræmmende og trist.

Det er mild og let underholdning, på trods af at den indebærer så meget. Der er små beretninger om alle menneskerne i Mrs. Bridges liv, vidt forskellige mennesker rundt omkring i Kansas City, med hendes eget personlige præg – helt uden at hun er bevidst om det. Man kan ikke andet end at bliver irriteret over de mennesker hun selv bliver irriteret over, for hold op, der er nogen trælse mennesker med. Man morer sig og blive sørgmodig sammen med hende. Man følger intriger og kontroverser på tværs af familier, klasser og aldersgrupper.

Hvad der gør bogen noget særligt, er at den er fortalt fra Indias synspunkt. Hun er et forsigtigt og meget reflekterende menneske, og jeg er ikke altid enig med hende, men hvad ville også være det sjove i det? Selv de mindste og umiddelbart mest ubetydelige anekdoter i bogen er med til, at vi lærer hende lidt bedre at kende. Hun bliver fascineret af, og skræmt over folk og ting der er anderledes, i en grad at det går hen og bliver ganske underholdende, selvom man ikke altid helt kan lade være med at ryste på hovedet af hende. Hun finder det finurligt og interessant at møde mennesker der lever og ikke mindst tænker anderledes end hun selv – om end ikke for meget anderledes. Bogen berør også emner som den evige, menneskelige dobbeltmoral, som for eksempel forholdet til Indias midlertidige veninde mrs. Leacock, som det egentlig ikke lader til at hun bryder sig særlig godt om, og alligevel ses med ret tit fordi hun nyder opmærksomheden.

Mrs. Bridge er i virkeligheden en ensom dame, hun er bare selv meget længe om at indse det. Faktisk opdager hun det alt for sent, og det er en af de ting der er så smukke og tragiske ved denne bog, som jeg fra starten af var helt forelsket i.

Alt i alt var jeg utrolig glad for bogen, og så er jeg selvfølgelig altid ekstra glad når bøger refererer til, og inkluderer, historiske navne og begivenheder. 🙂

/Patricia

Anmeldelse: Vores Endeløse Dage

jun
18

Original titel: Our Endless Numbered Days
Dansk titel: Vores Endeløse Dage
Forfatter: Claire Fuller
Udgivet: 2017 v. Forlaget Olga

Først en lille undskyldning: der har sørme været stille her længe, hva’? Vi prøver at lave om på det, det gør vi virkelig, men det kommer til at gå lidt langsomt her det næste stykke tid, og vi håber I bærer over med os. 🙂

Og så til dagens anmeldelse: jeg har ikke fået læst voldsomt meget de sidste par måneder, faktisk nærmest intet, men det seneste jeg er blevet færdig med er Vores Endeløse Dage. Et anmeldereksemplar, som allervenligst er foræret os af det nyopstartede Forlaget Olga. Endnu engang tusind tak!

Jeg kan lige så godt starte med at sige, at den her bog var en rutsjebane af følelser jeg slet ikke var forberedt på. Jeg nåede at føle så mange forskellige ting igennem de 262 sider; rimelig imponerende gjort af sådan en relativt kort bog. Den er hverken lang eller svær, men den fylder rigtig meget rent mentalt. Det er ikke en bog der lægger fingre imellem.

Vores Endeløse dage handler om 8 år gamle Peggy, der bor med sine forældre i London. Hendes mor, Ute, er verdenskendt koncertpianist, og hendes far, James, er survivalist – overlever. Da Ute er væk på en af sine tournéer, rejser James og Peggy væk fra alt og alle, og forsvinder sporløst. Det er ikke før mange år efter at hun forstår hvorfor. De ender i en hytte i en ukendt, europæisk skov, og det bliver deres hjem de næste ni år. James fortæller Peggy at hele resten af verden er gået under, og at alle hun kender er døde, at kun de to er tilbage. Peggy lærer at lave fælder, pelse deres fangst og hugge brænde. Hun lærer at spille på klaver uden lyd og at sy sit tøj om med tiden, så det bliver ved med at passe hende. Hun lærer også at hade sin far, men aldrig at stoppe med at elske ham.

Det er en interessant (og super underlig) bog, og meget anderledes end hvad jeg normalt plejer at læse. Den var en lille smule længe om at fange mig i starten, og jeg tog mig selv i flere gange at sidde og tænke på andre ting. Jeg tror dog mest, det var fordi jeg skulle vænne mig til måden, den var opdelte på: skiftevis fortælling om deres tid i skoven, og om tiden lige efter hjemkomsten. Det har i hvert fald intet med det beskrivende sprog at gøre, for det fejler absolut intet. Det er intet problem levende at forestille sig alt, hvad der sker i bogen.

Planen var at tale om, hvor forfærdelig James han er/bliver i sin opførsel over for Peggy, men efter at have læst bogen færdig kan jeg slet ikke sætte ord på det. Jeg har så ondt af Peggy, og samtidig kan jeg ikke lade være med at blive en lille smule irriteret på hende. Men hun kender ikke til andet, og hun stoler på sin far og deres liv i skoven – i hvert fald i bevidst tilstand – så måske kunne hun ikke have gjort noget anderledes.

Der var dele af slutningen jeg havde set komme, og alligevel kom det fuldstændig bag på mig. Jeg kunne godt lide måden det var gjort på. Den virkelige brutalitet kommer snigende, og du opdager det først når det er for sent. At få så frygtelig og barsk en historie fortalt fra så uskyldigt en hovedrolle er både skræmmende og tankevækkende.

Der er noget helt igennem ironisk og ufattelig tragisk over både Peggy og James’ skæbner, og man kan ikke lade være med at tænke på, om den slags mon kunne ske i virkeligheden.

Det var alt for i dag! Gå ud og anskaf jer bogen i morgen, så jeg har nogen at snakke med det her om. 😛 Nu vil jeg bruge resten af min søndag aften på Buffy. ♥ 

/Patricia

Book Fairies Worldwide

mar
24

Denne fredags blogindlæg bliver kort, både fordi jeg er udmattet og har lidt for mange ting at kæmpe med for tiden, og fordi det jeg vil skrive om i dag er spritnyt og rimelig simpelt. Jeg vil nemlig gerne slå et slag for et nyt koncept: Book Fairies Worldwide.
Book Fairies er en bevægelse, som blandt andet Emma Watson står bag. Nogen af jer ved måske, at hun i lang tid har taget del i Books on the Underground, hvor hun på mange af Englands undergrundsstationer har efterladt bøger, i håb om at andre vil finde dem og nyde dem. Andre steder i verden har mange andre gjort det samme, og jeg synes, det er en fantastisk idé. Book Fairies tager den et skridt længere, og efterlader bøger hvor som helst. Og det bedste ved det hele? Alle kan være med.
På deres hjemmeside www.ibelieveinbookfairies.com kan man bestille smarte klistermærker, til at sætte på de bøger man gerne vil forære væk – det eneste man skal betale for klistermærkerne er forsendelse. Kimmie og jeg har begge bestilt, og jeg har lige fået mine med posten i går.

Der er ingen regler og ingen begrænsninger; en hvilken som helst bog du synes fortjener at blive læst af andre kan bruges, og du kan placere den hvor som helst du vil (personligt anbefaler jeg et sted, hvor der jævnligt kommer andre mennesker forbi, og hvor den er i læ for evt. regn). Lyder det ikke fantastisk? Jeg ville blive lykkelig hvis jeg tilfældigvis fandt en bog et sted i Odense. Det minder mig lidt om Gyldendals nye initiativ: Giv historierne videre.

Jeg håber lidt på, at andre herhjemme også vil være med, så det kan vokse sig større og nå ud til så mange som muligt. Og hvornår bedre at starte på sådan et projekt end her i foråret? Jeg synes i hvert fald det er en smart måde at få ryddet lidt op i sine bogreoler, hvis man har brug for det. Hos antikvariaterne og diverse genbrugsstationer kan man helt sikkert også finde super billige bøger, som man selv har læst og gerne vil give videre (måske efter en hurtig genlæsning).


I må alle have en super weekend! Jeg skal mega forkæles af min farmor. Vi ses igen om en uges tid.

/Patricia

Gaming? Gaming!

mar
22

Jeg har pjækket!

Ej, ikke rigtigt, men jeg har været meget stresset – hovedsageligt pga. slatten økonomi og børnefødselsdag (min datter er fyldt 8! Hurra!) – og så har jeg bare ikke kunnet finde nok plads i mit hovede til lige at overkomme en hel bog. Nårh ja, og så er jeg blevet forkølet, hvilket jo bare er sådan en cherry on top-ting.

 

Men jeg har fået gamet! Og det vil jeg faktisk godt snakke lidt om, for hvor bøger også er et rart sted at kunne tage hen, så er gaming altså bare der hvor jeg uden sammenligning finder mest ro inde i mig selv.

Jeg har spillet Assassins Creed, og for de uindviede kan jeg kort fortælle at spilserien går ud på at man via en maskine kaldet “The Animus” kan genleve sine forfædres gøren og laden igennem sin DNA. Lyder det langhåret? Det er det nok også.

Anyway, de fleste af os har nok relativt kedelige forfædre, men i AC er der en fyr der hedder Desmond, som har nogle meget spændende typer i slægtstræet – hans forfædre er (hovedsageligt) Assassins, der siden tidernes morgen har kæmpet mod Templars. Templars vil have orden og kontrol, hvor Assassins går ind for frihed for alle.

Desmond selv er en lidt flad karakter, men man ser ikke super meget til ham, så det går nok. Til gengæld er hans forfædre superseje; både Altaïr fra Det Hellige Land for omkring 1000 år siden, Ezio Auditore da Firenze fra renæssancens Italien, og så Ratonhnhaké:ton (eller Connor, som han også kaldes) fra USA, før det vel egentlig blev til USA.

 

Og nu vil jeg være suuuper kontroversiel. Jeg svømmer simpelthen imod strømmen og konkluderer at Assassins Creed 3 er mit favoritspil, og Connor er min favoritkarakter. De fleste kan bedre lide Ezio, og jeg forstår det! Ezio er udadvendt, sjov, flabet, flirtende, men også alvorlig og pisse sej og alle de der ting. Connor er indadvendt, tænker sig ikke om, han er ret naiv og til tider ensporet (“WHERE IS CHARLES LEE?!”), men er det nu forkert? I må endelig ikke tro at jeg ikke holder usigeligt meget af Ezio, for det gør jeg, både som en der kan lide spændende karakterer, men så sandelig også som en dame der rødmer hvis nogen smiler sødt, men jeg føler ikke at jeg har meget til fælles med Ezio, så det har aldrig været den helt store kærlighed jeg har næret til ham. Jeg er ikke mega smart og udadvendt, og jeg kommer først i tanke om gode comebacks flere år efter en samtale er overstået. Connor er så introvert at selv jeg nogen gange græmmes lidt, men det er stadig lettere for mig at relatere til en fyr der ikke altid helt forstår de sociale spilleregler. Altså, jeg kan godt fungere, og smalltalke og alle de der ting, men en gang imellem tænker jeg bare “hvorfor skal der være det her spil?”.

Og så er jeg kæmpe fan af den udvikling han gennemgår i spillet, hvor han i starten – som de fleste unge mennesker nu engang er – er en impulsiv idiot, der buldrer frem uden at tænke sig om, og uden netop at “spille spillet”. I begyndelsen af spillet, bliver man jagtet af nogle vagter, og for at de skal stoppe skal man hive nogle wanted-posters ned og den slags, og teenage-Connor spørger naivt hvorfor han ikke bare kan forklare dem at han altså er uskyldig. Han sætter flere gange ting på spil for at komme hurtigere i mål. Han vokser dog med opgaven, og selvom han aldrig bliver heeelt god til det med at gå på kompromis med sine egne holdninger og værdier, ender han som en ret behagelig fyr synes jeg, og så er det alligevel ret beundringsværdigt at han netop er så standhaftig; at ingen skal komme og lave lort i den, når det tydeligt er forkert at gøre.

Spillet er lidt glitchy i ny og næ, men det er hele serien sådan set, så det kan jeg ikke forstå at folk pisker en stemning op over. Der er ikke nogle kiksede elskovs-scener (som er cirka det værste i spil) for Connor har slet ikke tid til damer. Han træder til som wingman på et tidspunkt, men det er også det, og det er faktisk ganske befriende synes jeg, at der ikke lige er klappet en eller anden love-interest ned midt i det hele.

Jeg vrøvler vist lidt, men til mit forsvar vil jeg sige at jeg altså har feber, så jeg vil også slutte nu og slappe lidt af – jeg har nemlig også lige indspillet podcast sammen med nogle andre søde damer fra Hva’ Fan – en spritny blog om fandoms af alle typer! Ikke et dårligt side-gig synes jeg!

 

Hold jer muntre, og nyd foråret!

/Kimmie

Anmeldelse: Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children

mar
17

Original titel: Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children
Dansk titel: Frøken Peregrines Hjem for Sælsomme Børn
Forfatter: Ransom Riggs
Udgivet: 2012 v. Quirk Books

Kender I det, når man skal fortælle nogen om en bog man har læst, men man er så begejstret for den at man slet ikke ved, hvor man skal starte? Det er lidt sådan jeg har det lige nu. Miss Peregrine’s er en bog jeg er helt utrolig glad for. Jeg læste den første gang kort tid efter den var kommet til Danmark da Kimmie og jeg var med i Odense Centralbiblioteks læseklub Fantastic Fiction. Jeg er faktisk ikke klar over, om læseklubben stadig eksisterer, men det var ret sjovt at være med. Eugh, jeg savner at være med i en bogklub.

Nåh, men… Miss Peregrine’s Peculiar Children er en trilogi, og engang sidste år købte jeg det super flotte bokssæt. Jeg har en tendens til at lade der gå rigtig lang tid fra jeg har købt en bog til jeg får den læst, fordi der også er så meget andet der skal læses. Derfor har jeg først lige genlæst denne, og var faktisk endnu mere vild med den denne gang, end jeg var første gang. Der var så mange ting jeg havde glemt, selv de helt store plot twists, så den sidste tredjedel af bogen var ren højspænding. ♥

Jacob er en helt almindelig teenager, udover at hans forældre har alt, alt for mange penge. Hans onkel ejer en kæde af apoteker i USA, og Jacob selv står selvfølgelig til at skulle eje en andel af dem som voksen. Indtil da arbejder han som assistent i en af dem, og hans eneste mission i livet er at prøve at få sig selv fyret. Det er, indtil hans farfar dør under tragiske omstændigheder, og en verden af mystik og frygt åbner sig for ham. Jacob og hans farfar var meget tætte, og farfar Portman plejede at fortælle ham historier fra sin barndom. Historier fra et barndom fuld af sælsomme børn med de mest utrolige evner. Historier, som Jacob stoppede med at tro på allerede som barn.

Farfar Portmans sidste, gådefulde ord, sender Jacob til en walisisk ø, Cairnholm. Jeg vil ikke afsløre for meget, hvis man hverken har set filmen* eller læst bogen, men på Cairnholm rejser der sig langt flere spørgsmål end der bliver givet svar på. Jacob finder frem til børnene og børnehjemmet fra farfar Portmans historier, men intet er som han havde forventet, eller som han nogensinde kunne have forestillet sig. Samtidig opdager han ting om sig selv og sit eget liv, som han ikke anede noget om. Hurtigt bliver han suget ind i en virkelighed så meget anderledes end hvad han hidtil har kendt til, en virkelighed hvor monstre findes. Og lad mig lige sige jer, de er super klamme! Okay, jeg er nem af skræmme, men den her bog har nogen seriøse og effektive gyserelementer.

* Jeg har ikke – jeg har svært ved at tro at den kan være fyldestgørende, og jeg er ikke så stor fan af Tim Burton som jeg engang har været.

Bogen er fuld af billeder, som forfatteren har fundet hos en håndfuld forskellige samlere. Billederne rangerer fra mærkelige og mystiske til direkte uhyggelige. Det fungerer super godt, og giver bogen noget helt unikt. Samtidig er jeg vild med skrivestilen. Jeg er altid skeptisk når jeg starter en bog fortalt af et ‘jeg’, men det er gjort rigtig godt her.
Det er en bog jeg kun kan anbefale, især hvis man er til fantasy med creep-factor. Jeg ved godt, det ikke er en super lang eller dybdegående anmeldelse, men der er bare så mange ting i bogen som man virkelig selv skal opleve.

Kimmie gav mig et par nye bogmærker i forrige weekend, magen til nogen af dem vi sendte ud til vores giveaway. ‘Peregrine’ betyder ‘vandrefalk’ på dansk, så derfor passede fjeren jo perfekt til bogen. ♥

Super god weekend til alle!
/Patricia

Casual Friday: Min uge

mar
10

Det er ikke meget jeg har nået at læse på det seneste, så derfor tænkte jeg at jeg kunne fortælle jer lidt om den forgangne uge i stedet for.
Som nogen af jer måske ved, så avler jeg mus og har gjort det siden 2007. Jeg har haft mange (som i: virkelig, virkelig, dumt mange) dyr igennem hele mit liv, men mus er måske nok det, jeg har holdt fast i længst. Der er også rotterne, men der har været større pauser imellem dem. Jeg nævner dem nu, fordi jeg i lørdags var til udstilling i Givskud. Sådan en dag kan være ekstremt lang, og starter som regel alt for tidligt. Til jer der læste med i sidste uge, så har I nok nu gættet at det var derfor jeg skulle op kl 5. Bvadr. Men! Det plejer at være super hyggeligt, og bedste ved dagen var, at jeg fik 7 nye snuder med hjem ♥ Ad, er der måske nogen der tænker, men jaja. Jeg synes de er utrolig søde. Og nørdet som jeg er, så er genetikken selvfølgelig det ved at avle der er allersjovest. Jeg kan bruge timevis, og har også gjort det i denne uge, på at nørkle med den slags.

Søndag var jeg godt smadret. Det var faktisk meningen Kimmie og jeg skulle have været til et YA Bogblogger event på Dalum Bibliotek, men jeg var simpelthen så smadret at jeg nærmest ikke kunne hænge sammen. I stedet brugte vi dagen på at hænge i sofaen og drikke en masse te og spise kold pizza. Og kold pizza er altså ikke sådan at kimse af.
Da jeg kom hjem søndag aften blev musene sat på plads, og bagefter sov jeg bedre end jeg har sovet i flere uger. Det var en helt ny og fantastisk følelse.

Søndag var også dagen, Kimmie og jeg startede vores allerførste giveaway på  Facebook, hvor vi udloddede (hedder det det?) fem utrolig flotte bogmærker og en super nørdet halskæde. Onsdag blev Ditte A. trukket som vinder, og hendes præmie sendt af sted. Det var faktisk super sjovt, og jeg glæder mig til at gøre det igen.


Onsdag, som er min fridag, stod den også på sushi og is med søde Rikke (
http://www.flyvmedmig.dk/). Vi lærte hinanden at kende sidste år, da hun startede som juleassistance i den boghandel jeg er i, og vi havde lææænge snakket om at lave en sushi-date. Tiden blev endelig til det, og det var super hyggeligt!
På vejen hjem var jeg nødt til at tage ind forbi min boghandel, for jeg kan jo tydeligvis ikke undvære dem. Og hjem kom jeg selvfølgelig med en ny bog, som en kollega har lokket mig til at læse: The Deed of Paksenarrion. Den er kun på 1200 sider. Så vidt jeg lige kan se mig ud af, er det dog en trilogi samlet i én bog.

(The Realms of the Gods er 4. og sidste bind i serien The Immortals)

Jeg har også i denne uge læst den sidste af Tamora Pierce’s The Immortals, og dem vil jeg gerne lige slå et slag for. Det er ingen hemmelighed at både jeg og Kimmie er vilde med Tamora Pierce, og i sidste måned skrev Kimmie om Alanna-bøgerne. The Immortals foregår i samme univers, men noget senere. Alanna er faktisk med som voksen, gift og mor – og stadig som The King’s Champion og super sej. I disse fire bøger er det dog den unge Daine der er hovedpersonen. Magi er rimelig udbredt i Tortall, men Daine finder ud af at hun besidder en helt anden og meget mere sjælden form for magi: Wild Magic, der gør at hun kan kommunikere med dyr, og senere hen forvandle sig til dem også. Hun møder et par andre med samme, dog noget mere begrænset, evne allerede i første bog, så selvom hun selvfølgelig er speciel, er det ikke overdrevent. Noget af det jeg elsker allermest ved Tamora Pierce er, at alle hendes karakterer er deres egen, og har masser af personlighed. Ingen er helt uskyldig, og ingen kan aldrig klare sig selv. Det er tænkende individer. De eneste hjælpeløse væsner er dyrene, og det er på en ret naturlig måde – så naturlig som det kan blive i et fantasyunivers, i hvert fald. Og ja, bøgerne er super nemme at læse og hurtige at komme igennem, men hun formår alligevel at skabe en smuk, unik verden der er nem at forestille sig at være en del af.

Okay, enough fangirling (ej, ikke helt). Jeg er nu gået i gang med at genlæse Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children, som jeg også elsker utrolig højt, og vil denne gang også læse de to efterfølgere (de var ikke udkommet dengang jeg læste bogen første gang). Så måske er det, hvad der står på programmet til næste uges blogindlæg. Man ved det aldrig helt…

På søndag er planen at jeg skal i skøjtehallen med en veninde/kollega, og jeg glæder mig meget. ♥ Indtil da vil jeg prøve at få læst en masse, men jeg kommer nok til at blive fanget af Elder Scrolls Online i nogen timer også.
Anyway, det var et lille uddrag af min hverdag i den forgangne uge. Jeg håber, I synes den slags blogindlæg også er okay, for det er muligvis ikke sidste gang det sker.

Rigtig god weekend til alle!
/Patricia

Anmeldelse: To år, otte måneder og otteogtyve nætter

mar
03

Titel: To år, otte måneder og otteogtyve nætter
Forfatter: Salman Rushdie
Udgivet: 2016 v. Gyldendal

Salman Rushdies nyeste bog indledes med tre citater, hvoraf mit første (og mit yndlings) lyder således:

Man “tror” ikke på eventyr. Der er ingen teologi, ingen troslære, ingen ritualer, ingen institution, ingen forventning om nogen bestemt opførsel. De handler om verdens uforudsigelighed og foranderlighed.
– George Szirtes

Allerede der var jeg faktisk utrolig spændt på at komme i gang, og havde ret høje forventninger. Jeg startede egentlig på bogen tilbage i juni måned sidste år, men blev kort tid efter distraheret af noget andet (jeg tror, det var min 117. genlæsning af Harry Potter). I mandags valgte jeg så at kaste mig over den igen og starte forfra, men jeg må indrømme at jeg faktisk ret hurtigt blev skuffet og begyndte at kede mig. Jeg var forvirret, selv efter jeg var nået langt ind i bogen, og blev rigtig sur på de meget lange, snørklede sætninger, som tit ikke gav nogen mening overhovedet.

Vi starter historien i New York 1995, da stilheden endelig har lagt sig, i hvert fald for en stund, efter flere dages voldsom stormvejr. Hr. Geronimo – gartner – står op, og føler da godt nok et eller andet er anderledes, men det er først efter han har gjort sig klar og er kørt ud til en af sine kunders haver, og står med forskrækkelsen over at haven er fuldstændig uopretteligt ødelagt, at han opdager at han svæver. Han har nemlig ingen mudder på skoene. Og derfra tager det ellers fart, ikke kun på Manhatten, men snart i hele verden, med alskens mærkværdigheder. Disse tager gradvist og voldsomt (og voldeligt) til i styrke, og står på i – du har gættet det – to år, otte måneder, og otteogtyve nætter.

Og ser I: to år, otte måneder og otteogtyve nætter svarer til… *drumroll* …1001 nat. Bogen har da også nogen referencer til 1001 Nats Eventyr, hvoraf den største dog er, at djinner selvfølgelig er skyld i den kaos der lige pludselig hersker. Geronimo der ganske langsomt stiger til vejrs, et spædbarn der får folks hud til at rådne når de fortæller selv den mindste løgn i hendes nærvær, en business mand på toppen af sin karriere der bliver besat og på tre dage ødelægger sit firma ved at påstå han står bag den nærtstående verdensøkonomis kollaps…

800 år forinden forelskede en djinniaprinsesse sig i et menneske: filosoffen Ibn Rushd, og med ham blev hun gravid tre gange. Hver gang fødte hun minimum 7 børn, og startede dermed en stamme af folk der var halvt menneske, halvt djinn. I 1990erne er det efterkommere af denne stamme der skal redde verden.

Bogen er fortalt som en historiebog af vores efterkommere, mere end 1000 år fra nu. Jeg ved ikke, hvor godt jeg synes det fungerer, når der er så mange referencer til nutidens popkultur og klassikere, selvom det samtidig skal forestille at dem, der læser bogen ikke har noget kendskab dertil.

Det føles lidt farligt ikke at bryde sig synderlig meget om en af vor tids mest anerkendte forfattere, men havde jeg ikke sat mig i hovedet inden jeg gik i gang, at jeg altså ville skrive en anmeldelse af denne bog, så havde jeg aldrig læst den færdig. I lang tid havde jeg ingen anelse om, hvad der egentlig foregik. Jeg havde en fornemmelse af, at der var en dybere mening med fortællingen, og først nær slutningen fattede jeg at den egentlig mest virker som et stort “fuck dig” til religion. Det er vel også en slags emne, men måske er det bare fordi jeg havde forventet noget helt andet at jeg hverken regnede den ud i starten eller var særlig imponeret over det. Han nævner selv noget i stil med, at én mands realitet er en anden mands eventyr. Og er det ikke sådan det er og skal være? Det er ikke meningen med det her indlæg at det skal blive super dybt eller lægge op til en debat om religion, men så længe vi ikke påtvinger hinanden noget uønsket, så må folk for min skyld tro på, hvad de synes. Noget der er rigtigt for dig, er måske ikke rigtigt for en anden og omvendt.

Anyway! Der var andre grunde til, at jeg ikke rigtigt brød mig om bogen. Jeg har nævnt at den en stor del af tiden forvirrede mig. Jeg kunne heller ikke rigtig forligne mig med karaktererne, hverken hoved- eller biroller. Blue Yasmeen er super edgy og skriver/optræder med slam poetry (som ellers i virkeligheden er en ting jeg elsker), og Jimmy Kapoor er for sygt vild, yo. Jeg magtede det ikke helt. Jeg er heller ikke sikker på om det er meningen man skal.
En anden ting jeg syntes var rigtig træls, var den håndfuld ting der blev gentaget mange, mange, mange gange. Og så lige én gang til. Blandt andet hvor meget de i Feernes Rige dyrker sex. Hver dag. Hele tiden. Mindst seks gange om dagen. Jeg har hørt bogen beskrevet som både magisk realisme og satire, og selvom jeg er sikker på det er rigtig nok, så tror jeg bare ikke det er genrer for mig. Jeg blev i hvert fald mest bare træt. Ja, det har krydset mine tanker at jeg måske bare slet ikke er klog nok til at læse Salman Rushdie.

Én ting jeg dog fandt super relevant var dette:

Hvor er historien dog forræderisk! Halve sandheder, uvidenhed, bedrag, falske spor, fejl og løgne og, begravet et sted mellem alt dette, den sandhed, som det er så nemt at miste troen på, og om hvilken det derfor er nemt at sige, at den blot er en kimære, at den ikke findes, at alt er relativt, at det ene menneskes absolutte tro er et andet menneskes eventyr, men som vi ikke desto mindre insisterer på – insisterer meget eftertrykkeligt på – er alt for vigtig en forestilling til, at man kan overlade den til relativitetskræmmerne.
– S. 241

Kan I se, hvad jeg mener?! Men udover at det cirka er den længste sætning i verden, så har den fat i noget rigtigt og vigtigt, især for en historieelsker som mig. Historie er skrevet af de overlevende, af sejrsherrerne, og vi vælger at tro på det overleverede fordi vi ikke har andet valg. Det betyder ikke at den historie vi lærer i skolen eller senere hen er 100% korrekt. Men det var lidt et sidespring.

Og se, så har jeg skrevet i mine notater at jeg skulle huske at nævne noget meget relevant jeg fandt i teksten på bogens bagside. Bogen var lånt, og jeg har selvfølgelig afleveret den tilbage, så det har jeg ikke rigtig mulighed for. Måske var der hverken vigtigt eller interessant, hvem ved. Jeg kan i hvert fald ikke lige huske det.

Nu vil jeg pakke min taske og tage ud til Kimmie. Vi skal game og være klamme, og jeg skal tidligt i seng fordi jeg skal op klokken 5. Hurra!
God weekend, søde læsere ♥

/Patricia

Motivation og lokkemad!

mar
01

Jeg er godt nok inde i en stram periode synes jeg. Jeg vil så gerne læse (hvilket stakken af bøger på sengebordet også vidner om), men jeg har svært ved at finde fokus og virkelig fordybe mig i nogen af dem – og det på trods af at det er udmærkede bøger der ligger i den åndssvage bunke. Men det kommer nok igen – jeg har tendens til at gå i lange perioder uden at røre en bog, og så pludselig æder jeg en hel masse på ingen tid.

 

Men hov! Lad mig lige fortælle om hvordan jeg endelig fik motiveret min datter Emilie til at læse – jeg har ellers prøvet med højtlæsning af forskellige genrer, men hun vil hellere høre Troldeliv (af Sissel Bøe og Peter Madsen, læst op af Ellen Hillingsø) eller Harry Potter (læst op af Jesper Christensen) – og jeg forstår hende godt, for jeg er altså ikke en ørn til højtlæsning, hvor hyggeligt jeg end synes det er, og hvor meget jeg end prøver at lave stemmer og alt det, så falder det mig ikke naturligt, og det er jeg sikker på at hun kan mærke. Men idag skete det vist, og det var ikke engang rigtigt med vilje!

Jeg har en lille tendens til at bestille en masse skrammel søde ting fra Wish, og så ligesom håbe på det bedste. Senest har jeg fået en mængde bogmærker, og der var Emilie hurtig og spottede nogle meget fine fjer-bogmærker i metal.

Bogmærket der startede det hele?

 

– Må jeg godt få et af dem?

– Jaeh… hvis du finder en bog at bruge det i, så må du.

– Okay!

Og så rendte hun ellers op på sit værelse, for at kigge på den bogreol som jeg selv synes jeg har formået at få fyldt ret godt op. Hun kom først ned med Regnbuestenen (Josefine Ottesen), og jeg spurgte om hun kunne have lyst til måske at læse for mig eller for vores gamle kat, Gråmis. Det ville hun gerne, men hun konstaterede at den altså var for svær for hende, og at hun godt ville finde en ny. Hun har en alder hvor jeg bestemt  ikke skal blande mig i mere end allerhøjest nødvendigt, så jeg lod hende løbe op til reolen igen for at finde noget nyt – og til min store fryd (og sikkert også Patricias!) kom hun tilbage med Harry Potter og de vises sten – igen, måske lidt vel svær for en pige der kun lige skal til at fylde 8 år, men det var altså bare den det skulle være, og når hun er færdig med den, vil hun godt tage den med i skole og læse højt for sin klasse, hvilket cirka er det mest bedårende i verden.

Vi nåede næsten tre sider, og jeg skulle ikke hjælpe ret meget – jeg tænker at det hjælper at hun har hørt den som lydbog omtrent 150 gange, både når hun sidder og nørkler med ting på sit værelse, men også når det er sengetid og mor ikke gider at høre One Direction hun gerne vil have lidt lyd i baggrunden.

Jeg tror jeg vil holde fast i at hun skal læse lidt for katten om aftenen – selvfølgelig assisteret af mig hvis der er behov for det! Om hun fortsætter med Harry Potter er jeg ikke sikker på, men der er intet galt med at være ambitiøs, og hun er også udmærket klar over at det bestemt ikke er nogen skam at nedgradere lidt, så hun selv kan nyde historien uden hele tiden at skulle spørge mig om hjælp.

Jeg vender tilbage på tirsdag, og nok endda før, men det er lidt en overraskelse faktisk, så følg lige med!

/Kimmie

Fra bog til musik til film

feb
25

Jeg har aldrig været nogen kæmpe musiknørd. Jo, jeg elsker musik, og jeg hører det hver dag, men det er aldrig noget jeg har gået vildt meget op i. Jeg har aldrig følt at jeg ikke ville kunne leve uden. Faktisk tror jeg, hvis jeg skulle høre mindre musik ville jeg blive bedre til at høre lydbøger, og lydbøger skal bestemt ikke undermineres.
Jeg er heller ikke særlig god til at få set en masse film; jeg er meget bedre til serier, når det endelig skal være. Alligevel har jeg i dag valgt at skrive om soundtracks. Eller, mere specifikt: soundtracks til film (med én undtagelse), baseret på bøger.

Twilight: Please, lad være med at løbe for langt væk. Jeg ved det godt. Selv billedet er super cringy; jeg prøvede endda at finde et billede der var så cringy som muligt, og der var alt for mange at vælge imellem. Det er ikke nogen hemmelighed at jeg egentlig godt kan lide bøgerne. Det er hverken højlitterært eller særlig godt skrevet. Et prima eksempel på min kærlighed til trash lit. Til gengæld synes jeg filmene er fuldstændig elendige. Sorry, fans. Heldigvis er jeg også af den overbevisning at folk skal have lov til at synes om lige hvad der passer dem.
MEN, til musikken. Det skal måske lige nævnes at jeg her kun snakker om den første film. Først og fremmest: Muse. Jeg tror aldrig de har lavet en sang jeg ikke har elsket. De er et alternativt rock band fra England, og ‘Supermassive Black Hole’ er deres bidrag til den første Twilight-film. Det er alt, hvad filmen ikke selv er: helt fantastisk. Muse udkom med et album i 2015, som jeg indrømmer jeg ikke har hørt. Jeg har til gengæld været rigtig glad for deres tidligere udgivelser, navnligt deres albums Origin of Symmetry (2001), Absolution (2003) og Black Holes and Revelations (2006).
Andre nævneværdige soundtracks fra filmen er Iron & Wine’s ‘Flightless Bird, American Mouth’ og Robert Pattinsons egen sang ‘Never Think’. Jep, ham der spiller Edward. Han laver/har lavet musik selv, og der er mere af det på YouTube hvis man søger lidt. Jeg er ret vild med det meste af det. Jeg har det nu også fint med ham som skuespiller, men for mig vil han altid være Cedric Diggory.

Warm Bodies: “Still a better love story than Twilight.” Well, yes. Der skal ikke meget til. Warm Bodies er lidt i samme genre, men tager ikke sig selv nær så seriøst. Den tager faktisk ikke sig selv seriøst overhovedet. Derfor er det også en langt bedre film. Jeg har ikke læst bogen endnu (Isaac Marion, 2010), men jeg elsker filmen. Det hjælper selvfølgelig måske også at jeg har en ting for Nicholas Hoult (som blandt andet også er med i Mad Max: Fury Road – endnu en film jeg er vild med). Jeg nævner filmen her allermest fordi et af numrene i den er M83’s ‘Midnight City’. Hvis I ikke kender M83, så gør jer selv den tjeneste at tjekke dem ud. De er et fransk electronic/synthpop band, og jeg er normalt sjældent til elektronisk musik, men det de skaber er ren magi. Jeg er slet ikke i tvivl om det. Jeg kan især anbefale deres albums Dead Cities, Red Seas & Lost Ghosts (2003) og Hurry Up, We’re Dreaming (2011).

Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children: Udkom sidste år og er intrueret af Tim Burton, hvilket er en af grundene til jeg ikke har set den endnu. Selvom jeg ikke, som så mange andre, ligefrem hader hans nyere film, så er det længe siden han har lavet noget jeg virkelig elskede. Bogen, den er baseret på (Ransom Riggs, 2011) læste jeg kort tid efter den udkom. Den er del af en trilogi, som jeg faktisk har stående på min bogreol, men jeg har endnu ikke fået læst de to sidste. Til genæld er det klart en af de bedste bøger jeg har læst på denne side af år 2010. Når nu jeg ikke har set filmen, så skulle man tro det var svært at udtale sig om dens soundtrack. Det hænger sådan sammen, at en af sangene dertil, ‘Wish That You Were Here’, er af en af de mest talentfulde musikere i verden (hvis du spørger mig): Florence Welch. Hendes band, Florence + The Machine, er nok en af mine absolut yndlings, og sangen til denne film er simpelthen så god. Jeg kunne høre den på repeat for evigt. Florence and the Machine er et engelsk inde rock band, der udkom med deres første album Lungs i 2009, derefter Ceremonials (2011) og How Big, How Blue, How Beautiful (2015).

The Witcher: Undtagelsen, fordi det slet ikke er en film. Det er faktisk et spil. Eller, det er tre spil nu. Men de er baseret på bøger, så derfor tæller det. Den første bog, The Last Wish, er skrevet af Andrzej Sapkowski (nej, jeg ved ikke hvordan man udtaler det) og er helt tilbage fra 1993. Jeg har ikke læst den, men den står på min hylde. Jeg kan godt fornemme at det her indlæg får det til at lyde som om jeg ikke har læst særlig mange bøger, men det er jo løgn. Jeg fik faktisk at vide af en kunde i går at man i hvert fald ikke kunne nå at læse mere end én bog om måneden, medmindre man ikke lavede noget andet. Jeg fortalte ham ikke at jeg nu er i gang med min syvende bog bare i år.
Anyhow, jeg har ikke fået lov at spille Witcher 3, men det er udelukkende fordi jeg ikke har en maskine der kan køre det. Jeg græder stadig indeni over det. Det har selvfølgelig ikke forhindret mig i at lytte til musikken derfra, og jeg er endnu ikke blevet skuffet. Musikken til alle tre spil er enormt smuk. Jeg vil nøjes med bare at linke jer til den fulde soundtrak playlist på det første spil: https://www.youtube.com/watch?v=tFIbVqHOOIU – jeg tænker det vil være perfekt stemningsmusik til at få læst den første bog.

The Fellowship of the Ring: Sidst, men absolut ikke mindst – tværtimod. Ja, jeg har rent faktisk læst den, OG The Hobbit. At jeg så ikke har læst de to andre, det kan vi diskutere en anden dag. Kimmie er klart den største LOTR fan af os to, men der er ingen tvivl om at hun har helt ret i, når hun snakker om hvor absolut magisk den første film er. De andre er også helt fantastiske, og jeg kan personligt også godt lide The Hobbit, selvom tre film måske er at trække den lidt for meget. Men der er bare noget helt specielt og unikt over Fellowship. Fuldstændig ligesom der er ved bøgerne. Jeg mener, The Hobbit er helt tilbage fra 1937 og er den første af sin slags. Det kan man aldrig tage fra dem. Musikken til filmen er lige så episk, og jeg får stadig kuldegysnigner hver gang. I får endnu et link til at slutte af på: https://www.youtube.com/watch?v=_SBQvd6vY9s – og bare for god ordens skyld er det musikken til alle tre originale film (altså er The Hobbit ikke inkluderet).

Såeh. Sæt jer til rette og brug resten af weekenden på at lytte til en masse god musik. Har I selv nogen gode forslag, så kom endelig med dem!

/Patricia

Anmeldelse: Alanna – The First Adventure

feb
21

Titel: Alanna: The First Adventure (Song of the Lioness #1)
Forfatter: Tamora Pierce
Udgivelsesår: 1983 v. Atheneum

Okay, så jeg er enormt dårlig til rent faktisk at læse noget som helst nyt og aktuelt – jeg vælger at tro at folk er okay med det, og at der selvfølgelig er brug for at lidt ældre ting bliver læst, genlæst og talt om!

 

Da Alanna og Thom af Trebond er fyldt 10 år, vil deres far sende dem afsted på skole – Thom skal være ridder, og Alanna skal lære at være en fin dame, og det er ikke noget der kan diskuteres, da faren alle dage har været ret ligeglad med sine børn, der hovedsageligt er opdraget af byens heler Maude, og den tidligere soldat Coram.

Alanna foreslår at de bytter plads, og på trods af at være noget betænkelig, går Thom med til det, og tvillingerne bliver sendt afsted til deres respektive skoler, Alanna – eller “Alan” – nu med kort hår og drengetøj.

I Tortalls hovedstad Corus begynder Alannas undervisning, der blandt andet består af kamp, historie, manerer, og alt andet en ridder kan få brug for.

En mystisk sygdom der dræner byens healere breder sig dog i byen, og først da alle healerne er ude af spillet, bliver Alannas ven – tronarvingen Jonathan af Conté – syg. Hun redder ham dog med sin helende magi, og efter den episode kommer den charmerende Roger af Conté til byen for at undervise de kommende riddere i magi. Alanna stoler som en af de eneste ikke på den flotte, charmerende mand, og da hun finder ud af at han er den næste i arvefølgen til Tortalls trone, begynder hun at tro at Roger er ude på at gøre Jonathan fortræd.

 

Okay, så jeg kan ligeså godt krybe til korset og lige gøre klart at jeg bare elsker de her bøger – jeg tror jeg læste dem første gang da jeg var omkring 12, og for nogle år siden faldt jeg over dem i en boghandel til en tyver stykket. Jeg købte dem faktisk til min datter, men de står vist egentlig stadig på min egen reol, for jeg fik dem læst igen, og så lige en gang til da jeg skaffede dem på engelsk også.

Historien er ret enkel, men jeg synes at den er solid og velskrevet, og selvom det ikke er en stor litterær udfordring og måske heller ikke super nyskabende (i hvert fald ikke nu. Nogen der var i live i 1983 må lige byde ind her!) vil jeg mene at den hører til på bogreolen hos alle fantasy-elskende unge piger. Alanna er et fremragende forbillede der ikke lader sig kue af samfundets ideer om hvad piger kan og ikke kan – det eneste der driver den unge pige er hendes egen beslutsomhed og viljestyrke, og det er en fornøjelse at følge hendes rejse. Hun kunne let have været en Mary-Sue, men hun er også en irriterende, hidsig og stædig møgunge der laver lort i den nogen gange, så det er heldigvis undgået.

Jeg kan uden at afsløre for meget om resten af serien, sige at det er at gøre tweens og unge teenagere en tjeneste at give dem den her bogserie. Og hvorfor så det? Jo, fordi Tamora Pierce tager sine unge læsere alvorligt – der ligger ingen overbærende smil og lurer i overfladen når en 13årig Alanna flipper helt ud over at hun synes at hun ser dum ud i kjole, eller når hun ikke kan få sit hår til at gøre som hun vil have det. Det bliver taget præcis så alvorligt som jeg tror at de fleste unge mennesker ønsker at det bliver, og hvor jeg som voksen YA-læser tit kan sidde og trække lidt på smilebåndet når karakterne i mine bøger går “full teen”, så synes jeg faktisk ikke at det er noget der sker i den her serie, medmindre det meget, meget specifikt er skrevet med humoristiske undertoner.

Hvis du er interesseret i bøgerne kan du hurtigt finde dem på engelsk på bookdepository.com eller på dansk på saxo.com – du er også pokkers heldig at der er 4 andre serier der foregår i Tortall, og at man render ind i Alanna igen i flere af dem!

Glæd jer til på fredag, hvor I hører fra verdens sødeste Patricia!

/Kimmie